Forleden skrev vi om Helmuths kronik om indvandring og demokrati. I mellemtiden er der kommet en ny regering og de har udgivet et regeringsgrundlag som er værd at diskutere. Det er imidlertid også sket at 5 forskere (i alt 6 personer) har skrevet en indlæg med titlen: Misbrug af naturvidenskab i demokratidebatten: Den ”kolde vinter teori” er videnskabeligt fupmageri. Det er en ret stærk udmelding, som er værd at se nærmere på. Deres skriv kan fint behandles under to hovedemner: det faktuelle og det ikke-faktuelle. Det første handler om hvad der er sandt eller måske blot hvad vi har evidens for om emnet. Det andet omhandler retorik, politik og deslige. Siden at de har blandet deres faktuelle påstande med deres retorik, så citerer jeg med udeladelser for at holde tingene adskilt.

Det faktuelle

Helmuth Nyborg foreslår, at danskernes særlige altruistiske adfærd, høje intelligens og demokratiske sindelag er genetisk betinget og dermed ikke enhver beskåret. Nyborg påstår at tage udgangspunkt i en videnskabelig bevisførelse for, at nordboere er både mere intelligente og bedre til at samarbejde end sydboere.

Er nordboere mere intelligente? Hertil skal det siges at hvad det virkelig handler om i følge kold vinter teori er hvor svært miljøet var at overleve i. Det er denne del som tænkes at føre til større selektion for intelligens og derfor (gennemsnitligt) smartere populationer via naturlig selektion. Det er koldere nord for ækvator, men det er også koldere syd for ækvator. Dermed giver det generelt mere mening at tale om absolut breddegrad (latitude), som er afstanden til ækvator hvad enten denne er nord eller syd. I vores forrige indlæg så vi at lande med koldere vintre også har højere nationale IQer. Figuren nedenfor ses sammenhængen med absolut breddegrad.

abs_lat_iq

(Data fra megadataset 2.0o)

Vi ser altså en stærk sammenhæng med landenes nationale IQer og deres afstand til ækvator.

Hvad med bedre til at samarbejde? Der er flere måder man kan gå til værks. Økonomen Garett Jones har argumenteret for præcis samme påstand i sin nylige bog The Hive Mind. (Anmeldelser af den her og her.) Garett Jones citerer en række studier hvor man har set på folks villighed til at samarbejde på diverse måder og deres IQ (typisk approksimeret via SAT scorer). Der er lavet en meta-analyse af en type af studie: fangens dilemma (prisoner’s dilemma) Jones, G. (2008). Are smarter groups more cooperative? Evidence from prisoner’s dilemma experiments, 1959–2003. Journal of Economic Behavior & Organization, 68(3), 489-497.

Are more intelligent groups better at cooperating? A meta-study of repeated prisoner’s dilemma experiments run at numerous universities suggests that students cooperate 5–8% more often for every 100-point increase in the school’s average SAT score. This result survives a variety of robustness tests. Axelrod [Axelrod, R., 1984. The Evolution of Cooperation. Basic Books, New York] recommends that the way to create cooperation is to encourage players to be patient and perceptive; experimental evidence suggests that more intelligent groups implicitly follow this advice.

Standardafvigelsen for SAT scorer er omkring 100, så de citerede 5-8% er det samme tal for omkring 15 IQ. Hovedtesen i Jones’ bog er at disse relativt små forskelle i samarbejdsvillig forstærkes på gruppeniveau således, at de nationale forskelle i samarbejdsevner bliver meget store.

Som forklaring på danskernes mange attråværdige karaktertræk inddrager Nyborg den såkaldte ”kold vinterteori“. Ifølge denne teori … har overlevelsen under de kolde vintre på den nordlige halvkugle befordret uegennyttigt samarbejde og høj begavelse. Dermed mener Nyborg at kunne forklare en påstået nord-syd-gradient i intelligens med en IQ på omkring 70 i Afrika og omkring 100 i Nordeuropa.

Vi gennemgik de store IQ forskelle tidligere, men det er værd at pointere at disse er ganske reelle. Man kan se forskelle på omtrent de samme størrelser uanset om man bruger piagetiske tests, skolastiske tests eller forskellige standard IQ tests. Det kan ikke undre for disse tests måler mere eller mindre det samme: g-faktoren. Det gælder især på gruppeplan.

