Den danske tænketank Justitia udgiver mange analyser omkring retssikkerheden i Danmark. På nytårsdag udgav de en analyse som opsummerede ændringerne i løbet af 2015: Statusoversigt: Retssikkerhed i Danmark anno 2015. Analysen er kun 21 sider lang og er ikke skrevet på ulæseligt jurasprog, så den er bestemt værd at læse hvis man er interesseret i retssikkerhed.
Justitia opsummerer deres konklusion således:
Statusrapporten viser, at der for en lang række af de grundlæggende rettigheder er sket væsentlige forringelser, mens der alene er sket enkelte forbedringer. Ligesom det gjaldt for 2014, må det således konstateres, at respekten for retssikkerhed og frihedsrettigheder på væsentlige områder er for nedadgående. Dette gælder både for ytringsfriheden, privatlivsbeskyttelse, beskyttelsen mod vilkårlige frihedsberøvelser og retten til bevægelsesfrihed. Den mest markante forbedring er på området for nedværdigende og umenneskelig behandling, hvor Danmark har vendt en negativ kurve og er lykkedes med at begrænse omfanget af tvang i psykiatrien. Af øvrige positive tiltag kan fremhæves en række lovændringer på skatteområdet, de nylige ændringer af knivloven (der ikke gennemgås nærmere) samt tilføjelser af bl.a. solnedgangsklausuler i lovforslag vedr. syrienkrigere, samt krav om retskendelse i lovforslag vedr. Forsvarets Efterretningstjeneste.
Hvis man har fulgt med i medierne vil man genkende mange af emnerne, men det er alligevel værd at se nærmere nogle af de vigtigste (efter min vurdering).
Tvang i psykiatrien
Institutionaliserede psykisk syge er en sårbar gruppe. Fordi de er ude af stand til at tage vare på sig selv, så træder staten ind og gør det (paternalisme). Nogle gange opfører de sig på en måde som enten forvolder andre eller dem selv skade. En løsning til at forhindre det er at fysisk forhindre dem i at gøre skade ved at lave restriktioner på deres legemer fx ved spændetrøjer eller bæltefikseringer:
Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) følger der af EMRK artikel 3 ligeledes et forbud mod anvendelse af tvangsfiksering af psykisk syge, medmindre det er strengt nødvendigt.4 Herudover følger en række relativt strikse kriterier for anvendelse af tvangsfikseringer i dansk ret, jf. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. På trods af dette fremgår det af Justitias årsrapport fra 20145, at antallet af bæltefikseringer har været stødt stigende, og at særligt lange bæltefikseringer på mere end 48 time blev anvendt i stor udstrækning. I september 2015 publicerede Sundhedsstyrelsen en halvårsopgørelse6, hvor de seneste tal for bæltefikseringer blev præsenteret. Disse tal viste generelt en positiv fremgang, også hvad angår lange bæltefikseringer. Således var antallet af bæltefikseringer for første halvår af 2015 på det laveste niveau siden 2011 (et fald på 11,3 % sammenholdt med første halvår i 2014 og 25,3 % i 2013). Ligeledes blev der i 2013 og 2014 samlet foretaget hhv. 866 og 810 bæltefikseringer, der varede over 48 timer, mens der i første halvår i 2015 alene blev foretaget 290. På nationalt niveau ses der samlet set et fald både i antal af personer, der bæltefikseres og i antallet af personer, der bæltefikseres mere end én gang. Det samme ses for så vidt angår længden af bæltefikseringer.7
Det er i den forbindelse også væsentligt at fremhæve, at der den 28. april 2015 blev vedtaget8 et lovforslag til ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Lovens sigte er bl.a. at skærpe kriterierne for tvangsfikseringer.9
Da personerne er psykisk syge har deres vidneudsagn tvivlsom troværdighed og det ville derfor som udgangspunkt være svært for patienterne at juridisk klage over mishandling. Umiddelbart virker det temmelig voldsomt at spænde nogen fast i over 48 timer, så det virker glædeligt at der (måske) er nedgang i denne behandling.
Ytringsfrihed
Modsat hvad mange tror, så har Grundloven en meget lempelig beskyttelse af ytringsfriheden:
§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Den censur der omtales er gammeldags censur hvor man skulle have godkendelse på forhånd til at udgive noget. Det er således en snæver fortolkning i forhold til moderne brug af ordet. I praksis betyder det at Grundloven ikke giver nogen beskyttelse mod begrænsninger af frihedsfriheden som ikke involverer forhåndsgodkendelse. Man kan læse mere om det i CEPOS’ lille bog Grundlovens frihedsrettigheder anno 2013. I forhold til dansk lov er det således ligetil for lovgiver at indføre begrænsninger på ytringsfriheden. Endvidere er det muligt for anklagere og dommere at ændre retspraksis for allerede eksisterende love således at de enten dækker flere eller færre ytringer.
