Indlæg – Side 14 – Teknologipartiet

Et godt valg i USA, men det er ikke valget af Trump

Vi er ikke de store fans af Trump for at sige det mildt, men alligevel tænker vi at der er gode nyheder fra USA. Hvorfor? 9 stater skulle stemme om legalisering af cannabis, 4 af dem om fuld legalisering og 5 af dem om medicinsk cannabis. Medicinsk cannabis betyder efter sigende i praksis tæt på en fuld legalisering pga. nemheden i at få en lægeordning til cannabis.

Resultaterne for medicinsk legalisering blev:

Arkansas — 53% for
Florida — 71.2% for
Montana — 57.6% for
North Dakota — 63.7% for

Resultaterne for fuld legalisering blev:

Arizona — 48% for
Californien — 56% for
Massachusetts — 53.5% for
Maine — 50.1% for
Nevada — 54.4% for

Altså, 4/5 for fuld legalisering og 4/4 for medicinsk legalisering. Givet de enorme omkostninger af krigen med narko, så er der bestemt grund til at være glad. Særligt for Californien som er landets mest folkeringe stat med hele 12.2% af befolkningen. Sammenlagt betyder det at fuld legalisering blev indført for 12.2% + 2.11% + 0.41% + 0.90% = 15.6% af befolkningen. Det er oveni de tre stater hvor det allerede var legaliseret: Colorado, Washington og Oregon. Disse har en sammenlagt befolkning på 5.2% (1.70 + 2.23 + 1.25). Dermed udgør Californien alene over halvdelen af stater hvor cannabis er legaliseret hvis de vægtes efter folketallet.

Kortet ser nu således ud.

Siden at resultaterne fra Colorado, Washington og Oregon har vist sig at være gode — som forventet — så kan vi også forvente at data fra de andre stater snart producerer gode resultater. Med de nye gode resultater kommer holdningerne til legalisering i en række andre lande (og andre amerikanske stater) til at svinge hurtigere i retning af legalisering, herunder Danmark. Af nylige meningsmålinger kan nævnes:

Juni 2016 — dødt løb for/imod: 43% vs 43%
Juni 2016 — lille flertal for legalisering: 45% vs. 41%
2012 — adspurgt om staten burde stå for et lovligt salg var der stort flertal: 53% vs 25%

Der er også næsten flertal i Folketinget, så i dette tilfælde afspejler Folketinget befolkningen nogenlunde.

På komisk vis afviser Venstre “Danmarks liberale parti” en legalisering pga. farlighed. Partiet er nok for en fortsat legalisering af ridning på trods af at:

Rideulykker ligger på en fjerdeplads mht. antal skader indenfor idræt. I Danmark behandles ca. 7.400 personer på skadestue hvert år pga. rideulykker. Næsten 60 % er piger yngre end 19 år. Hvert år er der 1-2 ulykker med dødelig udgang.

Der er som bekendt ingen årlige dødsfald pga. cannabis da stoffet ikke er giftigt nok til at man kan af det under normale omstændigheder. Normale omstændigheder? Det terapeutiske index er et mål for risikoen ved et medikament og udregnes som dosis ved virksomt/normalt brug divideret med dosis der kræves for en 50% chance for dødeligt udfald. Forholdet for alkohol er i retning af 1:10 (kommer an på hvilken antagelse man laver om hvad der er normalt brug), men for cannabis er det estimeret til at være 1:40,000. Det er svært at ryge 40,000 joints på en time.

En lille smule pessimisme er dog på plads. Trump er ikke til at stole på, og hans udtalelser om cannabislegalisering er ikke alt for gode. Måske han kunne finde på at sætte FBI ind mod cannabis-salget i staterne som har legaliseret selvom han har sagt det modsatte. Det virker som et dumt træk af ham, givet at legaliseringen skaber en masse jobs for den hvide underklasse (jobs i produktion og salg), som er hans primære vælgersegment.

Har Helmuth ret?

Helmuth Nyborg, professor emeritus i psykologi ved Århus universitet, har en ny kronik i Jyllands-Posten: Danskhed – kultur eller biologi?. Hvis man har læst nogle af hans tidligere kronikker eller hans videnskabelige arbejde i de sidste 10 år, så kan det ikke overraske at emnet er problemer med indvandring.

Hans kronik laver en lang række påstande og giver ingen konkrete kilder. Det er ikke hans skyld, aviserne ikke tillader kildehenvisninger. Imidlertid, så er jeg så bekendt med emnet at jeg kender mere eller mindre alle de kilder han refererer til. Dette indlæg handler således om at gennemgå disse for at finde ud af om Helmuth har ret i sin primære påstande (fra konklusionen):

Vi må nok konstatere, at det stigende antal sydlige ikkevestlige indvandrere er blevet permanent ulykkelige ofre for en fejlslagen indvandrerpolitik, fordi skiftende regeringer ikke kendte til de relevante forskningsmæssige informationer om evolutionens afgørende betydning for opbygning og vedligeholdelse af demokratiet. Derfor druknes de aktuelle problemstillinger stadig i symbolpolitiske tiltag, uproduktive beskyldninger om skinger debat, islamofobi, højreekstremisme, moralsk og humanistisk deroute og store virkningsløse tilskud.

Hvad værre er, selv ikke en omgående grænselukning rækker længere til løsning af problemerne. Den aldrende etnisk danske befolkning svinder dag for dag pga. fortsat lave fødselsrater, hvorimod indvandrere med en noget yngre aldersprofil øges i tal. Befolkningstilvæksten skyldes i stigende grad andre end etniske danske. Muslimer har højere fødselsrater end andre religiøse grupper.

Europas befolkningsudskiftning er således i fuld gang, og det vil få markante forudsigelige konsekvenser for demokratiets opretholdelse.

De ansvarlige burde skabe politisk flertal for indførelse af en evolutionsbiologisk inspireret vurdering af sandsynligheden for, at en given indvandrer kan indpasses i et demokratisk Danmark. En kort ikkesproglig test kunne måle uddannelsesparathed; et adfærdsspørgeskema kunne vurdere altruisme og holdning til demokrati, ytrings-, religions- og seksuel frihed. En opfølgning af den loyalitetserklæring, som alle immigranter skal underskrive for at få dansk statsborgerskab, kunne vise, om nogen forsætligt afgav urigtige eller vildledende oplysninger og dermed ikke fortjente statsborgerskab.

Hvad præcis er en dansker?

Martin Henriksen (DF) kom for skade i tv at betvivle danskheden hos en andengenerationsindvandrer. Så brød helvede løs.

Hvornår er man så dansk? Kan en muslim blive dansk? Næsten tusind avisartikler og talrige tv- og radiodebatter afspejler betydelig uenighed om, hvorvidt kulturelle, religiøse og kulinariske præferencer spiller ind.

Få ser danskhed som noget nærmest permanent, fundamentalt, ikkesprogligt, ikkereligiøst, noget som hverken regeringer, jura, kulturen eller skoler har større indflydelse på, noget som hverken modernisering af eller udflytning fra parallelsamfundsghettoer kan kurere.

Hvad kunne det være? Kunne det tænkes, at man stort set kun kan fungere godt i et dansk demokrati, hvis man har gener til det? I så fald ville det ændre indvandrerpolitikken, så idéen fortjener at blive taget alvorlig.

Helmuth skifter her fra at afklare hvad en dansker er til hvem der vil klare sig godt i Danmark. Det er klogt for det første spørgsmål har intet klart svar: ordet dansker er ganske enkelt vagt. Den Danske Ordbog giver blot definitionen en person fra Danmark. Man kan forsøge sig med en klargørende definition, så længe at man dog holder sig i mente, at det er hvad det er, og ikke begynder at lave falsk skotte fejlslutninger:

Person A: Alle danskere spiser svin.
Person B: Men min søster Lise er vegetar.
Person A: Ja, men alle rigtige danskere spiser svin.

Primært kan mere præcise koncepter om at være dansk klassificeres som enten kulturelt/sproglige eller genetiske/familiære.

Den mest simple version af den kulturelle type går ud på at finde et træk som alle danskere har til fælles, og som ingen ikke-danskere har. Måske det bedre bud er at kunne tale dansk, men selv her er der problemer med babyer og stumme mennesker, som er danske men ikke kan tale sproget. Hvis man er lidt kreativ, så ville man kunne undgå problemet med stumme mennesker ved at ændre det til “besidder dansk sprogkompetence” som er mere bredt og ville inkludere læse-, tale- og skriveevner. Men det er ikke helt godt nok, for der findes også folk med svære hjerneskader som ikke kan tale, snakke eller forstå dansk.

