Krigen mod stoffer, som det populært kaldes, er det årtier lange forbud mod en lang række rusmidler. Listen med forbudte stoffer bliver ofte udvidet, typisk på tyndt grundlag. Fx blev Salvia (Salvia Divonorum) forbudt i Danmark i 2003. Havde nogen udgivet et overbevisende videnskabeligt studie om farligheden? Næ. En politiker, Sophie Hæstorp Andersen (S), spurgte engang i Folketinget om hvorfor det var lovligt i Danmark når det var forbudt i Australien. Den relevante minister, Lars Løkke, svarede at der ikke pt. var begrundelse for at forbyde det, men at han ville:
I lyset af de senest fremkomne oplysninger om Salvia Divinorum har jeg nu bedt Sundhedsstyrelsen om – bl.a. på grundlag af oplysninger indhentet fra internationale organer med ansvar for narkotikaspørgsmål – at undersøge, hvor stort omfanget af misbruget er, og hvilke virkninger, herunder skadevirkninger, der er forbundet med misbruget. Jeg har bedt styrelsen om samtidig at undersøge, hvorfor Salvia Divinorum, således som spørgeren oplyser, tilsyneladende er forbudt i Australien, og om at vurdere behovet for et forbud i Danmark.
Hvis Sundhedsstyrelsen herefter indstiller til mig, at der indføres et forbud, vil jeg sørge for, at forbuddet meget hurtigt får virkning.
Hvad kom Sundhedsstyrelsen frem til? Dette:
Sundhedsstyrelsen har begrundet indstillingen med:
- at salvia divinorum og salvinorin A har stimulerende/hallucinogene virkninger,
- at brug af planten og indholdsstoffet derfor potentielt indebærer samme risici som brug af andre hallucinogene stoffer, der allerede er under kontrol, og
- at planten og indholdsstoffet aktuelt ikke har medicinsk eller industriel anvendelse.
Ingen af disse kan dog siges at være gode. 1) At et stof har psykoaktive virkninger er tydeligvis ikke nok da koffein, alkohol, nikotin, benzin, m.fl. er lovligt og også har disse egenskaber. 2) Dette er ikke en grund i sig selv, men henviser bare til at andre lignende rusmidler er forbudte. Hvis de er forbudte ved en fejl, så ville dette føre til flere fejlagtige forbud. Det er ikke smart bare at henvise til andre forbud. 3) Kendskabet til stoffet er relativt nyt og det kunne sagtens tænkes at man senere fandt noget det var brugbart til. Et forbud gør det derimod besværligt at finde ud af hvad man kan bruge det til da det besværliggør eller umuliggør forskning i emnet.
Politikere i andre lande klarede sig ikke meget bedre end de danske. I USA er der fx en lov mod Salvia i mindst én delstat som er baseret på en anekdote om et enkelt dødsfald, et meget tydeligt eksempel på symbolpolitik.