Blasfemiparagraffen
Det kan virke bizart, men vi har stadig en lov mod blasfemi i Danmark. Det er på trods af at lovens ord konstant brydes og den ikke har været anvendt i lang tid. I den forbindelse kunne man jo afskaffe den, så man ikke risikerer at en retspraksis ændring senere vil indføre et reelt forbud ad bagvejen. Men sådan skulle det ikke gå, i hvert fald ikke i denne omgang:
Trods stor debat og megen kritik blev § 140 ikke ophævet. I den forbindelse udtalte daværende justitsminister Mette Frederiksen (S): ”Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.”12 I et år, hvor terrorister angreb og myrdede karikaturtegnere på det franske satireblad Charlie Hebdo, og danske Finn Nørgård blev dræbt ved et debatarrangement om netop blasfemi, er den politiske fastholdelse af blasfemiparagraffen et stærkt uheldigt signal om, at vold og ekstremisme virker, hvilket sender et signal om, at ytringsfriheden kan kues via ekstremistiske og ikke–demokratiske metoder. Den danske fastholdelse af blasfemiparagraffen står da også i modsætning til situationen i Norge og Island, hvor disse landes blasfemiparagraffer blev ophævet med eksplicit henvisning til angrebet på Charlie Hebdo og beskyttelsen af ytringsfriheden.
‘Racismeparagraffen’
§266b bedre kendt som racismeparagraffen er omvendt set en flittigt anvendt lov, i hvert fald i den seneste tid. Paragraffen har et temmelig uheldigt navn, da den inkluderer meget mere end reel racisme:
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Der er snarere tale om et generel forbud mod trusler (et dobbelt forbud), forhåning og nedværdigelse mod diverse udvalgte grupper: race, hudfarve (biologiske træk), nationale oprindelse (juridisk situation), tro (kultur) og seksuel orientering (seksuel præference).
Loven bruges (næsten?) udelukkende mod danskere som udtrykker sig negativt om ikke-danskere (læs praksisoversigten her, oversigterne findes her) på trods af den slags holdninger nok er mere normale blandt ikke-danskere: simpelt fremmedhad er mere normalt blandt de lavere klasser og de mindre kvikke, som begge gør sig gældende for ikke-danskerne i Danmark som en gruppe.
Justitia nævner to sager, en med et positivt udfald og en med en negativt udfald:
I 2015 er der afsagt to byretsdomme13, der indikerer rækkevidden af racismeparagraffen (§ 266 b) på sociale medier. Den ene sag vedrørte et billede, som var blevet delt på Facebook og kunne indikere en sammenligning af muslimer og grise. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om frihedsstraf. Retten frifandt dog de to pågældende personer og udtalte, at udbredelseskriteriet ikke var opfyldt, idet delingen var sket fra en lukket Facebook-profil til et meget begrænset antal venner. Herudover fandt retten, at opslaget ikke indeholder ”udtalelser af en sådan grovhed, at billedet af aben og teksten samlet eller hver for sig kan anses for omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1.” Dommen afgrænser således anvendelsesområdet af 266b på sociale medier ved at undtage ytringer, der ikke er beregnet til videre udbredelse på sociale medier, uanset at det er svært at kontrollere, hvorledes opdateringer efterfølgende spredes.
Det må siges at være et positivt udfald, ikke fordi at det er særligt vigtigt at man må sammenligne grupper af personer med dyr som de ikke bryder sig om, men fordi det gøres klart at dommerne skal tage lovtekstens ord om ytringen skal være “offentlig[] eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds” seriøst og at en udtalelse på internettet ikke nødvendigvis tæller som “offentlig” i lovens forstand. Vi kunne desværre ikke finde det omtalte billede (avisartikel om sagen), hvilket er et typisk problem med begrænsning af ytringsfriheden (juridisk eller selv-censur): at vi ikke engang kan finde ud af hvad det er man ikke må sige eller vise.