Problemet er blot, at hverken ’kold vinter-teorien’ eller den påståede IQ forskel nyder nogen som helst form for accept blandt fagfolk.

Hvilke fagfolk? Differentialpsykologerne — dem som faktisk studerer IQ mv. — anerkender generelt de store nationale forskelle. Det som primært diskuteres er 1) deres årsager, 2) i hvor høj grad de kan forventes at blive mindre med tiden. Søger man på “national IQ” på Google Scholar får man omtrent 850 resultater. Siden at forskningen i dette emne ikke har været i gang i så lang tid (startede først rigtigt i 2002 med udgivelsen af IQ and the Wealth of Nations), så tyder det fint på at der er mange akademikere som diskuterer emnet. Dertil kommer at de ofte kaldes for andre ting, såsom PISA forskelle. Figuren herunder viser den næsten perfekte sammenhæng mellem landenes gennemsnitlige PISA og deres nationale IQer.

pisa_iq

Landenes er næsten identisk rangeret og tilmed er forskellene generelt i samme størrelsesorden. Hvis vi vælger to lande, så kan vi sammenligne størrelserne på en fælles skala (Cohen’s d). Fx Danmark og Peru. Landene har estimerede nationale IQer (i datasættet fra 2012 som i nogen grad er mangelfuldt!) på henholdsvis 97.2 og 84.2. Forskellen er altså på 13 IQ. Standardafvigelsen for IQ er 15, så forskellen er på 0.87 d. Danmarks PISA score er på 498 og Perus på 375, en forskel på 123 PISA points. Standardafvigelsen for PISA er omkring 90 (indenfor en befolkning). Ergo, forskellen er på 1.40 d. Tallet er del større end IQ tallet, nok af 2 grunde. For det første er Danmarks IQ nok underestimeret i dette datasæt. Det rigtige tal er nok omkring 100, måske lidt mere. Referencen 100 her er sat til den britiske (Greenwich mean IQ per analogi med Greenwich mean time). Bruger man 100 i stedet for Danmark er IQ forskellen mellem Danmark og Peru på 1.10 d. For det andet er skolesystemet temmelig mangelfuldt i Peru og børnenes skolastiske evner kan derfor forventes at være forringet i forhold til deres IQ.

Vi kan gøre essentiel det samme for alle landene på én gang hvis vi skalerer PISA og IQ dataene til den samme skala. Jeg har gjort det ved at sætte det laveste land til 0 og dividere med standardafvigelsen. Resultatet ses i figuren herunder.

pisa_iq_zz

Så, generelt er forskellene på PISA scorerne lidt større. De østasiatiske lande ligger på omkring 1.80 d over det laveste land, mens tallet kun er omtrent 1.70 d på IQ skalaen.

Hvordan kunne sumerere og egyptere grundlægge de første, kendte bysamfund? Hvorfor var religion og videnskab på det indiske subkontinent meget tidligt på et højt kulturelt stade? Kender Nyborg til den stærke påvirkning fra Mellemøsten i vores bronzealderkultur? Hvorfor blomstrede filosofi og demokrati først hos grækerne i deres varme Middelhavsområde? Hvordan kan kristendommen og dens altruisme være blevet grundlagt hos jøderne? Stik imod Nyborgs udsagn burde man vel snarere argumentere, at nordboerne var sene til at vågne op til dåd.

Argumentet er implicit i regnen af spørgsmål, men kan måske skrives lige ud således:

  1. Forskellene på de nationale IQer skyldes alene genetiske forskelle.
  2. Disse genetiske forskelle var de samme for flere tusind år siden.
  3. Men, gennem historien har forskellige lande og grupper været de dominerende med hensyn til kultur.
  4. Et lands relative kulturelle formåen kan alene forklares med IQ.

Konklusionen er heller ikke givet, men målet er nok at tilbagevise (1). Men, når argumentet gøres så tydeligt, så kan man nemt se at det er et dårligt argument:

Nyborg ignorerer desuden, at den nordiske vinter faktisk er mild i forhold til Sibirien, Mongoliet eller Afghanistan –  områder, hvor Nyborg ikke mener, at kundskabens lys brænder med generende styrke, og hvor demokratierne for tiden har trange kår.