I fremtiden er der flere problemer i vente. Dansk uddør nok for danskerne bevæger sig i hastige skridt på vej med at være tosprogede: dansk og engelsktalende. Vi har engelsk fra 1. klasse i folkeskolen, i 1995 startede børnene i 4. klasse.

Måske man skal bruge noget mere kulturelt. Der er delte meninger om hvordan man bedst kan definere det i kulturelle termer. Nogen har forsøgt sig med ideer tro på ligestilling, men ligestilling er en ret ny ide i Danmark. Vores forfædre gik ikke meget op i ligestilling, men de var stadig danskere. I øvrigt ville det også ekskludere en mindre gruppe kønskrigere alle er enige i er danskere. Ligeledes ville det ekskludere en relativt stor gruppe muslimer som bor i Danmark. I alt fald bliver det en besværlig opgave at finde en helt passende kulturel/sproglig definition.

Genetiske definitioner kræver en del matematisk forståelse, men her er et forsøg på en relativt sandfærdig simplificering. Grupper af mennesker som har levet hver for sig i flere tusind år har en smule forskellige gener. Hvis vi tænker på en slags genetisk variant hvor det kun er muligt at have to forskellige udgaver: A og B. Så vil den ene gruppe måske have 70% af A varianten og dermed 30% af B varianten, mens at den anden gruppe måske har det omvendt: 30% af A, og 70% af B. Figuren nedenfor viser et eksempel på hvordan fire varianter fordeler sig blandt forskellige grupper, herunder danskere.

(Kidd, K. K., Pakstis, A. J., Speed, W. C., Grigorenko, E. L., Kajuna, S. L., Karoma, N. J., … & Okonofua, F. (2006). Developing a SNP panel for forensic identification of individuals. Forensic science international, 164(1), 20-32.)

Her man kan fx se at ca. 50% af danskere har den ene variant af APOB, hvilket nødvendigvis betyder at 50% har andre varianter. Til sammenligning er varianten ikke ret normal (ca. 5%) hos Ticuna-folket, et indianer folk fra Sydamerika. Man ville derfor, som regel, ikke særlig godt kunne inddele personerne ved kun at se på 1 variant, men der er rigtig mange varianter i det menneskelige genom — 3 milliarder, hvoraf måske 10 millioner er forskellige varierer mellem mennesker — så hvis man ser på fx 1000 varianter samtidig, så kan man inddele personer i relativt præcise grupper. Figuren nedenfor viser en gruppe mennesker fra Europa forsøgt inddelt i grupper med forskellige antal af varianter.

(Novembre, J., & Peter, B. M. (2016). Recent advances in the study of fine-scale population structure in humans. Current Opinion in Genetics & Development, 41, 98-105.)

Man kan ane et Europakort i den sidste figur. Det er ikke en tilfældighed.

Hvis man blot forsøger at inddele mennesker i nogle større grupper — Nordeuropæer, Indianer (Amerindian), osv. — og vælger sine varianter med omhu, så kan man nøjes med et relativt lille antal af dem. I Kidd et al, fandt de at man kunne inddele folk i de inkluderede grupper med 19 varianter. Læg mærke til at de ikke har nærtbeslægtede grupper inkluderet. Der er danskere, men ingen svenskere, norskere, tyskere eller hollændere. Det ville nok kræve mere end 100,000 varianter at kunne skelne præcis mellem de grupper.

At bruge en genetisk definition har visse implikationer:

Man fødes med sin danskhed. Det kan ikke laves om, i hvert fald ikke nemt for det kræver at man laver tusindvis af ændringer i sin genom. Personer som taler dansk på indfødt niveau og klarer sig godt vil ikke være danskere, uanset hvor mange generationer deres forfædre har været i Danmark.
Det er muligt at være halv, kvart, 10%, eller 90% dansker. Det kommer an på hvem ens forældre var. Har man fx én dansk foræder og én udenlandsk, så kunne ens genetiske baggrund ende med at se nogenlunde ud som figurer herunder.

(Kilde)

Helmuth bruger en genetisk definition, så det vil også blive gjort i dette indlæg.

Menneskelig evolution siden vi forlod Afrika?

Helmuth fortsætter:

Lad os antage, at god demokratisk indpasning kræver altruisme og høj intelligens. Begge træk er influeret af gener, der er udvalgt gennem årtusinders retningsbestemte evolutionsbiologiske selektion, i hvert fald ifølge den nye kold vinter-teori. Overlevelse i regnskoven og på savannen i Afrika beroede således oprindeligt på forsvar af det lokale territorium, maden, og magen i hård konkurrence med naboer. Det selekterede for mænd med tilstrækkeligt testosteron til opbygning af gode muskler, aggression og høj reproduktionsrate, da dødeligheden var stor, og for mørk hudfarve til beskyttelse mod stærk sol.

Selektionsforholdene ændredes dramatisk, da de tidlige migranter passerede gennem tempererede og kolde nordlige egne. Nu blev aggression og højt testosteronniveau stofskiftemæssigt for ”dyrt”, da overlevelse i kolde egne med vidt spredte ressourcer favoriserer rolige jægere, der deler den sparsomme mad, viser omhu for andre og har lys hud til fremme af d-vitaminproduktion.

Kold vinter-teori forklarer således, hvorfor nordboere i dag gennemsnitligt har 100 cm3 større hjerne, 30 points højere intelligens, lysere hud, lavere testosteron og mere altruisme end oprindelige beboere syd for Sahara. Den forklarer dagens nord-sydgradient i intelligens med 70 i Afrika, jævnt stigende til iq 100 i Nordeuropa.

Cold Winters theory er ganske reel. Modellen støttes af observationer mellem landenes vinter temperaturer og deres estimerede nationale IQer. Figurerne herunder viser sammenhængen mellem 129 landes estimerede IQer og deres vinter temperaturer (høj/lav).

(Data fra Templer, D. I., & Arikawa, H. (2006). Temperature, skin color, per capita income, and IQ: An international perspective. Intelligence, 34(2), 121-139. Her bør det dog nævnes at tallet for vinter temperaturen (lav) ovenfor ikke stemmer overens (-.47 vs. -.66) med dem forfatterne giver i artiklen på trods af at vi har brugt samme datasæt. Det er uklart hvorfor.)

I begge tilfælde ses der en relativ stærk sammenhæng mellem de estimerede IQer og vintertemperaturen, og dermed understøtter det teorien.

Hormoner

Helmuths påstand med hormonerne (primært testosteron, T) er mere tvivlsom da ingen har samlet et nationalt datasæt med T. Helmuths konklusion kommer fra nogle amerikanske data hvor man kan se en forskel på T-niveauet hos europæiske og afrikanske amerikanere. Jeg fandt et andet stort studie som ikke fandt nogen forskel i T mellem grupperne, så jeg er skeptisk., Man ved dog at T har en svag positiv sammenhæng med kriminalitet, r = .14 i følge en meta-analyse fra 2011. Er man mere interesseret i Helmuths model, så kan man læse hans 2012 artikel om emnet. Det datasæt han benytter sig af, VES, har jeg ikke adgang til så jeg kunne ikke lave en figur eller tjekke tallene efter.

Hjernestørrelse

Hjernestørrelse har en positiv sammenhæng med IQ. Sammenhængen er ikke voldsom stor, en meget stor meta-analyse fandt en korrelation på .25. Her tales der vel og mærket om hjernestørrelse målt med MRI. Det er ret dyrt at bruge en MRI, så de fleste data bruger indirekte mål som kraniestørrelse. Kraniestørrelse har en sammenhæng med hjernestørrelse på omkring r = .50, så det er en ok proxy. Forskellen på kraniestørrelse og hjernestørrelse består i at personer varierer i hvor tyk deres kranie er, samt hvor meget væske de har i hjernen. En anden mulighed er at veje hjernen på personer der er døde, men det er ikke så ofte at man har en masse døde mennesker hvis IQ er kendt.

Race- og kønsforskelle i hjernestørrelse er relativt velkendte. Figuren nedenfor viser nogle middelværdier fordelt på køn og race fra USA. Bemærk at det er kraniestørrelser.

(Kilde: Rushton, J. P. (1992). Cranial capacity related to sex, rank, and race in a stratified random sample of 6,325 US military personnel. Intelligence, 16(3), 401-413.)

IQ hos nordeuropæere og afrikanere

En introduktion til IQ forskning kan ikke gives her, men kræver sin egen relativt lange artikel. Den interesserede læser anbefales at læse fx Sturat Ritchie’s introduktion til emnet, som er på godt 150 sider.