Den anden sag havde et mere tvivlsomt udfald:
Den 18. august 2015 hos Retten i Glostrup blev lokalpolitiker i Gladsaxe Byråd og fhv. MF’er og MEP Mogens Camre dømt iht. § 266 b med dommerstemmerne 2-1 for at have skrevet: ”Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen” på Twitter. Camre ankede straks dommen. Dommen sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt den udstrakte grad af ytringsfrihed, som politikere nyder, og som bl.a. har medført, at Rigsadvokaten har undladt at rejse tiltale mod ledende politikere som Pia Kjærsgaard (DF) og Søren Espersen (DF), stadig har samme gennemslagskraft. Omvendt kan der argumenteres for, at Camres ytringer var grovere end de ytringer, som Kjærsgaard og Espersen havde fremsat.
Det er svært at sige præcis hvad der skal forstås med “den behandling Hitler fik”. Mener Camre åben krig mod muslimerne eller noget andet? I alt fald er det et noget uheldigt udsagn at forbyde når det omhandler en religiøs gruppes forfølgelser og had mod en anden religion/etnisk gruppe (Wikipedia).
(Kilde: Koopmans, R. (2014). Religious fundamentalism and out-group hostility among Muslims and Christians in Western Europe (No. SP VI 2014-101). WZB Discussion Paper.)
Injurier
Justitia omtaler tre sager om injurier. Den første omhandler hvorvidt injurier skal være under offentlig påtale (dette findes i Retsplejeloven, men det er ikke nemt at forstå). Dette betyder at lovbrud skal efterforskes af politiet og at politiet skal tage initiativ til at retsforfølge folk. Det betyder at politiet som i forvejen har resursemangel på grund af kriminelle fra Østeuropa, stofkrigen, vores egne indvandrere og måltal, skulle bruge resurser på mere papirarbejde. Der er dog ikke blevet vedtaget en sådan ændring (endnu), så man må håbe at de ikke indfører den. I forlængelse af dette blev det også foreslået at straffen til mediernes for at bringe injurierende historier skulle skærpes, hvilket også kan forventes at have en negativ effekt, i hvert fald på de medierne som har bopæl i Danmark. Måske det bliver nødvendigt at oprette danske medierne i udlandet (måske Island) hvor de ikke kan retsforfølges.
Den anden omhandler hvad en historiker kan udtale, og Højesteret mener åbenbart at det skal være forbudt at sige at nogen har været KGB-agent såfremt man er nået frem til den konklusion:
Den 3. juni 2015 blev professor emeritus i historie Bent Jensen kendt skyldig i Højesteret (5-2) for i 2007 og 2008 at have fremsat uberettigede ærekrænkende beskyldninger mod journalisten Jørgen Dragsdahl. I flere avisartikler har Bent Jensen beskyldt Jørgen Dragsdahl for at have været KGB-agent. Bent Jensen blev dømt for bl.a. at have skrevet: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent” og, ”Da jeg for første gang for omkring to år siden læste de relevante dokumenter i PETs arkiv, blev jeg målløs. Ekstra Bladets påstande var i alt væsentligt sande, og Dragsdahl havde altså på falsk grundlag fået lukket munden på bladet og endda uretmæssigt fået en stor sum penge presset ud af avisen!”. Højesteret tog ikke stilling til, om Dragsdahl faktisk har været KGB-agent men vurderede, at udtalelserne måtte forstås som en beskyldning om, at Jørgen Dragsdahl havde begået et strafbart forhold, samt Bent Jensen ikke havde det fornødne faktuelle grundlag for en sådan æreskrænkende sigtelse.
I sagen henviste Højesteret til EMDs praksis og anerkendte, at ytringsfriheden nyder en videre beskyttelse for så vidt angår samfundsrelevante emner, samt at Dragsdahl som journalist og aktiv debattør måtte tåle kritik. Til trods for at Højesteret fastslog, at ”beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl om strafbart forhold må anses for at være fremsat som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse”, omstødte Højesteret Landsrettens dom og kendte således Bent Jensen skyldig. Højesterets 5-2 afgørelse og Landsrettens frifindelse med henvisning til EMRK stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt straffelovens § 267 lægger tilstrækkelig vægt på ytringsfriheden i injuriesager.
Hvis retten virkelig har dømt som beskrevet, så er det noget af en fejldom.
