Når journalister er bedre politi end politiet

I dag kan man læse en historie fra DR hvor de har testet hvor stort problemet er med stjålne cykler i Danmark. Opsummeret:

  • Lånte 5 cykler af et forsikringsselskab.
  • Låste dem forskellige steder i landet:
    • “Kongens Have i centrum af Odense en hverdagsaften klokken 17.30”
    • “parkeret i cykelstativet ved DR Byen på Amager”
    • “En Kildemoes damecykel satte vi i cykelparkeringen på Hvidovre Station vest for København”
    • “en herrecykel af mærket Avenue placeret i Aabenraa i Sønderjylland”
    • “ladcyklen blev efter få dage klippet op og kørt til den lokale politistation i Køge”
  • “På bare en uge forsvandt tre af de fem cykler, selv om de var låst med en kædelås.”

3/4 af dem på Sjælland blev stjålet. 1/1 Fyn, 0/1 Sønderjylland. På én uge.

Konklusion?

Eksperimentet har altså vist, hvor let det er at stjæle en cykel, mener skadeschef i Almindelig Brand Forsikring, Brian Wahl Olsen.

– DR’s eksperiment med cykler viser desværre med alt tydelighed, hvor stort problemet er. Der stjæles fem cykler i timen – året rundt i Danmark. Det er helt urimeligt, siger han.

Han mener dog, at fokus på problemet kan få cykelkøbere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber en cykel.

– Vores medvirken i DR’s cykeleksperiment viser desværre, hvor aktive cykeltyvene er og hvor let det er at sælge dem videre til “godtroende danskere” – som nok ikke altid ved, at det er en stjålen cykel, de køber.

Der er ingen kommentarer fra politiet, hvilket kan synes underligt. Såfremt at vi tager statistikken for gode varer, så viser det jo at tyveri af cykler er enormt udbredt og hvad gør politiet? Spilder tiden på at rydde Christiania?

Statistik

Måske det var et tilfælde. Måske cykeltyveri slet ikke er så normalt. Kan vi finde nogle tal? Danmarks Statistik har en tabel med anmeldte forbrydelser:

cykeltyveri

Så, anmeldelser af cykeltyverier er faktisk faldende, hvilket er overraskende. Der var en stærkt nedadgående tendens allerede fra 1995 til ca. 2001, hvorefter at tendensen er ca. konstant i ca. 10 år indtil 2012 hvor den igen er faldende. Det er måske ikke helt en tilfældighed fordi Danmark indtrådte i Schengen-aftalen i 2001. Schengen-aftalen betyder at der ikke er fast grænsekontrol (dog stadig stikprøvekontrol) og det er derfor meget nemmere at være østeuropæisk cykeltyv. Hvis det er korrekt, så gik vi glip af et yderligere fald i antal tyverier i perioden efter 2001. Et forsigtigt bud på faldet siden 2012 er måske at de østeuropæiske lande er blevet relativt rigere ifht. Danmark og derfor er tyveri af cykler ikke længere så attraktivt. Det er temmelig spekulativt.

En mere pessimistisk fortolkning er, at faldet i anmeldelser ikke reflekterer virkeligheden, men snarere at folk har givet op overfor politiet og i stigende grad ikke gider anmelde cykeltyverier. For at finde ud af det skal man have tal for hvor mange procent af dem som får en cykel stjålet som anmelder det. Sådan et tal kunne jeg ikke finde.

En anden hypotese er at folk ejer færre cykler og cykler mindre end før fordi de hele tiden bliver stjålet og at der derfor er færre at stjæle. Det lader til at DTU indsamler et stort datasæt om det, men af whatever årsager skal det ikke være offentligt… suk! I stedet må vi nøjes med et cykelindeks fra Vejdirektoratet:

cykelindeks

“Vejdirektoratets reviderede cykeltrafikindeks, som følger udviklingen i cykeltrafikken og knallert30, er for tiden baseret på registreringer fra ca. 60 permanente cykeltællestationer fordelt over hele landet.”