Argumentet angriber en stråmand. Det virker kun på en model som følgende:

  • Alle populationsforskelle i IQ kan forklares med forskelle i deres selektion mht. kolde vintre.

Men ingen har fremsat denne model. Forskere har diskuteret andre ting såsom størrelsen på befolkningen, sæsoner mv.

Endvidere kan uperfekte sammenhænge — delvise forklaringer — ikke tilbagevises med undtagelser. Der er altid undtagelser til uperfekte sammenhænge. Rygning forårsager cancer, men ikke alle der ryger får cancer. Skal vi konkludere at rygning alligevel ikke forårsager cancer? Nej. Der er andre årsager til cancer (fx asbest), men rygning er en af dem.

… alle mennesker, som bor uden for ‘Afrika syd fra Sahara’, er meget tæt beslægtede, mens de forskellige folkeslag inden for Afrika er meget mere forskellige fra hinanden. Genetisk set er den foreslåede ’nord-syd-gradient’ derfor videnskabeligt set det rene sludder.

Der er to fejl her. Det første omhandler de relative genetiske forskelle på menneskegrupper (en af forskerne bag kritikken arbejder indenfor dette felt). Det er rigtigt at det meste variation findes blandt afrikanere. Det skyldes dog primært stiftereffekten (founder effect). Kun et relativt lille antal mennesker forlod Afrika, og alle ikke-afrikanere nedstammer denne relativt lille gruppe. De har derfor formindsket genetisk variation. Det samme fænomen ses mange steder, fx i Quebec. Den variation som formindskes er primært non-kausal variation (‘junk DNA’), altså variation i vores DNA som ikke har nogen effekt, og den er derfor irrelevant for kausale modeller for forskelle i polygenetiske træk. (Polygenetiske træk er træt som har mange forskellige genetiske årsager. Ofte tusindvis.)

Den anden fejl laves kun indirekte. Argumentet går på at de forskellige menneskelige populationer er temmelig tæt beslægtede. Ofte gives tallet at kun omkring 12% af den genetiske variation findes på tværs af grupper (fst = .12, fst = fixation index). Den implicitte konklusion er, at menneskelige grupper derfor ikke kan være meget forskellige i polygenetiske træk. Fejlen er så normal at den er opkaldt efter ham som kendt for at fremsætte den i 1972: Lewontins fejlslutning (Lewontin’s fallacy). Der gives aldrig nogen særlig begrundelse for hvorfor tallet 12% (eller 5% eller 15%) skulle være et problem for genetiske modeller om forskellene i kvantitative træk. Lewontin selv skrev:

When we consider the remaining diversity, not explained by within-population effects, the allocation to within-race and between-race effects is sensitive to our racial representations. On the one hand the over-representation of aborigines and Oceanians tends to give too much weight to diversity between races. On the other hand, the racial component is underestimated by certain arbitrary lumpings of divergent populations in one race. For example, if the Hindi and Urdu speaking peoples were separated out as a race, and if the Melanesian peoples of the South Asian seas were not lumped with the Oceanians, then the racial component of diversity would be increased. Of course, by assigning each population to separate races we would carry this procedure to the reductio ad absurdum. A post facto assignment, based on gene frequencies, would also increase the racial component, but if this were carried out objectively it would lump certain Africans with Lapps! Clearly, if we are to assess the meaning of racial classifications in genetic terms, we must concern ourselves with the usual racial divisions. All things considered, then, the 6.3% of human diversity assignable to race is about right, or a slight overestimate considering that Hpop is overestimated.

It is clear that our perception of relatively large differences between human races and subgroups, as compared to the variation within these groups, is indeed a biased perception and that, based on randonly chosen genetic differences, human races and populations are remarkably similar to each other, with the largest part by far of human variation being accounted for by the differences between individuals.

Human racial classifcation is of no social value and is positively destructive of social and human relations. Since such racial classification is now seen to be of virtually no genetic or taxonomic significance either, no justification can be offered for its continuance.

Hvis du læser dette og tænker: hvordan kommer han fra 6.3% (14.6% længere oppe) til at raceklassifikationer ikke har nogen social værdi osv., så har du set problemet. Tallet har ingen nærmere sammenhæng med konklusionen (non sequitur).