Historisk set er kognitive test bliver opfundet af europæere og de har derfor valgt at bruge sig selv som pejlemærke — som 100 — når man skal sammenligne med andre grupper (“Greenwich mean IQ” efter Storbritanniens IQ). Det er lidt uhensigtsmæssigt da nordeuropæere er smarte relativt set, så det betyder at gennemsnittet for de andre grupper er under 100. Fordelingen af IQ i verden ses i figuren herunder.

Gennemsnittet er på 85. Danmark er estimeret til 97.2. Tallet er nok for lavt sat og det er kun baseret på gamle og få IQ studier. Jeg var selv medforfatter på et studie som er udkommet siden Lynn og Vanhanen samlede deres store datasæt i 2012. Vi fandt at de skandinaviske lande havde en IQ på 99.1 i kontrast til Finlands score på 102.4. Disse små forskelle er ret ubetydelige i praksis og har en del usikkerhed. Tallene for mange lande er ret usikre da der ikke findes pålidelige data, det gælder især mindre udviklede lande. Tabellen nedenfor giver nogle eksempler på landens IQer.

IQ	Navn
66.50	Guinea
69.00	Equatorial Guinea
69.50	Mozambique
69.50	Mali
70.00	Togo
70.40	Namibia
70.90	Zanzibar
74.00	Grenada
80.00	Panama
80.50	Yemen
84.50	Oman
84.90	Aserbajdsjan
85.00	East Timor
85.40	Tunesien
88.00	Mauritius
89.00	Cook Islands
89.80	Chile
99.90	Macao
104.20	Japan
104.60	Taiwan

Helmuths tal om IQ 70 handler om de afrikanske lande syd for Sahara, lande som Lesotho, Chad, Etiopien, Gabon og Nigeria har alle estimerede IQer på omkring 70. Det skal her siges at der har været en del diskussion om hvordan man bedst estimerer disse tal, hvilke studier der medtages og hvilke der ikke gør. En anden gruppe forskere brugte nogle andre kriterier og fik tal omkring 80. Diskussionen er opsummeret i dette studie hvor forfatteren bruger nogle helt tredje tal som gav et estimat på cirka 75, som vi måske skal tage som det bedste bud.

Demokrati og national IQ

Finsk socialforskning viser, at sydlige lande med iq under 90 etablerer ikkedemokrati, har ringe konkurrenceevne, kollektivitet, altruisme, men til gengæld ustabile retssystemer.

Helmuth refererer her til Tatu Vanhanens bog The Limits Of Democratization: Climate, Intelligence, And Resource Distribution fra 2009. Vanhanen gennemgår stort set alle lande i verden og deres historie med demokrati. Han finder at der næsten aldrig er stabile demokratier i lande med IQ under 90. Hans metode er temmelig simpel og en mere sofistikeret analyse ville nok ændret svaret i nogen grad. Der er ingen kopi af bogen på libgen, så det er svært at se nærmere på hans tal.

Der findes dog andre som også laver den slags demokrati-vurderinger. En af dem er The Economist. Deres tal kan man finde på Wikipedia. Deres samlede mål for demokrati er lidt for bredt efter min mening, så jeg har brugt deres mål for hvordan selve processen virker. Figuren nedenfor viser sammenhængen med IQ.

Der er en sammenhæng mellem IQ og demokratiprocessen, men den er kun middelbart. Der er en god del lande med IQ under 90 som er ret demokratiske, fx Indien. Der er også nogle med IQ omkring 70 med fungerende demokrati, fx Jamaica.

Men, måske målet er for snævert og at man i stedet skal bruge den samlede score? Figuren nedenfor viser resultatet.

Sammenhængen med IQ er her lidt bedre, men der er stadig lande med IQ under 90 med udmærkede demokratier. Der er en del lande med høj IQ og ringe demokratier, mest tydeligt med Kina og Nordkorea. Helmuths påstand var dog ikke at IQ > 90 var tilstrækkeligt for demokrati, men at IQ > 90 var nødvendigt. Det lader ikke til at være rigtigt, selvom der er en sammenhæng som påstået. En mere moderat påstand ville være at man kan forøge sine chancer for at bibeholde et demokrati ved at ikke reducere IQen.

Kan man indføre demokrati i lav IQ lande?

Anden forskning dokumenterer, at der er et omvendt forhold mellem intelligens og sociale patologi-rater. Det forklarer, hvorfor forsøg på at demokratisere mere eller mindre retsløse lav-iq-lande slår fejl.

Måske det bedste forsøg på at indføre demokrati ved magt for nylig er Irak. Læser man om landets politik siden krigen sluttede, så lyder det ikke alt for godt, selvom det dog er et demokrati, et meget korrupt demokrati. Resultatet er derfor lidt blandet.

Vil man gerne læse mere om forsøg på at indføre demokrati og de problemer det skaber, så kan man læse Amy Chuas bog World On Fire: How Exporting Free Market Democracy Breeds Ethnic Hatred and Global Instability.

Social patologi og IQ

Som forsættelse på Helmuths kommentar ovenfor bør man også se på sammenhængen mellem sociale patologier. Termen er uddateret — Helmuth er omkring 80 år gammel — men refererer til ting som kriminalitet, samfundsnasseri via dovenskab eller uduelighed, og anden problemadfærd. Der findes en meget stor mængde forskning omkring sammenhængen mellem IQ fx kriminalitet. Der er en lille negative, r ≈ -.20, sammenhæng mellem kriminalitet og IQ. Figurerne nedenfor viser to eksempler fra The Bell Curve, som analyserede et stort amerikansk datasæt.

Den kumulative kurve er sigende. Selvom sammenhængen ikke er voldsomt god, så betyder det meget på gruppeplan. Den første figur viser at lidt over 50% af alle kvinder som nogensinde har lavet af velfærd i 5 år eller mere havde IQer i samfundets 20% bund, 35% af dem alene i de nederste 10%. Mønsteret for kriminalitet er lignende. De ujævne tal for kriminalitet skyldes sampling error. Grov kriminalitet med dertilhørende fængsling er ret sjældent, også blandt folk med lav intelligens, så tallene er usikre.

Lav IQ indvandring

Omvendt viser differentialdemografi, at lav-iq-immigration medfører svære menneskelige, samfundsmæssige og økonomiske problemer til alle sider. Lav-iq-mennesker får ikke en kvalificerende uddannelse og er henvist til permanent forsørgelse af andre. I et forjaget højteknologisk samfund som det danske opfattes dette let som unfair udnyttelse af en velfærd, som andre har etableret. Lav iq hænger endvidere sammen med høje sociale patologirater. Det forklarer på samme tid de øgede kriminalitetsrater hos sydlige ikkevestlige indvandrere og de lavere rater hos begavede nordøstasiatiske indvandrere.

Det bedste data om indvandrergruppernes sociale formåen kommer nok fra Danmark. Det skyldes at jeg i 2014 købte dataene fra Danmarks Statistik. Tallene omhandler kriminalitet, indkomst, uddannelse og velfærdsydelser for 70 forskellige oprindelseslande. Det primære studie af tallene findes her, men figuren nedenfor er konstrueret fra dataene fra studiet. Målet på y-aksen, S, er en samlet indikator for en gruppes sociale formåen. Et sådant mål er velbegrundet da grupper som klarer sig godt på et område også klarer sig godt på et andet område uanset hvilket område. Man kan derfor tale om en generel faktor af socioøkonomiske udfald, eller S.

Vi ser da den påståede sammenhæng. Personer som kommer fra lande med høj IQ klarer sig i gennemsnit okay eller godt. Alle de europæiske lande ligger i en stor gruppe i toppen hvor der ikke er nævneværdige forskelle (bortset fra Kroatien). Omvendt set er lav IQ forbundet med en del usikkerhed i hvor godt gruppen klarer sig, men dog i gennemsnit dårligere. Sydafrika har en lav IQ i gennemsnit, men klarer sig på niveau med de europæiske lande. Det ses også i USA og hænger nok sammen med, at de personer der kommer til USA og Danmark fra Sydafrika ikke er afrikanere, men europæere som flytter tilbage.

Den opmærksomme læser har nok set at der ligger en lang række muslimske lande i bunden. Det er ikke en tilfældighed, som figuren herunder viser.

Andelen af muslimer i hjemlandet er faktisk endnu bedre and national IQ til at forudsige gruppens formåen i Danmark.

Det er også muligt at kombinere de to forudsigere og lave en samlet model, hvis forudsigelser kan ses i figuren herunder.

At bruge begge forudsigere er marginalt bedre end at bruge % muslimer alene. Ikke fordi at national IQ ikke har noget at sige, men fordi at muslimske lande i forvejen har relativ lav IQ. Den gennemsnitlige nationale IQ hvis man vægter hvert land med deres antal af muslimer er 80.