Der er desværre ingen tal fra før 2000. Tallet er svagt stigende gennem perioden, mens antal tyverier er svagt faldende. Der er et stort fald i 2010, og der ses samtidig en stor stigning omkring 2010 på kortet overfor. Umiddelbart lader der til at være en negativ sammenhæng mellem hvor meget folk cykler og antal anmeldete cykeltyverier. I hvert fald baseret på disse tal. Jeg har ikke umiddelbart nogen ide om hvorfor det skulle være.

En anden pessimistisk tolkning er at politiet laver kreativ bogføring med tallene, som det kom frem tidligere. Det er ikke nemt at undersøge for os.

Umiddelbart er der en lille grund til optimisme, men med plads til forbedring.

Forslag til politiet

DR har vist hvor hovedrystende nemt det er at finde frem til cykeltyve (heller ikke noget nyt). I dette tilfælde kan der ikke være tale om simpelt forbrugstyveri fordi dovne fulde mennesker som gerne vil hjem fra byen går ikke rundt med værktøj til at klippe en kædelås op. Den slags gøres kun af organiserede tyve. Så vores forslag til politiet er ganske enkelt: find nogle cykler (evt. fra uhentet hittegods), sæt skjulte GPS-sendere på dem og vent. Når GPS’en begynder at flytte sig, så sender I en patrulje til den og fanger tyven. GPS-sendere er præcise indenfor få meter, så det er meget nemt at finde frem til gerningsmændene.

Man kunne jo meget passende oprette en cykelafdeling som kun tog sig af cykeltyverier. Jeg vil skyde på at det hurtigt ville have en relativ stor effekt på antallet af stjålne cykler. Med 41,214 anmeldte cykeltyverier alene i 3/4 af 2016 er der jo rigeligt at tage fat på.

Ville det virke? Er der ikke for mange cykeltyve?

Effekten kommer an på hvor mange tyverier der er hjem-fra-byen-tyverier og hvor mange der er organiserede. Siden at de fleste låser deres cykler, så gætter jeg på at en stor andel er organiserede, lad os sige 75%. Kriminalitet følger en power law fordeling. Det er en meget skæv fordeling hvor de meste kriminalitet begås af et relativt lille antal personer. En power law fordelingen ses for ~alle typer af kumulative data. Nedenfor ses en graf fra Sverige:

sweden-crime

Altså, den mest kriminelle 1% modtog 63% af alle domme for voldskriminalitet. En fordeling i den retning findes med garanti også indenfor cykeltyveri. Det er meget heldigt, på sin vis, fordi det gør det nemt for politiet. Hvis de blot kan fange 1% af cykeltyve, så kan de reducere antallet af stjålne cykler med ~60%. Og de 1% er endda de nemmeste at fange. Da de er så aktive, så vil de uden tvivl være blandt de første til at blive fanget.

I det lidt længere perspektiv, så ville ordet hurtigt sprede sig i østeuropa, at det danske politiet benytter sig af honey pots i stor grad, og det ville nok få de kriminelle til at søge i andre retninger (Tyskland, Sverige, osv.).

Populært meme-remix af Taylor Swift’s “Shake it off” ramt af copyrightcensur

Alting er et remix, mere eller mindre. Loven lader dog som om at dette ikke er tilfældet, og det fører ofte til problemer. Larry Lessig påpegede for en del år siden at remixes af kendte sange som kun remixede billed-siden særligt ofte blev ramt. Det skyldes nok at Youtube m.fl. har automatiske scripts til at finde remixes baseret på lydsiden, mens videosiden er mere besværligt at arbejde med. Nedenfor ses Lessig’s TED talk om emnet. Eksemplerne han fremviser starter fra 8:40.

Et hold bestående af 17 folk fra den populære subreddit HighQualityGifs havde brugt lang tid på at lave et glimrende remix af Taylor Swift’s kendte sang Shake it off (Haters gonna hate). Tråden har lige nu over 5,300 nettoupvotes. Men så skete der hvad der ofte sker:

haters1

Det er tydeligvis fair use, så vi reposter den her:

Billigere folkeafstemninger med brug af statistik

Folkeafstemninger er dyre: afstemningen om EUs patentdomstol kostede et sted mellem 125 og 145 millioner kroner. Hvis man, som vi, vil have at folkeafstemningen som ske hyppigere som del af den demokratiske proces, så giver det mening at se på om de kan gøres billigere. Den smarte løsning er at lave et reelt online demokrati, men den løsning synes langt ude i fremtiden. Derfor må man se sig efter et alternativ.