Den tredje sag involverer endnu engang muslimer:
Den 23. oktober 2015 blev Dansk Folkeparti (DF) også kendt skyldig for injurier efter § 267 på grund af en annonce, som partiet indrykkede i flere forskellige landsdækkende aviser med teksten: ”Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker…”. DF henviste til, at PET havde vurderet, at én af de 685 personer, der var blevet tildelt dansk statsborgerskab, udgjorde en fare for statens sikkerhed. Dommen er principiel, idet den afgrænser rækkevidden for politiske partiers ytringsfrihed i offentlige debatter. Det følger også af Byrettens præmisser, at: ”Retten finder, at det forhold, at annoncen blev bragt som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, taler for at anse denne for berettiget i medfør af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention(…)”. Byretten fandt dog alligevel ytringerne i strid med strfl. § 267, hvilket synes at være betænkeligt, når der henses til, at de pågældende ytringer vedrørte et emne af væsentlig offentlig interesse, og at samtlige navne på listen var offentligt tilgængelige, ligesom det var kendt, at PET vurderede, at en af de 685 personer udgjorde en fare for statens sikkerhed.
Rettens konklusion er endnu mere bizar end de andre. Hvordan kan det være et juridisk problem at lave en annonce med offentligt tilgængelige navne?
Billigelse af terror
Omvendt set har der været nogle sager mod muslimer (antageligvis) som har udtrykt glæde over terroraktioner, dog uden direkte at opfordre andre til at lave flere af dem:
Den 9. januar 2015 – kort efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo – blev en 23-årig mand fra København sigtet efter § 136, stk. 2 for angiveligt at have skrevet: ”al lovprisning tilkommer dig, Allah” og anført en smiley i en Facebook-opdatering ledsagende en artikel om angrebet.17 I et skriftligt svar til Justitia har Københavns Politi oplyst, at der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der skal rejses tiltale i sagen.18
Den 4. juni 2015 blev en 21-årig mand dømt for bl.a. billigelse af terror, da han fra sin fængselscelle råbte: ”ISIS-Islamisk Stat, bare se Paris, Kurt Westergaard, det er dig næste gang”. Byretten foretog ikke umiddelbart nogen nærmere vurdering af grænsedragningen mellem, om der var tale om en ”udtrykkelig billigelse” eller ej, men anførte blot, at: ”Råbene var også en udtrykkelig billigelse af terroraktionen mod ”Charlie Hebdo”, hvilket tiltalte skulle straffes for efter straffelovens § 136, stk. 2.”19
Den 1. juli 2015 afgjorde Østre Landsret, at islamisten Sam Mansour – på baggrund af en række Facebookopdateringer og bogudgivelser, der kunne opfattes som en opfordring til og billigelse af terror – skulle frakendes sit danske statsborgerskab og fængsles i fire år, jf. bl.a. straffelovens § 136, stk. 2. Der henvistes til den dømtes opdateringer, links og billeder på Facebook, der indeholdt generelle og ikke-specifikke opfordringer til voldelig jihad samt støtte til terrororganisationer som Al-Qaeda og Al-Nustra fronten. Justitia har tidligere kommenteret dommen og dens konsekvenser indgående andetsteds20.
Sagen er anket til Højesteret. Den nugældende praksis vedrørende § 136, stk. 2 betyder, at bestemmelsen har fået et ganske omfattende anvendelsesområde, med deraf følgende uklarhed og uforudsigelighed. Det er retssikkerhedsmæssigt bekymrende og må formodes at få konsekvenser for verserende og fremtidige sager.
Jeg mener ikke at man bør retsforfølge folk for at ‘synes godt om’ (billige) terror. Omvendt set er det klart, at personer som gør den slags ikke generelt nu eller i fremtiden vil bidrage positivt til landet, hvorefter man kunne overveje at nægte den slags personer at blive danske statsborgere (eller fratage dem statsborgerskab, hvis de har det ‘på prøve’) som en præventiv lovgivning. Men hvis formålet er at holde eller udvise uromagere og personer som giver underskud ud af landet, så kan det gøres direkte ganske enkelt ved udvisning af uromagere og personer som giver underskud. Hvorfor bruger en indirekte metode som begrænser ytringsfriheden?