Det bør nævnes at analyser som denne har det problem, at indvandrere som kommer til fx Danmark som regel ikke er en tilfældig gruppe, men ofte selekteret. Det er nok en del af forklaringen på de relativt gode udfald for nogle afrikanske lande. For at komme fra fx Nigeria til Danmark kræver at man har gode forbindelser og penge nok, og folk der har gode forbindelser og penge er generelt smartere end dem som ikke har. I andre tilfælde har selektionen nok måske være negativ, som fx med personerne fra Jugoslavien, som er kommet til Danmark under krigen. Det er svært at justere for disse selektionseffekter og det er ikke blevet forsøgt ovenfor. Der findes et enkelt studie hvor det blev gjort, og det viste at hvis man justerede for selektion, så blev forudsigelsen fra national IQ lidt til en del bedre.

Alt i alt kan vi derfor konkludere at Helmuth har ret i sin generelle observation af national IQ kan forudsige hvor godt en indvandrergruppe klarer sig i Danmark.

Problemer med ghettoer

Nye undersøgelser dokumenterer fortsatte problemer med ghettoer, der udvikler sig til parallel-samfund trods mangeårig milliardstøtte. Sydlige anden- og tredjegenerationsindvandrerbørn klarer sig i gennemsnit dårligt i skolen. De 580 mio. kr., som regeringen netop har bevilget til forbedret skoleforberedelse af indvandrerbørn, må derfor anses for stort set spildt, ganske som milliarderne til det amerikanske ”Project Head Start” fortsat er det. En nylig fransk undersøgelse viser, at den uundgåelige fiasko i skolen fremmer radikalisering blandt indvandrerbørn.

Problemerne med ghettoerne er efterhånden velkendte. Ministeriet plejede at udgive en liste med ghettoområder, som de på newspeak vis komisk havde omdøbt til Særligt udsatte almene boligområder. Hvorfor egentlig? De ansvarlige politikere — Carsten Hansen (S) og Anna Mee Allerslev (R) — forklarede det med deres tro på at:

Ord skaber virkelighed. At kalde et område for ghetto er at træde på dem, der ligger ned. Området bliver endnu mere udsat for at komme ind i en dårlig spiral med øget antal ledige og kriminelle beboere. Området får endnu sværere ved at skabe en positiv stemning og fælles ansvar for bygninger og omgivelser i området.

Javel ja, og siden ordet ghetto blev byttet ud er det jo gået glimrende for de områder… Deres store tiltro til ord er relativt udbredt blandt deres kollegaer. Rokokoposten var på pletten med fantastisk satire: “Vollsmose omdøbes til Fredseng“.

Helmuth omtaler Head Start-programmet. Jeg har gennemgået evidensen for disse berigelsesprogrammer på en anden side og evidensen er ret negativ. De virker ikke.

Jeg kender ikke til det omtalte franske studie, men generelt er personerne som kører disse projekter enten for inkompetente til at lave de rigtige analyser eller for politisk korrekte til at udgive dem. Selvsagt deler de også sjældent deres data, så man kan ikke kikke efter selv. Alt sammen for det offentliges penge.

Fødselsrater

Hvad værre er, selv ikke en omgående grænselukning rækker længere til løsning af problemerne. Den aldrende etnisk danske befolkning svinder dag for dag pga. fortsat lave fødselsrater, hvorimod indvandrere med en noget yngre aldersprofil øges i tal. Befolkningstilvæksten skyldes i stigende grad andre end etniske danske. Muslimer har højere fødselsrater end andre religiøse grupper.

Europas befolkningsudskiftning er således i fuld gang, og det vil få markante forudsigelige konsekvenser for demokratiets opretholdelse.

I demografien bruger taler man om børn per kvinde (fertilitet). Det tal skal være på lidt over 2 for at en befolkningen kan reproducere sig selv. Hvordan ser det ud for kvinder i Danmark? Danmarks Statistik har nogle åbne tal man kan bruge og som ses i figuren herunder.

(Kilde: Statistikbanken: FERT1)

Der er flere ting som er interessante at se på. Den lysegrønne linje er “kvinder med dansk oprindelse”, hvilket vi skal se kommer an på hvad man mener lidt mere præcist. Tallene for den gruppe ligger omkring 1.7 i 2015, og har ikke i noget tidspunkt været på 2 eller over i perioden med data. Højeste var i 2008 med 1.9. Givet at danskerne ikke pludseligt er begyndt at leve for evigt, så kan vi regne ud at antallet af danskere må blive mindre med tiden.

Ser vi på fertiliteten med den primære problemgruppe, så er det rigtigt at gruppen mange muslimer havde højere fødselsrate i 1990erne, så er den faldet og ligger nu på cirka samme niveau som de lande grupper. Kun gruppen med efterkommere fra vestlige lande skiller sig ud fra de andre ved at være særligt lav.

Givet fertilitetsraterne, så er det jo interessant at se på befolkningstallet for samme grupper, som vises i figuren herunder.

(Kilde: Egen figur, data fra Statistikbanken FOLK2.)

Modsat et forventet fald i antal danskere over tid, så ser vi at gruppen har en nær konstant population på godt 5 millioner. Hvordan kan det lade sig gøre? Svaret er simpelt: personer i gruppen “personer med dansk oprindelse” også nogle gange kaldet “etniske danskere” er ikke alle sammen danskere i den genetiske forstand. Det skyldes at Danmarks Statistik bruger en juridisk definition:

Indvandrere
Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er danske statsborgere, født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes den pågældende som indvandrer.

Efterkommere
Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Når en eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Herkomst
Når man taler om herkomst skelner man mellem indvandrer, efterkommere, og personer med dansk oprindelse.

Personer med dansk oprindelse er personer, hvor mindst en af forældrene er dansk statsborger, født i Danmark.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er danske statsborgere, født i Danmark. Når en eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer.

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er danske statsborgere, født i Danmark.

Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes den pågældende som indvandrer.

Så det som sker er, at personer gradvist forflyttes fra de ikke-danske kategorier til den danske kategori netop i samme takt som antallet af personer i den danske kategori uddør. På den måde skjules faldet i antal danskere. Omvendt set, så er det reelle antal indvandrere en del højere end det som tallene viser. Hvor højt? Det er ret svært at finde ud af. Helmuth har forsøgt sig med en relativ simpel model som man kan læse om i hans 2012 studie. Kort fortalt kan man antage nogle skjulte fødselsrater og nogle andre ting, og bygge en simpel fremskrivningsmodel som kan bruges på de data er som tilgængelige siden 1980. Det er på baggrund af denne model at Helmuth udtaler sig. De centrale figurer i hans studie vises herunder.

(Kilde: Nyborg, H. (2012). The decay of Western civilization: Double relaxed Darwinian selection. Personality and Individual Differences, 53(2), 118-125.)

Til at estimere stigningen, så har Helmuth brugt FNs tal om fertilitet i hjemlandet, hvilket beror på den antagelse at deres fertilitet ikke ændrer sig. Det er ret meget forkert, for deres fertilitet er allerede cirka den samme som den danske i anden generation, som indirekte kan ses i figuren om fertilitet fra tidligere. Helmuth har således brugt for høje fertilitetstal og hans model er derfor for pessimistisk.

Der er dog en anden mulighed. Nogle indvandrergrupper bruger særlige navne som kan genkendes, primært muslimske grupper som bruger et stort antal navne fra religiøse skikkelser i deres religion og deres varianter, særligt selvfølgelig Mohammad. De mange varianter skyldes at arabisk ikke normalt bruger vokalbogstaver. Frofetens navn i Koranen er MHMT. Når man så skal udtale det er man nødt til at indsætte nogle vokaler i lyden og som regel også på skrift, og det giver de mange varianter. Hertil kommer om man skal fordoble konsonantbogstaverne eller ej. Hvis vi laver den antagelse at personer som får dansk statsborgerskab ikke stopper med at være muslimer samt bliver ved med at give deres børn muslimske fornavne, så kan vi tælle antal personer med de forskellige fornavne hvert år og udregne stigningen i %. Denne stigning kan så sammenlignes med den observerede stigning såfremt at man blot benytter Danmarks Statistiks tal om oprindelseslande. Tallene giver en slags nedre og øvre grænse for hvor meget vækst der er hos muslimer i Danmark. Studiet er ikke færdigt endnu, men for Danmark er den observerede stigning på 2.5% per år (2005-2015), mens den baseret på fornavne er på 5.1% per år. (Helmuth angiver ikke en vækstrate eller antal personer per år i følge hans model, så hans model kan ikke tages med i betragtning.) Det er en ret stor forskel. Figuren herunder viser et eksempel på 2 populationer som begge starter at have et befolkningstal på 10,000 og derefter vokser med 2.5% og 5.0% per år.