Sampling demokrati

Når analyseinstitutter skal finde ud af hvad danskerne mener om et givent emne, så spørger de som regel ca. 1000 personer. I kontrast, når man går til valg, spørger man hele befolkningen, eller rettere, man spørger de 4.1 millioner som har stemmeret. Formålet er i begge tilfælde det samme: at finde ud af hvad befolkningen mener. Estimaterne som man får via analyseinstitutterne kan være forkerte, hvilket blandt andet skyldes at man bruger sampling (udtrækning). I mange demokratiske beslutninger vil man gerne have en større sikkerhed end fx ±2%, og det kan man nemt opnå ved blot at udtrække flere personer. Eksempelvis kunne man som start nøjes med at udtrække 10,000 tilfældigt udvalgte personer (via CPR). Det er ca. 0.2% af dem med stemmeret. Det ville give en ret beskeden statistisk usikkerhed. Hvis det drejer sig om den simple situation hvor man skal stemme JA/NEJ til et forslag, så kan man udregne et eksempel med R således:

# Sample 10000 fra en population med 48% chance for JA
set.seed(1)
x = sample(c(1, 0), size = 10000, replace = T, prob = c(.48, .52))

# Resultater
prop.test(x = sum(x), length(x))
##
##    1-sample proportions test with continuity correction
##
## data:  sum(x) out of length(x), null probability 0.5
## X-squared = 23.717, df = 1, p-value = 1.116e-06
## alternative hypothesis: true p is not equal to 0.5
## 95 percent confidence interval:
##  0.4657732 0.4854457
## sample estimates:
##      p 
## 0.4756

I eksemplet antager vi at der i befolkningen er 48% som ville stemme JA, og 52% som ville stemme NEJ. Vi udvælger 10,000 tilfældige personer og lader dem stemme. De stemte 47.56% JA, hvilket er ret tæt på 48%. Hvad er chancen for at måle så meget forkert at man får et tal som er over 50% og dermed ændrer beslutningen? 0.0001116%. Det er en usikkerhed man godt kan leve med.

I tættere afstemninger kan usikkerheden blive for stor. Hvis nu at der i befolkningen var næsten total splittelse, og andelen af JA ville-stemmere er 49.5%, hvor sikre kunne vi så være når vi har spurgt 10,000 personer?

# Sample 10000 fra en population med 49.5% chance for JA
set.seed(1)
x = sample(c(1, 0), size = 10000, replace = T, prob = c(.495, .505))

# resultater
prop.test(x = sum(x), length(x))
##
## 1-sample proportions test with continuity correction
##
## data:  sum(x) out of length(x), null probability 0.5
## -squared = 3.5721, df = 1, p-value = 0.05876
## alternative hypothesis: true p is not equal to 0.5
## 5 percent confidence interval:
## 0.4806575 0.5003498
## sample estimates:
##     p 
## .4905

I vores hypotetiske afstemning stemte 49.05% JA. Vi kan endvidere se at der er ca. 6% chance for at befolkningen faktisk var over 50% givet de data man så. Det er ikke en sandsynlighed som er til at leve med i et demokrati. Løsningen er derimod enkel, vi udvælger blot nogle flere mennesker, fx 50,000:

# Sample 50000 fra en population med 49.5% chance for JA
set.seed(1)
x = sample(c(1, 0), size = 50000, replace = T, prob = c(.495, .505))

# resultater
prop.test(x = sum(x), length(x))
##
## 1-sample proportions test with continuity correction
##
## data:  sum(x) out of length(x), null probability 0.5
## -squared = 4.8216, df = 1, p-value = 0.0281
## alternative hypothesis: true p is not equal to 0.5
## 5 percent confidence interval:
## 0.4906881 0.4994726
## sample estimates:
##      p 
## .49508

Vores analyse viser dog, at vi stadig ikke er ret sikre for sandsynligheden for at have målt forkert nok til at beslutningen ændrer sig er nu kun faldet til ca. 3%. Men man kan blot blive ved med at forøge antallet af personer indtil at sandsynligheden for at have målt forkert kommer under en acceptabel fejlrate, fx <0.1% (1 ud af 1000). I dette tilfælde kan det lade sig gøre med ca. 100,000 personer.

