Helmuth og evolutionsbiologerne

Vi har tidligere skrevet om to kritikker af Helmuth Nyborgs kronikker om indvandring. Der er udkommet en tredje kritik som vi vil se på i denne artikel, men der findes faktisk endnu en. Denne vurderede jeg var så ringe, at den ikke var værd at kommentere på.

Den nye kritik er mere sober og faktuel, måske fordi den er skrevet af nogen som læst lidt på lektien først og som besidder generel viden på emnet. De fleste af dem arbejder professionelt med evolution og genetik (dermed evolutionsbiologerne). Ingen af dem besidder ekspertviden om differentialpsykologi og dermed måske problemet. Artiklen starter således:

Der er en lang række fejl i Nyborgs viden om og fortolkning af evolutionsbiologisk forskning. Som evolutionsbiologiske forskere fokuserer vi i det følgende på de videnskabelige aspekter af Nyborgs argumenter, der er fejlbehæftede og udokumenterede – og derfor uegnede til at informere den politiske debat.

I sin natur er det ret svært at dokumentere ting i kronikker i aviser da det ikke er tilladt at bruge ordentlige kildereferencer. Forfatterne selv giver heller ikke præcise kilder, men det kan de ikke bebrejdes for.

1) Der er ikke evidens for, at genetik forklarer forskelle i iq mellem etniske grupper.

Det er ikke rigtigt. Der er masser af indirekte evidens. Der er en relativ mangel på direkte evidens, primært fordi den relevante data ikke forefindes, eller når den gør, så er den gemt væk, så det er svært at få adgang til den. Det er relativt enkelt at afgøre denne debat en gang for alle. Men det gør kritikerne ikke, eller hvis de gør, så udgiver de ikke resultaterne derfra. Senere i denne artikel kommer vi ind på noget af det direkte evidens.

Det ville tage for lang tid at gennemgå alt evidensen her, men den er relativt velkendt blandt eksperter og har været det siden 1970erne. Arthur Jensens opsummeringer på emnet er de bedste. De kan findes i Jensen 1973, Jensen 1998 og Rushton og Jensen 2005. Til 2005 udgaven findes der også svar fra flere kritikere. Hvis man gerne vil læse kritikernes egne opsummeringer, så kan man læse Brody 2003, Nisbett 2009, og Colman 2016. Bemærk at den ene af disse blev skrevet til en 2003 bog som Helmuth selv var redaktør af. Der er således ikke tale om at Helmuth ikke vil medtage kritiske værker.

Der er mange studier, der dokumenterer forskelle i iq mellem grupper, også mellem etniske grupper. Der er imidlertid langt større variation mellem individer inden for etniske grupper end mellem grupperne.

Det første er korrekt, men det sidste kommer an på hvilke grupper der sammenlignes. Den mest hyppige sammenligning er mellem ‘hvide’ (primært genetisk europæere) og ’sorte’ (delvist opblandede vestafrikanere) i USA, primært fordi at det meste data på emnet omhandler de to grupper. Man kunne jo fx ikke lave studier af etniske forskelle i 1970erne i Danmark eller de fleste europæiske lande, grundet at der ikke fandtes større etnisk variation i landet. Forskellen på hvide og sorte i USA er på omtrent 1 standardafvigelse (d) eller 15 IQ. Grafisk set ser det nogenlunde således ud:

blaa-roed-1-sd

(Figuren er lavet med den interaktive visualisering man kan finde her.)

Den stiplede linje viser grænsen for top 2% af befolkningen med 100 IQ, som er det som Mensa kræver. Man kan således se at selvom populationerne overlapper meget, så er forskellen i fordelingernes haler ret stor: der er 18 gange så mange blå personer over grænsen som røde. Det skyldes at man for at komme over 130 IQ skal være 2 d over gennemsnit som blå person, men 3 d over gennemsnit som rød person.

I Danmark er forskellen på indvandrere og danskere lidt under 1 d, cirka 13.7 IQ (.91 d). Det er faktisk større end man ville forvente ud fra indvandrernes oprindelseslande (89.9 IQ). Det tyder derfor på at det danske miljø ikke har påvirket deres IQ i positiv retning. Det kunne også indikere negativt selektion for IQ. Man kan ikke sige det ud fra disse tal alene.