Altså, på blot 20 år er gruppen med den højere vækst blevet 61% flere end gruppen med mindre vækst. Med andre ord, det er ret vigtigt for fremskrivningen hvor meget vækst der er. Det nuværende antal muslimer estimeret ud fra Danmarks Statistiks tal er 221,908. De 20-årige fremskrivninger baseret på vækstraterne er hhv. 363,623 og 600,106. Da denne gruppe klarer sig ringe, så vil dette betyde en massiv fremtidig ekstraudgift for samfundet.

Udgiften skal betales af de resterende danskere (og indvandrere fra vestlige lande, men jeg ignorerer dem her for at simplificere udregningerne). Som vi så i en tidligere figur, så falder antallet af danskere da fertiliteten er under 2.1. Vi kan lave et overslag på hvor mange færre danskere der er om 20 år, og dermed også hvor meget udgiften stiger for dem i procent. Vi starter med at gætte på hvor mange danskere der er lige nu uden de skjulte indvandrere. Måske 4.9 millioner er et nogenlunde bud. Derefter estimerer vi hvor mange generationer der går på 20 år. Danskere får børn i gennemsnit lidt over 30 års alderen, lad os sige 35. Så går der altså 20/35 ≈ 0.57 generationer på de 20 år. Hernæst skal vi antage en fertilitet, måske 1.60, lidt under de tal som Danmarks Statistik giver os. Hvis man får 1.60 børn i snit på en generation, så falder befolkningen med 20%, alt andet lige. Siden at der er 0.57 generationer, så er det et fald på godt 11.4%. Ganger vi det på vores anslåede antal danskere får vi tallet 4,428,571. I dag er der i følge vores antagelser cirka 22 danskere per muslim. I følge vores simple vækst modeller fra ovenfor vil der være hhv. 12.2 og 7.4 danskere per muslim i 2035. Alt andet lige, vil de altså skulle bidrage cirka dobbelt så meget i skat som går til det stigende underskud fra muslimerne.

Forbedringer over tid?

Dette antager dog at gruppen af muslimer ikke forbedrer sig med tiden. Det gør den måske, men nok ikke så meget. Der sker en kraftig forbedring i fx uddannelsesniveauet fra 1. til 2. generation, men 3. generation (“børn af efterkommere” i Danmarks Statistiks ordvalg) lader til at være på cirka samme niveau som 2. generation, som figurerne herunder viser.

(Kilde: Indvandrere i Danmark 2014, Danmarks Statistik.)

Der lader således ikke til at være nogen forskel i deres karakterer i grundskolen, der er marginalt færre med gymnasiel uddannelse og der er betydeligt flere kvinder i arbejde. Der er ret få personer i denne gruppe, så tallene har en del usikkerhed. Tallene for karakterer er baseret på de fleste antal personer fordi der er flere yngre personer som stadig er i skole end personer der er kommet ud på arbejdsmarkedet. Samlet set er der derfor stort set ingen grund til optimisme baseret på disse tal.

Holdninger til demokrati m.v. blandt muslimer

En nylig Wilke-undersøgelse viser, at over 70 pct. af alle danske muslimer, dvs. lidt over 200.000 personer, finder, at koranens anvisninger ubetinget skal følges, herunder sharialoven. Er dette foreneligt med grundloven?

Helmuth refererer til denne undersøgelse fra 2015. Det er kort, og værd at citere:

Dengang var det 37 pct., der dagligt bad fem gange eller mere. Nu er det præcist halvdelen, 50 pct. Tilsvarende mener en stigende andel – 77 pct. – at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud mod 62 pct. i 2006. Endelig er der også flere, der mener, at muslimske piger fra teenagealderen bør tildække sig med tørklæde.

…

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen, Københavns Universitet, finder udviklingen overraskende.

»Det ser ud til, at de danske muslimer er blevet mere religiøse på alle dimensioner, både når det handler om tro og praksis. Generelt ville vi forvente, at det modsatte ville ske, og at de med tiden ville komme til at ligne resten af danskerne, der ikke er særligt religiøst aktive,« siger Brian Arly Jacobsen, der ser etableringen af 20-30 nye moskéer de seneste 10 år som en mulig forklaring på udviklingen.

I meningsmålingen er det de yngre muslimer, der fremstår som de mest religiøse.

Det er overraskende at der er en stigning i religiøsitet. Blandt danskere har religiøsiteten været faldende i mange årtier (hvis man tager højde for indvandringen).

Fjendtlige holdninger til demokrati m.v. er generelt normale hos muslimer, tallene som blev fundet her er ikke meget anderledes dem man ser i mange andre lignende undersøgelser i andre europæiske lande. Siden at demokrati virker ved at folk stemmer på politikere som giver dem der indretter samfundet på den måde de gerne vil (siger at de vil), så kan vi forvente at der vil opstå seriøse islamiske partier i Danmark, eller at etablerede partier vil blive overtaget og føre muslimsk dagsorden, som delvist ses på venstrefløjen allerede. Disse partier kan forventes at ville indføre sharialovgivning. Sharia inkluderer ting som:

Begrænsning af religionsfrihed, evt. dødsstraf for at forlade Islam eller ateisme.
Islamisk tøjregulering.
Koneslåning.
Voldtægt indenfor ægteskabet.
Tvangsægteskaber.
Forbud most kunst.
Mange andre ting som er i modstrid mod næsten alle danskeres politiske præferencer.

Konklusion

Konklusionen må være at Helmuth i det store og hele har ret i sine bekymringer. Han er efter min mening lidt for pessimistisk, hvilket skyldes hans forkerte antagelse om at fertiliteten ikke ændrer sig. Om hans foreslåede løsninger er gode eller ej er en anden sag. Dette indlæg handler udelukkende om det faktuelle.

Medier på støtten: problemet og et løsningsforslag

Hvad er mediestøtte? Hvem får det?

Før i tiden levede medierne af at sælge aviser og reklameplads, men nu lever medierne i høj grad af statskassen. Systemet er temmelig kompliceret, men en grafisk fremstilling fra en gennemgang fra 2008 ser således ud:

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark: Beskrivelse af de danske støtteordninger til de trykte medier, 2008)

Det inkluderer dog kun støtten til de trykte medier, men mediestøtten til elektroniske medier er endnu større, primært fordi den inkluderer licenspenge som DR får. Siden figuren ovenfor blev lavet, er der vist kommet en reform eller tre. I hvert fald lader det ikke længere til at hedde distributionsstøtte, men der findes noget som hedder “redaktionel produktionsstøtte”, som beskrives således:

Redaktionel produktionsstøtte består af tre ordninger: Hovedordningen, supplementsordningen og overgangsordningen. Foreløbigt tilskud er beregnet på baggrund af puljens samlede beløb fratrukket et beløb til eventuelle klager. Efter klagefristen fordeles eventuelle uforbrugte midler til alle tilskudsmodtagere. Tilskuddet efter klagerunden er det endelige tilskud.

Man kan også finde de nyeste tal for den støtte. De største modtagere ses i tabellen herunder:

Medie	Støtte i alt 2016	Støtte i alt 2016 %	Kumulativ sum %
Ingeniøren	3,713,928 kr.	1.01%	84.75%
Lolland-Falsters Folketidende	4,023,987 kr.	1.09%	83.74%
Avisen.dk	4,902,528 kr.	1.33%	82.65%
Altinget.dk	5,396,377 kr.	1.46%	81.32%
Midtjyllands Avis	5,427,335 kr.	1.47%	79.86%
Nordvestnyt	5,885,272 kr.	1.60%	78.39%
Horsens Folkeblad	6,000,011 kr.	1.63%	76.79%
Herning Folkeblad	6,387,028 kr.	1.73%	75.16%
Metroxpress	6,423,095 kr.	1.74%	73.43%
Århus Stiftstidende	6,473,369 kr.	1.76%	71.69%
Sjællandske	6,490,890 kr.	1.76%	69.93%
Vejle Amts Folkeblad	7,258,638 kr.	1.97%	68.17%
Weekendavisen	7,871,755 kr.	2.14%	66.20%
Fyns Amts Avis	11,293,045 kr.	3.06%	64.06%
DAGBLADET / Frederiksborg Amts Avis	12,704,295 kr.	3.45%	61.00%
Fyens Stiftstidende	14,580,655 kr.	3.96%	57.55%
Ekstra Bladet	17,500,000 kr.	4.75%	53.60%
NORDJYSKE Stiftstidende	17,500,000 kr.	4.75%	48.85%
JydskeVestkysten	17,500,000 kr.	4.75%	44.10%
Børsen	18,109,914 kr.	4.91%	39.35%
Politiken	18,109,914 kr.	4.91%	34.44%
Jyllands-Posten	18,109,914 kr.	4.91%	29.53%
Berlingske	18,109,914 kr.	4.91%	24.61%
BT	18,109,914 kr.	4.91%	19.70%
Information	25,526,165 kr.	6.93%	14.79%
Kristeligt Dagblad	28,984,778 kr.	7.86%	7.86%

	I alt
	368,599,997 kr.