Selv hvis man gør brug af 100,000 personer til nogle afstemninger, så er det stadig en massiv besparelse: det er ca. 2% af alle personer med stemmeret.

To forslag til delvist direkte demokrati i Danmark

Demokrati – direkte og repræsentativt

Der skelnes ofte mellem to former for demokrati: direkte og indirekte, sidste også kaldet for repræsentativ. Forskellen består i at borgerne at i det direkte demokrati stemmer direkte om lovene, mens at de i det repræsentative demokrati nøjes med at stemme på nogle som så stemmer om lovene. (Førstegrads delegativt demokrati.)

Intet land er i dag et rent direkte demokrati og de historiske eksempler på direkte demokratier har også været meget begrænsede. Det mest kendte eksempel er det oldgræske Athenske demokrati men her kunne kun voksne, mandlige borgere stemme og de udgjorde en relativ beskeden del af befolkningen. Hovedparten var udgjort af kvinder, slaver, børn og udlændinge som ingen stemmeret havde.

Nogle lande som primært har repræsentativ demokrati har dog elementer af direkte demokrati. Det mest kendte eksempel er den model som bruges i Svejts. Her kan borgerne stille et forslag til lov både på føderalt, kantonsk og municipalsk niveau (svarer nogenlunde til lands-, regional- og kommunalplan, dog med mere uafhængighed). På føderalt niveau kræver det 100,000 underskrifter indsamlet i de sidste 12 måneder at få et forslag sendt til folkeafstemning. I Finland bruges et andet system. Her kan borgere ikke vedtage et lovforslag selv via folkeafstemning, men de kan fremsætte et lovforslag og tvinge parlamentet til at stemme om det. Det kræver at man kan indsamle 50,000 underskrifter.

Danmark

Borgerne i Danmark har ingen direkte måde de kan udøve magt på ved eget initiativ. Men det er muligt for politikerne at sende et forslag til folkeafstemning og nogle forslag skal til folkeafstemning. Det gælder dem som afgiver suverænitet (magt) til udlandet (fx EU) og dem som ændrer Grundloven.

Hvis man gerne vil noget som intet parti i Folketinget vil, så må man enten overbevise et af dem om at skifte holdning eller starte et nyt parti. Det første sker af og til, men i andre tilfælde er det nødvendigt at skubbe agendaen ved at stifte nye partier (fx stiftelsen af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i nyere tid). I mange år har det været næsten umuligt at få et nyt parti på stemmesedlen da politikerne har gjort det meget svært at bare få lov til at stille op. Det kræver nemlig ca. 20,000 underskrifter, kaldet stillere. Processen var utroligt kompliceret.

(Videoen er lavet af Retsforbundet)

Men efter pres fra flere partier udenfor Folketinget er reglerne endelig blevet lavet om. Det kræver stadig ca. 20,000 personer at blive opstillingsberettiget, men de kan nu samles online via NemID på hjemmesiden https://www.vaelgererklaering.dk/.

To forslag: direkte demokrati i to niveauer

Vores forslag er simpelt. Indfør både det svejtsiske og det finske system i Danmark. Der findes allerede et system som kan verificere at man er en rigtig person med rimelig sikkerhed, så udgifterne til at opsætte systemet er relativt beskedne. Vi foreslår et system i to niveauer:

  • 1% af stemmeberettigede: send et lovforslag til afstemning i Folketinget.
  • 3% af stemmeberettigede: send et lovforslag til folkeafstemning.