Til sammenligning er forskellen på mænd og kvinders højde cirka 15 cm. Figuren herunder viser selv-rapporteret højde for cirka 2,500 hvide amerikanere.

sex_height

(Data fra NHANES 2013.)

Jeg benytter her amerikansk data da jeg ikke er bekendt med et åbent dansk datasæt. De fleste personer kender en meget høj kvinde eller meget lav mand, men næsten alle har bemærket kønsforskellen i højde. Da standardafvigelsen for højde er omtrent 7.3 cm (indenfor begge køn), så svarer forskellen til cirka 2 d. Sådanne forskelle i IQ findes også på tværs af etniske forskelle i verden. Måske endda 3 d hvis man ser på Ashkenazi jøder (den smarteste gruppe, nogle estimater på 115 IQ i gennemsnit) og afrikanere i Afrika eller Aboriginers i Australien (de laveste grupper, de fleste estimater på 70-75 IQ omend datakvaliteten er relativt dårlig).

I praktiske tal betyder en forskel på 1d, at cirka 84% personer af personer fra den gruppe med det højere gennemsnit vil være over gennemsnittet for den lavere gruppe. Med andre ord, cirka 16% af den lavere gruppe vil være over den højere gruppes gennemsnit. Man kan bruge denne interaktive visualisering til selv at få en fornemmelse for tallene andre tal.

Forskerne taler i stedet om variation. Det kan man godt, men det er en dårlig måde at se på tingene på. Forklaringen på dette er kompliceret og vil ikke blive givet her (se Hunter og Schmidt 2004).

Det er desuden vigtigt at forstå, at det er svært entydigt at bestemme den genetiske andel af forskellene. Nogle studier viser, at op til 70 pct. af et barns iq kan forklares ved hjælp af forældrenes iq. Det betyder dog langt fra, at iq er genetisk bestemt i samme omfang.

Såfremt man ikke er bekendt med adfærdsgenetik, bør man starte med at læse vores introduktion.

Forskerne her blander to ting sammen: arveligheden af IQ forskelle indenfor en gruppe (kaldet within group heritability; indenforgruppe arvelighed) og arveligheden af IQ forskelle på tværs af grupper (between group heritability, mellemgruppe arvelighed). Disse to tal er ikke det samme og kan være meget forskellige. Det er muligt at forskelle indenfor en gruppe er 100% genetiske mens at gruppeforskelle er 0% genetiske, dog usandsynligt. Emnet er diskuteret i detaljer i Jensen 1998 og i Sesardic 2005.

Der findes et meget stort antal studier af IQs arvelighed (>100). I den senere tid er der blevet lavet et større antal studier med meget stor sample size. Herunder ses resultaterne fra nogle store studier sammenlignet.

holland-iq-arvelighed

Kilde: Bouchard, T. J. (2013). The Wilson effect: the increase in heritability of IQ with age. Twin Research and Human Genetics, 16(05), 923-930.

Generelt ses det at arveligheden blandt børn kan være lav, ned til 20% i et studie for 5-årige. Arveligheden stiger med alderen og når ofte omkring 80% hos voksne, uanset hvilken metode som bruges (2 studier fandt 85%, 1 studie fandt 74%; dette særligt gode metodologiske studie fandt 86%). Det er værd at holde i mente.

Ved brug af avancerede metoder fra genomforskningen og datasæt bestående af tusinder af mennesker har man kun fundet få gener, som tilsammen forklarer en lille del af variationen i iq.