(rådata)

Nogle medier modtager en del mere end andre. Kristeligt Dagblad er den største modtager med 29 millioner kroner om året. Ikke overraskende får de mest kendte aviser langt de fleste penge. Mht. Kristeligt Dagblad, så har avisen 105 ansatte og havde et årsregnskab på godt 120 millioner (lidt uklart, deres regnskab nævner ikke indkomst fra mediestøtte specifikt). Med andre ord så er ca. 25% af virksomhedens indkomst fra statskassen — uanset om dem som betaler til statskassen læser avisen eller ej.

If. redegørelsen fra før udgør den direkte støtte dog kun en lille del af støtten til trykte medier fordi den største del består i at medierne (åbenbart) er moms-fritaget:

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark: Beskrivelse af de danske støtteordninger til de trykte medier, 2008)

Som nævnt er det dog stadig kun en lille del af den samlede mediestøtte fordi de elektroniske medier modtager den største del:

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark, opsummering)

Altså, støtten til elektroniske medier var på godt 4,9 milliarder, mens støtten til trykte var på godt 1,5 milliarder, i alt et beløb på godt 6,4 milliarder i 2007.

En mediestøtte uden frit valg

Grunden til at et marked virker er at forbrugere selv kan vælge hvad de gerne vil købe. Virksomheder som sælger ting forbrugerne gerne vil købe, oplever således større salg, mens andre virksomheder ikke gør. De går evt. konkurs hvis de ikke formår at forbedre sig. Nye virksomheder kan startes for at konkurrere på markedet i den grad at de kan konkurrere med de etablerede. I det lange løb fører det til en generel forbedring af produkter og formindskelse af priserne da forbrugerne i nogen grad vælger billigere og bedre produkter.

Tilsyneladende har staten bidraget med mediestøtte i diverse former siden 1700-tallet (Sofie Flensburg, Dansk mediestøtte 1960-2014), så ideen er ikke ny. Dengang blev det tilsyneladende anvendt med formål om at bevare kongemagten (som også gav støtten — stof til eftertanke).

I den grad at mediestøtten er afgørende for mediernes overlevelse, så vil man også forvente at medierne ikke vil kritisere mediestøtten. Man kan derfor nok forvente at støtten generelt vil vokse med tiden i takt med at medierne selv bliver en større og større politisk magt og bruger deres magt til at forøge støtten.

Partierne i Folketinget kan i nogen grad inddeles efter hvor stor en stat de ønsker. Statens størrelse er en delvis funktion af bl.a. mediestøtten, så man ville forvente at de partier som gerne vil have en større stat (‘røde’) også kan forventes at ville have mere mediestøtte — alt andet lige. I så fald ville man ligeledes forvente at medierne i mindre grad ville være enige med de partier som ønsker en mindre stat og mindre mediestøtte. Med andre ord, af strukturelle årsager ville man forvente at medierne er relativt favorable over for de røde partier. En sådan effekt kan også forventes af den årsag, at offentlige virksomheder — som lever af statskassen, forstås — har det med at tiltrække personer som mener, at det er en god ide med et sådant setup. Man ville derfor forvente at journalister ville være relativt røde i deres politik.

Er journalisterne røde? Er medierne røde?

Vi har en side dedikeret til dette spørgsmål. Resultaterne af empiriske undersøgelser er ret tydelige. Journalister er i overvejende grød venstreorienterede: 80-90% stemmer rødt for midten (inkl. RV, eks. DF). Mediernes omtale af politisk ekstremisme viser ret tydelige tegn på politisk bias: relativ stor omtale af højreekstremisme vs. venstreekstremisme på trods af at forrige er meget mere udbredt.

Mediebias — et problem som frit valg kan løse

Hvis medierne skulle leve af indkomst fra salg af aviserne, så ville folk nok vælge nogle lidt andre medier og biasen ville være mindre. Men det kan folk ikke i den grad at medierne lever af statskassen. Den åbenlyse løsning er således ‘blot’ at fjerne mediestøtten og lade markedet løse problemet. Uheldigvis er det nok i praksis ikke så realistisk. Grunden til at medierne lever af støtte i så høj grad er, at deres indtjening fra salg af fysiske blade og reklameplads falder, fordi de digitale ækvivalenter ikke er tilsvarende store:

(kilde: Milliarder fosser ud af mediebranchen)

Hvis man blot skærer mediestøtten væk, så ville man således nok få det resultat at store dele af mediebranchen forsvandt. For en hardcore libertarianer ville det nok være et ønskværdigt resultat, men vi tvivler på at det er i samfundets bedste interesse. Spørgsmålet er så hvordan man kan kombinere et frit valg med en mediestøtte.

Vi kan emulere effekten af et frit marked ved at ganske enkelt lade folk selv bestemme hvem deres mediestøtte går til. Vi foreslår derfor at der bliver oprettet en offentlig side hvor man kan logge ind med nemID. På siden kan man bestemme hvordan ens penge bliver fordelt. Det sker ved at man har et beløb til rådighed som svarer til ens del af mediestøtten. Den samlede mediestøtte lader til at være omkring 6.4 milliarder om året, så hver person ville have omkring 1,000 kroner de kan fordele blandt de medier de synes om (mere i praksis hvis personer under 18 år udelades). Her anbefales det at standardværdierne sættes til værdierne fra året før for at holde systemet stabilt fra år til år.

Man bør også kunne stemme om størrelsen på støtten næste år. Det gøres ved at hver person kan vælge en %satsændring i støtten. Herefter udregnes medianen og bruges til at bestemme størrelsen på den samlede støtte næste år. Medianen bruges således at ekstreme yderværdier og gaming ikke har nogen effekt på tallet. Det er således en slags direkte demokrati om størrelsen på mediestøtten som går udenom de normale politiske beslutninger.

Alt i alt er forslaget designet til at mindske politisk bias i medierne — både partipolitisk og stats vs. anti-stat bias — samt gøre mediestøtten mere demokratisk uden derved at risikere at mediebranchen går konkurs (i hvert fald lige med det samme).

Når journalister er bedre politi end politiet

I dag kan man læse en historie fra DR hvor de har testet hvor stort problemet er med stjålne cykler i Danmark. Opsummeret:

Lånte 5 cykler af et forsikringsselskab.
Låste dem forskellige steder i landet:
- “Kongens Have i centrum af Odense en hverdagsaften klokken 17.30”
- “parkeret i cykelstativet ved DR Byen på Amager”
- “En Kildemoes damecykel satte vi i cykelparkeringen på Hvidovre Station vest for København”
- “en herrecykel af mærket Avenue placeret i Aabenraa i Sønderjylland”
- “ladcyklen blev efter få dage klippet op og kørt til den lokale politistation i Køge”
“På bare en uge forsvandt tre af de fem cykler, selv om de var låst med en kædelås.”

3/4 af dem på Sjælland blev stjålet. 1/1 Fyn, 0/1 Sønderjylland. På én uge.

Konklusion?

Eksperimentet har altså vist, hvor let det er at stjæle en cykel, mener skadeschef i Almindelig Brand Forsikring, Brian Wahl Olsen.

– DR’s eksperiment med cykler viser desværre med alt tydelighed, hvor stort problemet er. Der stjæles fem cykler i timen – året rundt i Danmark. Det er helt urimeligt, siger han.

Han mener dog, at fokus på problemet kan få cykelkøbere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber en cykel.

– Vores medvirken i DR’s cykeleksperiment viser desværre, hvor aktive cykeltyvene er og hvor let det er at sælge dem videre til “godtroende danskere” – som nok ikke altid ved, at det er en stjålen cykel, de køber.

Der er ingen kommentarer fra politiet, hvilket kan synes underligt. Såfremt at vi tager statistikken for gode varer, så viser det jo at tyveri af cykler er enormt udbredt og hvad gør politiet? Spilder tiden på at rydde Christiania?