Antallet af stemmeberettigede i Danmark er ca. 4.1 millioner personer stemmeberettigede hvoraf ca. 3.6 millioner (ca. 86%) gør brug af deres stemme til folketingsvalg. Ved at fastsætte antallet af underskrifter ud fra antallet af stemmeberettigede er man sikret at systemet skalerer i takt med at befolkningstallet og dens alderssammensætning ændrer sig. Det er ikke tilfældet for systemerne i Svejts og Finland. At sende et forslag til folketingsafstemning kræver således at man kan samle ca. 40,000 underskrifter, mens en folkeafstemning kræver ca. 120,000.

Vi forestiller os at der bliver lavet et system som udbygning på det nuværende hvor man kan indsende et forslag for et relativt beskedent beløb (et par tusind, alt efter færdigheden af det forslag man kommer med). Pengene går til at forslaget bliver gennemgået og måske rettet af en jurist, så det kan være juridisk bindende i tilfælde af at det bliver vedtaget. Alle godkendte forslag indsættes i et system hvor alle kan se alle forslag og hvor hvert forslag har en profilside hvor dem som har fremsat det kan indsætte information, links osv.. Enhver med stemmeret kan stemme på så mange forslag de ønsker. Dette gøres for at undgå strategiske afstemninger. Man kan kun afgive sin stemme til et forslag ved at logge ind med NemID som ved det nuværende system hvilket sikrer systemet mod at blive oversvømmet med falske navne.

VI forestiller os at i takt med at forslagene samler stemmer, så vil medieopmærksomheden følge efter. Forslag som er tæt på de 1% eller 3% vil nok få meget medieopmærksomhed, som er folkets måde at indirekte tvinge medierne til at tale om de folket gerne vil tale om, i stedet for mediernes egen agenda.

Spionering ad bagvejen

Søren Pind, ministeren som tragikomisk kalder sig selv frihedsminister, har netop fremsat forslag om at “Spredning af IS-propaganda skal koste op til seks års fængsel“. Udover at være endnu et tåbeligt tiltag på at begrænse ytringsfriheden med vage love, så lader det ikke umiddelbart til at have noget med overvågning at gøre, men det har det.

Læs videre “Spionering ad bagvejen”

Falske voldtægtsanklager og retssystemet

Artiklen her blev første gang bragt på Manfo i 2013. Men da Manfo er lukket, så bringer vi den nu her da den stadig er relevant.

En ung kvinde blev fornyligt dømt for at have løjet for retten ved at fremsætte en falsk voldtægtsanklage. Hun blev straffet med 20 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste. Avisen kalder det for “dyrt”. Det ville jeg kalde mildt. Jeg blev derfor nysgerrig og satte mig for at undersøge emnet. I denne artikel opsummeres mine fund og betragtninger. Jeg har begrænset mig til voldtægt mellem mænd og kvinder, hvor manden er gerningsmanden. Det er langt det mest normale, men der findes også homoseksuelle voldtægter (specielt i fængslerne), og voldtægter med omvendt kønsfordeling.

Læs videre “Falske voldtægtsanklager og retssystemet”

Fremtidens bilisme

 

Uber har på relativ kort tid formået at disrupte markedet for taxakørsel i mange lande. Det er på trods af juridiske problemer (også i udlandet). Når en ny teknologi vinder frem på trods af juridiske forsøg på at stoppe den (tænk fx Bittorent, men se også denne artikel med andre historiske eksempler), så er det et tegn på at den er en del af en vigtig teknologisk udvikling. Uber i sig selv er kun et lille skridt mod en langt større ændring som er på vej, hvilket jeg vil forsøge at skitsere i denne artikel.

Læs videre “Fremtidens bilisme”

Retssikkerheden er stadig faldende i Danmark

Den danske tænketank Justitia udgiver mange analyser omkring retssikkerheden i Danmark. På nytårsdag udgav de en analyse som opsummerede ændringerne i løbet af 2015: Statusoversigt: Retssikkerhed i Danmark anno 2015. Analysen er kun 21 sider lang og er ikke skrevet på ulæseligt jurasprog, så den er bestemt værd at læse hvis man er interesseret i retssikkerhed.

Læs videre “Retssikkerheden er stadig faldende i Danmark”