Frihedsberøvelser
2015 var også året hvor politiet blev taget i åbenlyst udemokratiske praksisser i forbindelse med et besøg fra Kina:
D. 22. september afsagde Østre Landsret sin afgørelse i den såkaldte ”Tibet-sag” vedrørende politiets frihedsberøvelser af demonstranter, som fremviste det tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg i 2012. Sagen vedrørte alene lovligheden af selve frihedsberøvelserne, hvor én blev underkendt af Landsretten, mens indskrænkningen af demonstranternes ytringsfrihed ved fratagelse af deres tibetanske flag ikke var genstand for domstolens undersøgelse. Det fremgår imidlertid af domstolens kommentar til politiets radiokommunikation, som blev afspillet under retssagen, at politiets radiokommunikation og fremviste tv-klip samlet viser, at politiet i ”forbindelse med de tre episoder udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident”. En politibetjent har endvidere afgivet udtalelse til politiets fagblad, hvori det anføres, at politiet i forbindelse med det kinesiske statsbesøg blev beordret til at fjerne tibetanske flag, ligesom det også i år har vist sig, at der forelå en operationsbefaling, og at politiet også har betalt rengøringsselskabet ISS for at fjerne Kina-kritisk graffiti. I kølvandet på sagerne om påbud og frihedsberøvelser i forbindelse med Tibet-sagen har justitsminister Søren Pind (V) d. 20. oktober 2015 udsendt et udkast til et kommissorium for en undersøgelseskommissionen til Folketinget. Formålet med undersøgelseskommissionen er ”at undersøge og redegøre for dels begivenhedsforløbet, som knytter sig til politiets handlinger over for personer under det kinesiske statsbesøg i København i 2012 og ved to senere kinesiske besøg i København i 2013 og 2014 […] dels det efterfølgende forløb i forbindelse med besvarelser af spørgsmål fra Folketinget om politiets handlinger ved de pågældende besøg […]”23.
Man må håbe at de ansvarlige bliver fyret samt modtager en stor bøde.
Retten til at blive glemt
Som vi skrev da denne dom blev afsagt (kan desværre ikke finde indlægget), så ville det føre til et stort misbrug, og sandt nok:
I statusopgørelsen for 2014 kunne Justitia redegøre for en sag ved EU-domstolen, som omhandlede ”Retten til at blive glemt”, hvor det blev fastslået, at borgere nu har ”en ret til at blive glemt” på Internettet, og indhold, der anses for forældet mm, kan kræves fjernet. Retten til at blive glemt indgår nu også i EU’s nyligt indgåede aftale om en persondataforordning fra december 2015. Pr. 26. november havde Google fjernet 4.249 netsider vedrørende danskere. Det svarer til en efterkommelsesprocent på 43,8 i forhold til det antal anmodninger, der er blevet sendt til Google siden den ovennævnte dom24. På verdensplan er efterkommelsesprocenten i øjeblikket 42, hvilket svarer til, at 441.032 sider er blevet fjernet25. En sag vedrørende en fremtrædende erhvervsmands fusk med sit CV, som blev bragt i Jyllands-Posten, men som siden er blevet fjernet fra Google, har vist, at selv væsentlige historier fra toneangivne medier risikerer at bliver fjernet fra søgemaskinen, med negative konsekvenser for ytrings- og informationsfriheden.26
Adgang til privat ejendom uden retskendelse
Grundlovens ord vildleder nogle til at tro at der er en stærk beskyttelse af privat ejendom herunder boligen:
§ 72
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtaglse, alene ske efter en retskendelse.
Men selvom Grundloven fint skriver at boligen er ‘ukrænkelig’ (weasel word), så skriver den i virkeligheden blot at det enten kræver at man laver en lov som giver adgang eller der er en retskendelse. Det er selvsagt nemt nok at lave en sådan lov og derfor findes der også mange af dem:
Justitia skriver:
Tabellen illustrerer en markant stigning i antallet af love mv., der hjemler tvangsindgreb uden retskendelse. Mens antallet i 2003 var 185 hjemler, er det i 2015 steget til 268. En af de hjemler, der har givet anledning til størst offentlig debat, fremgår af et vedtaget lovforslag32 fra 2012, hvorefter myndighederne kan tilgå private borgeres ejendom, hvis ”der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter”. Et folketingssvar33 fra den 29. januar 2015 viste, at myndighederne havde foretaget 747 kontrolbesøg efter denne hjemmel i perioden fra lovens ikrafttrædelse og frem til februar 2015. Den 1. september 2015 lancerede skatteminister Karsten Lauritzen (V) Retssikkerhedspakke I34, hvis formål bl.a. var at afskaffe denne hjemmel og dermed Skats adgang til privat ejendom uden retskendelse. Denne del af retssikkerhedspakken er fremsat i L 1335 og blev førstebehandlet i starten af december 2015.
Den 26. maj 2015 blev L 172 vedtaget36, hvorefter Erhvervsstyrelsen fik hjemmel til at foretage uanmeldte kontrolbesøg hos en række virksomheder, bl.a. revisorer, skatterådgivere og ejendomsmæglere ”med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder inspektioner”. Trods en række kritiske høringssvar bl.a. fra Advokatrådet og Danske Revisorer blev loven vedtaget med et bredt folketingsflertal.