Statistik

Måske det var et tilfælde. Måske cykeltyveri slet ikke er så normalt. Kan vi finde nogle tal? Danmarks Statistik har en tabel med anmeldte forbrydelser:

Så, anmeldelser af cykeltyverier er faktisk faldende, hvilket er overraskende. Der var en stærkt nedadgående tendens allerede fra 1995 til ca. 2001, hvorefter at tendensen er ca. konstant i ca. 10 år indtil 2012 hvor den igen er faldende. Det er måske ikke helt en tilfældighed fordi Danmark indtrådte i Schengen-aftalen i 2001. Schengen-aftalen betyder at der ikke er fast grænsekontrol (dog stadig stikprøvekontrol) og det er derfor meget nemmere at være østeuropæisk cykeltyv. Hvis det er korrekt, så gik vi glip af et yderligere fald i antal tyverier i perioden efter 2001. Et forsigtigt bud på faldet siden 2012 er måske at de østeuropæiske lande er blevet relativt rigere ifht. Danmark og derfor er tyveri af cykler ikke længere så attraktivt. Det er temmelig spekulativt.

En mere pessimistisk fortolkning er, at faldet i anmeldelser ikke reflekterer virkeligheden, men snarere at folk har givet op overfor politiet og i stigende grad ikke gider anmelde cykeltyverier. For at finde ud af det skal man have tal for hvor mange procent af dem som får en cykel stjålet som anmelder det. Sådan et tal kunne jeg ikke finde.

En anden hypotese er at folk ejer færre cykler og cykler mindre end før fordi de hele tiden bliver stjålet og at der derfor er færre at stjæle. Det lader til at DTU indsamler et stort datasæt om det, men af whatever årsager skal det ikke være offentligt… suk! I stedet må vi nøjes med et cykelindeks fra Vejdirektoratet:

“Vejdirektoratets reviderede cykeltrafikindeks, som følger udviklingen i cykeltrafikken og knallert30, er for tiden baseret på registreringer fra ca. 60 permanente cykeltællestationer fordelt over hele landet.”

Der er desværre ingen tal fra før 2000. Tallet er svagt stigende gennem perioden, mens antal tyverier er svagt faldende. Der er et stort fald i 2010, og der ses samtidig en stor stigning omkring 2010 på kortet overfor. Umiddelbart lader der til at være en negativ sammenhæng mellem hvor meget folk cykler og antal anmeldete cykeltyverier. I hvert fald baseret på disse tal. Jeg har ikke umiddelbart nogen ide om hvorfor det skulle være.

En anden pessimistisk tolkning er at politiet laver kreativ bogføring med tallene, som det kom frem tidligere. Det er ikke nemt at undersøge for os.

Umiddelbart er der en lille grund til optimisme, men med plads til forbedring.

Forslag til politiet

DR har vist hvor hovedrystende nemt det er at finde frem til cykeltyve (heller ikke noget nyt). I dette tilfælde kan der ikke være tale om simpelt forbrugstyveri fordi dovne fulde mennesker som gerne vil hjem fra byen går ikke rundt med værktøj til at klippe en kædelås op. Den slags gøres kun af organiserede tyve. Så vores forslag til politiet er ganske enkelt: find nogle cykler (evt. fra uhentet hittegods), sæt skjulte GPS-sendere på dem og vent. Når GPS’en begynder at flytte sig, så sender I en patrulje til den og fanger tyven. GPS-sendere er præcise indenfor få meter, så det er meget nemt at finde frem til gerningsmændene.

Man kunne jo meget passende oprette en cykelafdeling som kun tog sig af cykeltyverier. Jeg vil skyde på at det hurtigt ville have en relativ stor effekt på antallet af stjålne cykler. Med 41,214 anmeldte cykeltyverier alene i 3/4 af 2016 er der jo rigeligt at tage fat på.

Ville det virke? Er der ikke for mange cykeltyve?

Effekten kommer an på hvor mange tyverier der er hjem-fra-byen-tyverier og hvor mange der er organiserede. Siden at de fleste låser deres cykler, så gætter jeg på at en stor andel er organiserede, lad os sige 75%. Kriminalitet følger en power law fordeling. Det er en meget skæv fordeling hvor de meste kriminalitet begås af et relativt lille antal personer. En power law fordelingen ses for ~alle typer af kumulative data. Nedenfor ses en graf fra Sverige:

Altså, den mest kriminelle 1% modtog 63% af alle domme for voldskriminalitet. En fordeling i den retning findes med garanti også indenfor cykeltyveri. Det er meget heldigt, på sin vis, fordi det gør det nemt for politiet. Hvis de blot kan fange 1% af cykeltyve, så kan de reducere antallet af stjålne cykler med ~60%. Og de 1% er endda de nemmeste at fange. Da de er så aktive, så vil de uden tvivl være blandt de første til at blive fanget.

I det lidt længere perspektiv, så ville ordet hurtigt sprede sig i østeuropa, at det danske politiet benytter sig af honey pots i stor grad, og det ville nok få de kriminelle til at søge i andre retninger (Tyskland, Sverige, osv.).

Populært meme-remix af Taylor Swift’s “Shake it off” ramt af copyrightcensur

Alting er et remix, mere eller mindre. Loven lader dog som om at dette ikke er tilfældet, og det fører ofte til problemer. Larry Lessig påpegede for en del år siden at remixes af kendte sange som kun remixede billed-siden særligt ofte blev ramt. Det skyldes nok at Youtube m.fl. har automatiske scripts til at finde remixes baseret på lydsiden, mens videosiden er mere besværligt at arbejde med. Nedenfor ses Lessig’s TED talk om emnet. Eksemplerne han fremviser starter fra 8:40.

Et hold bestående af 17 folk fra den populære subreddit HighQualityGifs havde brugt lang tid på at lave et glimrende remix af Taylor Swift’s kendte sang Shake it off (Haters gonna hate). Tråden har lige nu over 5,300 nettoupvotes. Men så skete der hvad der ofte sker:

Det er tydeligvis fair use, så vi reposter den her:

Billigere folkeafstemninger med brug af statistik

Folkeafstemninger er dyre: afstemningen om EUs patentdomstol kostede et sted mellem 125 og 145 millioner kroner. Hvis man, som vi, vil have at folkeafstemningen som ske hyppigere som del af den demokratiske proces, så giver det mening at se på om de kan gøres billigere. Den smarte løsning er at lave et reelt online demokrati, men den løsning synes langt ude i fremtiden. Derfor må man se sig efter et alternativ.

Sampling demokrati

Når analyseinstitutter skal finde ud af hvad danskerne mener om et givent emne, så spørger de som regel ca. 1000 personer. I kontrast, når man går til valg, spørger man hele befolkningen, eller rettere, man spørger de 4.1 millioner som har stemmeret. Formålet er i begge tilfælde det samme: at finde ud af hvad befolkningen mener. Estimaterne som man får via analyseinstitutterne kan være forkerte, hvilket blandt andet skyldes at man bruger sampling (udtrækning). I mange demokratiske beslutninger vil man gerne have en større sikkerhed end fx ±2%, og det kan man nemt opnå ved blot at udtrække flere personer. Eksempelvis kunne man som start nøjes med at udtrække 10,000 tilfældigt udvalgte personer (via CPR). Det er ca. 0.2% af dem med stemmeret. Det ville give en ret beskeden statistisk usikkerhed. Hvis det drejer sig om den simple situation hvor man skal stemme JA/NEJ til et forslag, så kan man udregne et eksempel med R således:

# Sample 10000 fra en population med 48% chance for JA
set.seed(1)
x = sample(c(1, 0), size = 10000, replace = T, prob = c(.48, .52))

# Resultater
prop.test(x = sum(x), length(x))
##
##    1-sample proportions test with continuity correction
##
## data:  sum(x) out of length(x), null probability 0.5
## X-squared = 23.717, df = 1, p-value = 1.116e-06
## alternative hypothesis: true p is not equal to 0.5
## 95 percent confidence interval:
##  0.4657732 0.4854457
## sample estimates:
##      p 
## 0.4756

I eksemplet antager vi at der i befolkningen er 48% som ville stemme JA, og 52% som ville stemme NEJ. Vi udvælger 10,000 tilfældige personer og lader dem stemme. De stemte 47.56% JA, hvilket er ret tæt på 48%. Hvad er chancen for at måle så meget forkert at man får et tal som er over 50% og dermed ændrer beslutningen? 0.0001116%. Det er en usikkerhed man godt kan leve med.

I tættere afstemninger kan usikkerheden blive for stor. Hvis nu at der i befolkningen var næsten total splittelse, og andelen af JA ville-stemmere er 49.5%, hvor sikre kunne vi så være når vi har spurgt 10,000 personer?