Det menneskelige genom er nærmest ufatteligt langt: omkring 3.1 milliarder basepar. Langt de fleste basepar varierer aldrig fra person til person. Der findes omkring 56 millioner variationer, hvilket er omkring 1.8% af genomet. (Dette tal inkluderer meget sjældne variationer, så i praksis taler man i stedet om SNPs.) Tager man 6.3% af dette tal får man omtrent 3.5 millioner variationer. Dette er tallet for forskellene på tværs af racegrupperne i Lewontins opgørelse. Hvis man tænker på at variation i blot et enkelt gen ofte kan betyde forskellen mellem liv eller død, eller blot livslang sygdom, så ser man, at 3.5 millioner variationer er rigeligt med variationer til at det kan rumme genetiske raceforskelle. Der findes bogstavelig vis tusindvis af sådanne arvelige sygdomme som kun involverer et enkelt gen.

For at sætte tingene i perspektiv, så findes der et enkelt gen som styrer om man udvikler sig til mand eller kvinde. Genet sidder på Y-kromosomet, men kan i sjældne tilfælde ved en fejl kopieres over på en person med to X kromosomer, hvilket fører til en lettere misdannet mand. Mange ved slet ikke at de har sygdommen. Genet er kun 886 basepar langt og fylder udgør kun 0.0016% af de basepar som varierer hos mennesker, men alligevel er effekten meget stor.

En gennemsnitlig forskel i et polygenetisk træk på tværs af grupper ville ses ved at generne for plus-varianterne hos den ene gruppe blot er en smule mere normale end hos den anden gruppe i gennemsnit. Det vides ikke præcist hvor mange gener der er for højde, men tallet er nok i retning af 10 tusind med en effektstørrelse vi kan finde. Hvis fx danskere har en gennemsnitlig frekvens på disse gener på 50% og den gennemsnitlige frekvens kun er 45% hos japanere, så ville dette nemt kunne resultere i en gennemsnitlig højdeforskel på omkring 10 cm (181.4 for Danmark, 170.8 for Japan). Forskere arbejder lige nu på at forsøge at finde sådanne gruppeforskelle og ikke kun i IQ, men træk som højde og BMI.

Det ikke-faktuelle

Misbrug af naturvidenskab … videnskabeligt fupmageri … Nyborg bruger faktuelt forkerte informationer som indpakning for slet skjult racisme … misbrug af videnskabelige termer og begreber … Ifølge denne teori, som var ganske populær i 1930’erne og blandt andet blev promoveret af Johannes V. Jensen, …  Nyborg har en blind og fuldstændig forkert opfattelse af den genetiske mangfoldighed i den danske befolkning … at give holdningerne en evolutionsbiologisk eller genetisk begrundelse er rendyrket vrøvl.

Det er en underlig serie påstande blandt med negativt ladede udtryk.

  • Hvilken naturvidenskab er blevet misbrugt? Påstanden er i overskriften, men nævnes ikke specifikt i teksten. Det er en underlig påstand da emnet er samfundsvidenskab.
  • Videnskabeligt fupmageri. En fupmager er en som med vilje forsøger at snyde andre. Men der er ingen diskussion af noget som skulle tyde på at Helmuth ikke er sandfærdig i sine påstande. Bemærk at dette ikke betyder at de er sande, men de er ikke løgnagtige.
  • Racisme nævnes, men ingen eksempler gives. Hvori består det racistiske? De gennemsnitlige forskelle i IQ ses også i PISA dataene. Er PISA resultaterne racistiske? Er det racistisk at sige at afrikanere og indere oftere lider af genetiske sygdomme som sickle cell, og at finnere oftere lider af andre? Er det racistisk at sige at hollændere har gener som gør dem højere end kinesere?
  • Hvorfor nævnes det at teorien var populær i 30erne? Teorien er tilsyneladende første gang fremsat af Herodot i det famle Grækenland, men det er ligegyldigt hvem der har fremsat en teori første gang., ligesom det også er ligegyldigt om tvivlsomme personer synes godt om en teori.

Bolden og ikke manden. At man er nødt til at sige det til en række forskere tyder på, at deres uenighed med indlægget kommer andetstedsfra.

Published by Emil

Forsker, alt-mulig-mand