Udviklingen peger på, at grundlovens hovedregel vedrørende krav om retskendelse fortsat reelt udgør en undtagelse frem for reglen uden for strafferetsplejen, hvorved boligens ukrænkelighed og respekten for hjem og privatliv er blevet undermineret.
Efterretningstjenester
Som vi har nævnt før, så koster terror typisk ikke mange liv, men de koster ofte friheder. Det skyldes at politikerne efter terrorangreb gerne vil fremstå heroiske og handlekraftige, og de fremsætter derfor drakoniske og dårligt gennemtænkte lovforslag umiddelbart efter angrebene. Danmark er ingen undtagelse:
Fem dage efter terrorangrebene i Danmark den 14. februar præsenterede SR-regeringen terrorpakken ”Et Stærkt Værn mod Terror39”, der indeholdt 12 nye tiltag på terrorområdet. Et af disse tiltag, nemlig tiltaget vedrørende FE’s mulighed for at foretage målrettet overvågning af danskere i udlandet uden retskendelse, blev stærkt kritiseret, blandt andet af Justitia40, for dets alvorlige indgriben i privatlivet uden en tilsvarende styrkelse af borgernes retsgarantier. Justitia har blandt andet kritiseret forslaget for manglende krav om retskendelse samt for bredt og upræcist at give adgang til overvågning af danske borgeres personfølsomme kommunikation. På baggrund af kritik fra flere aktører blev der indført krav om retskendelse, hvorefter loven blev vedtaget d. 10. december 2015.
I maj 2015 fremsatte tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S) et forslag til ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste og toldloven (PRN-loven). Ændringen vil medføre, at Told- og skatteforvaltningen skal videregive oplysninger til PET uden retskendelse, hvis PET vurderer, at oplysningerne kan have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Ændringen vil endvidere betyde, at luftfartselskaberne bliver forpligtede til automatisk at videregive oplysninger til SKAT til brug for toldkontrol. Lovforslaget er ikke endeligt vedtaget endnu, men der er planlagt anden af forslaget den 17. december 201541.
SKAT har hjemmel til, uden retskendelse, at indhente oplysninger om rejsende via PNR-registret. Denne hjemmel har SKAT og PET anvendt til et uformelt samarbejde, hvor SKAT gennem 10 år har brugt sin hjemmel til at indhente oplysninger om passagerer for herefter at videregive disse til PET. Den hjemmel, SKAT har, giver ikke grundlag for en sådan videregivelse. PET har således modtaget oplysninger om passagerer uden fornøden hjemmel.42 Endvidere har sagen vist, at der var tale om videregivelse af konkrete oplysninger om enkeltpersoner43. Justitsministeren har i et svar til Folketingets Retsudvalg angivet, at det ikke er muligt at få oplyst, hvor mange oplysninger der er tale om gennem den 10 år lange periode44.
Internetovervågning
Til trods for at internetlogningen ikke kunne siges at være brugbar, kostede mange penge og senere blev kendt ulovlig:
Den 8. januar kunne Berlingske46 afsløre, at Rigspolitiet i drøftelser med Telebranchen og Justitsministeriet har ytret ønske om ikke blot at genindføre men rent faktisk også udvide den såkaldte sessionslogning, hvor borgernes færden på Internettet bliver registreret. Sessionslogningen blev ellers ophævet så sent som i juni 2014 med den officielle begrundelse47, at sessionslogning ikke havde været et anvendeligt redskab i forhold til at opklare alvorlig kriminalitet. Der er også en vis sandsynlighed for, at det forud for ophævelsen også har spillet ind, at EU-domstolen i april 2014 erklærede logningsdirektivet, som de danske logningsregler udspringer af, som stridende mod retten til privatliv og databeskyttelse i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og dermed for ugyldigt48. Såfremt de nugældende logningsregler udvides til igen at omfatte sessionslogning, er der stærke holdepunkter for, at en sådan ordning vil være i strid med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (jf. Justitias analyse49). Omvendt har skatteminister Karsten Lauritzen (V) besluttet, at Skat ikke længere må anvende skattekontrollovens § 8D til at indhente teledata uden retskendelse, hvilket udgør en styrkelse af borgernes retssikkerhed50.
Flere ting
Der er flere interessante ting at læse i rapporten, så jeg anbefaler at læse den hvis man er mere nysgerrig. Der findes også et antal mere detaljerede analyser på Justitias hjemmeside.