# Sample 10000 fra en population med 49.5% chance for JA
set.seed(1)
x = sample(c(1, 0), size = 10000, replace = T, prob = c(.495, .505))

# resultater
prop.test(x = sum(x), length(x))
##
## 1-sample proportions test with continuity correction
##
## data:  sum(x) out of length(x), null probability 0.5
## -squared = 3.5721, df = 1, p-value = 0.05876
## alternative hypothesis: true p is not equal to 0.5
## 5 percent confidence interval:
## 0.4806575 0.5003498
## sample estimates:
##     p 
## .4905

I vores hypotetiske afstemning stemte 49.05% JA. Vi kan endvidere se at der er ca. 6% chance for at befolkningen faktisk var over 50% givet de data man så. Det er ikke en sandsynlighed som er til at leve med i et demokrati. Løsningen er derimod enkel, vi udvælger blot nogle flere mennesker, fx 50,000:

# Sample 50000 fra en population med 49.5% chance for JA
set.seed(1)
x = sample(c(1, 0), size = 50000, replace = T, prob = c(.495, .505))

# resultater
prop.test(x = sum(x), length(x))
##
## 1-sample proportions test with continuity correction
##
## data:  sum(x) out of length(x), null probability 0.5
## -squared = 4.8216, df = 1, p-value = 0.0281
## alternative hypothesis: true p is not equal to 0.5
## 5 percent confidence interval:
## 0.4906881 0.4994726
## sample estimates:
##      p 
## .49508

Vores analyse viser dog, at vi stadig ikke er ret sikre for sandsynligheden for at have målt forkert nok til at beslutningen ændrer sig er nu kun faldet til ca. 3%. Men man kan blot blive ved med at forøge antallet af personer indtil at sandsynligheden for at have målt forkert kommer under en acceptabel fejlrate, fx <0.1% (1 ud af 1000). I dette tilfælde kan det lade sig gøre med ca. 100,000 personer.

Selv hvis man gør brug af 100,000 personer til nogle afstemninger, så er det stadig en massiv besparelse: det er ca. 2% af alle personer med stemmeret.

To forslag til delvist direkte demokrati i Danmark

Demokrati – direkte og repræsentativt

Der skelnes ofte mellem to former for demokrati: direkte og indirekte, sidste også kaldet for repræsentativ. Forskellen består i at borgerne at i det direkte demokrati stemmer direkte om lovene, mens at de i det repræsentative demokrati nøjes med at stemme på nogle som så stemmer om lovene. (Førstegrads delegativt demokrati.)

Intet land er i dag et rent direkte demokrati og de historiske eksempler på direkte demokratier har også været meget begrænsede. Det mest kendte eksempel er det oldgræske Athenske demokrati men her kunne kun voksne, mandlige borgere stemme og de udgjorde en relativ beskeden del af befolkningen. Hovedparten var udgjort af kvinder, slaver, børn og udlændinge som ingen stemmeret havde.

Nogle lande som primært har repræsentativ demokrati har dog elementer af direkte demokrati. Det mest kendte eksempel er den model som bruges i Svejts. Her kan borgerne stille et forslag til lov både på føderalt, kantonsk og municipalsk niveau (svarer nogenlunde til lands-, regional- og kommunalplan, dog med mere uafhængighed). På føderalt niveau kræver det 100,000 underskrifter indsamlet i de sidste 12 måneder at få et forslag sendt til folkeafstemning. I Finland bruges et andet system. Her kan borgere ikke vedtage et lovforslag selv via folkeafstemning, men de kan fremsætte et lovforslag og tvinge parlamentet til at stemme om det. Det kræver at man kan indsamle 50,000 underskrifter.

Danmark

Borgerne i Danmark har ingen direkte måde de kan udøve magt på ved eget initiativ. Men det er muligt for politikerne at sende et forslag til folkeafstemning og nogle forslag skal til folkeafstemning. Det gælder dem som afgiver suverænitet (magt) til udlandet (fx EU) og dem som ændrer Grundloven.

Hvis man gerne vil noget som intet parti i Folketinget vil, så må man enten overbevise et af dem om at skifte holdning eller starte et nyt parti. Det første sker af og til, men i andre tilfælde er det nødvendigt at skubbe agendaen ved at stifte nye partier (fx stiftelsen af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i nyere tid). I mange år har det været næsten umuligt at få et nyt parti på stemmesedlen da politikerne har gjort det meget svært at bare få lov til at stille op. Det kræver nemlig ca. 20,000 underskrifter, kaldet stillere. Processen var utroligt kompliceret.

(Videoen er lavet af Retsforbundet)

Men efter pres fra flere partier udenfor Folketinget er reglerne endelig blevet lavet om. Det kræver stadig ca. 20,000 personer at blive opstillingsberettiget, men de kan nu samles online via NemID på hjemmesiden https://www.vaelgererklaering.dk/.

To forslag: direkte demokrati i to niveauer

Vores forslag er simpelt. Indfør både det svejtsiske og det finske system i Danmark. Der findes allerede et system som kan verificere at man er en rigtig person med rimelig sikkerhed, så udgifterne til at opsætte systemet er relativt beskedne. Vi foreslår et system i to niveauer:

1% af stemmeberettigede: send et lovforslag til afstemning i Folketinget.
3% af stemmeberettigede: send et lovforslag til folkeafstemning.

Antallet af stemmeberettigede i Danmark er ca. 4.1 millioner personer stemmeberettigede hvoraf ca. 3.6 millioner (ca. 86%) gør brug af deres stemme til folketingsvalg. Ved at fastsætte antallet af underskrifter ud fra antallet af stemmeberettigede er man sikret at systemet skalerer i takt med at befolkningstallet og dens alderssammensætning ændrer sig. Det er ikke tilfældet for systemerne i Svejts og Finland. At sende et forslag til folketingsafstemning kræver således at man kan samle ca. 40,000 underskrifter, mens en folkeafstemning kræver ca. 120,000.

Vi forestiller os at der bliver lavet et system som udbygning på det nuværende hvor man kan indsende et forslag for et relativt beskedent beløb (et par tusind, alt efter færdigheden af det forslag man kommer med). Pengene går til at forslaget bliver gennemgået og måske rettet af en jurist, så det kan være juridisk bindende i tilfælde af at det bliver vedtaget. Alle godkendte forslag indsættes i et system hvor alle kan se alle forslag og hvor hvert forslag har en profilside hvor dem som har fremsat det kan indsætte information, links osv.. Enhver med stemmeret kan stemme på så mange forslag de ønsker. Dette gøres for at undgå strategiske afstemninger. Man kan kun afgive sin stemme til et forslag ved at logge ind med NemID som ved det nuværende system hvilket sikrer systemet mod at blive oversvømmet med falske navne.

VI forestiller os at i takt med at forslagene samler stemmer, så vil medieopmærksomheden følge efter. Forslag som er tæt på de 1% eller 3% vil nok få meget medieopmærksomhed, som er folkets måde at indirekte tvinge medierne til at tale om de folket gerne vil tale om, i stedet for mediernes egen agenda.

Spionering ad bagvejen

Søren Pind, ministeren som tragikomisk kalder sig selv frihedsminister, har netop fremsat forslag om at “Spredning af IS-propaganda skal koste op til seks års fængsel“. Udover at være endnu et tåbeligt tiltag på at begrænse ytringsfriheden med vage love, så lader det ikke umiddelbart til at have noget med overvågning at gøre, men det har det.

Læs videre “Spionering ad bagvejen”

Falske voldtægtsanklager og retssystemet

Artiklen her blev første gang bragt på Manfo i 2013. Men da Manfo er lukket, så bringer vi den nu her da den stadig er relevant.

En ung kvinde blev fornyligt dømt for at have løjet for retten ved at fremsætte en falsk voldtægtsanklage. Hun blev straffet med 20 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste. Avisen kalder det for “dyrt”. Det ville jeg kalde mildt. Jeg blev derfor nysgerrig og satte mig for at undersøge emnet. I denne artikel opsummeres mine fund og betragtninger. Jeg har begrænset mig til voldtægt mellem mænd og kvinder, hvor manden er gerningsmanden. Det er langt det mest normale, men der findes også homoseksuelle voldtægter (specielt i fængslerne), og voldtægter med omvendt kønsfordeling.

Læs videre “Falske voldtægtsanklager og retssystemet”

Fremtidens bilisme

Uber har på relativ kort tid formået at disrupte markedet for taxakørsel i mange lande. Det er på trods af juridiske problemer (også i udlandet). Når en ny teknologi vinder frem på trods af juridiske forsøg på at stoppe den (tænk fx Bittorent, men se også denne artikel med andre historiske eksempler), så er det et tegn på at den er en del af en vigtig teknologisk udvikling. Uber i sig selv er kun et lille skridt mod en langt større ændring som er på vej, hvilket jeg vil forsøge at skitsere i denne artikel.

Læs videre “Fremtidens bilisme”