Forskerne refererer her til GWAS — genome wide association studies (studier af associationer på tværs af hele genomet). IQ, eller rettere generel intelligens som er det træk som IQ tests primært måler, er påvirket af et meget stort antal gener hver med lille effekt (måske 10,000). Da mennesker har omtrent 3 milliarder gener hvoraf i retning af 10 millioner varierer meningsfuldt mellem personer, så er det derfor en meget svær opgave at finde de små nåle i den store høstak. Der kræves samples på mange tusind mennesker, over 100 tusind faktisk. Det er svært at finde så store datasæt hvor man har målt IQ. I stedet benytter forskerne derfor uddannelse som en stedfortræder (proxy). Uddannelse er ikke perfekt korreleret med IQ, korrelationen er omtrent 0.56 (Strenze 2007). I det seneste GWAS (Okbay et al 2016) brugte man data fra over cirka 294 tusind personer. Da fandt man 162 gener (SNPs). I en uafhængig analyse (Selzam 2016) kunne man bruge disse til at forudsige cirka 9% af variationen i uddannelse i en stor gruppe af 16-årige i Storbritannien. Det svarer til en korrelation på 0.30 og er ret stort i forhold til andet socialvidenskab. Hvad med IQ? Her kunne man kun forudsige 3.5% dvs. en korrelation på .19. Såfremt at vi kan finde ud af hele den genetiske forklaring, så ville man teoretisk kunne forudsige IQ med en korrelation på .89 (givet arvelighed på 80%).

Det understreger, at iq er en meget kompliceret egenskab, som består af både miljømæssige og arvelige faktorer.

Hvor meget man kan forudsige lige nu har ingenting at gøre med hvor kompliceret et træk er. Det har at gøre med arveligheden, den genetiske arkitektur, statistisk modellering og hvor mange personer vi har data fra. Man kunne heller ikke finde gener for højde i mange år fordi man ikke havde nok personer, men da man begyndte at få nok personer, så kunne man sagtens finde generne (Wood 2014).

Da mennesket er en art med særdeles kompleks adfærd, er det endda svært at skelne mellem den direkte genetiske arv og den sociale arv (f.eks. hvor meget børn stimuleres intellektuelt af deres forældre).

Forskerne lader til at være forvirrede. Hele ideen med adfærdsgenetik og GWAS er netop at man godt kan skelne mellem genetik og miljø. Forskerne er muligvis forvirrede grundet, at man på dansk også bruger ordet arv til at tale om miljøeffekter fra forældrene (social arv). Det gør man ikke med det engelske ord, heritability.

Videnskabelige studier, der med sikkerhed kan skelne mellem genetiske og miljømæssige faktorer, kræver komplicerede avlseksperimenter, der ikke er mulige i mennesker.

GWAS kan med temmelig stor sikkerhed skelne mellem genetiske miljømæssige faktorer. Man benytter kun genetisk urelaterede personer i disse studier så de har ikke noget miljø til fælles (delt miljø, jf. terminologien indenfor adfærdsgenetik).

Det, der kommer nærmest, er studier af adopterede børn. Andrew Colman har gennemgået litteraturen og i et studie i tidsskriftet Personality and Individual Differences dokumenteret, at adopterede børns iq primært bestemmes af deres sociale og ikke deres etniske baggrund. Børn, der vokser op under samme sociale forhold, har mere ens iq, uanset etnisk ophav, end børn, der vokser op under forskellige sociale forhold.

Det studie som Colman citerer er Moore (1986). Studiet involverede to grupper af 23 sorte børn i alderen 7-10 år i USA (den lave alder betyder lav arvelighed). Den ene gruppe blev adopteret af hvide og den anden af sorte forældre. Man fandt at gruppen som blev adopteret af hvide var omtrent 1 d over dem som blev adopteret af sorte. Det tyder således på at forskelle i opdragelse forklarer 100% af forskellen mellem hvide og sorte i USA.

Studiet er aldrig blevet gentaget, og med de meget få antal personer i grupperne så kan resultaterne ikke bruges til ret meget. Det ville være ekstremt naivt at basere sin holdning på så lidt data. Den nuværende replikationskrise i socialvidenskab og medicin reflekterer det faktum at forskere i årtier har benyttet for små samples, tvivlsomme forskningsmæssige metoder (QRPer), lavet statistiske fejl i fortolkningen af p-værdier samt har en stærk tendens til kun at udgive studier som gav det resultat de syntes om. Hertil kommer problemerne med metodevariation som kan have store effekter og den relaterede p-hacking, samt den ekstreme politiske bias i socialvidenskab. Af disse grunde bør man i den grad være skeptisk overfor meget små studier fra 1980erne som aldrig er blevet gentaget og som forsøger at drage vidtgående konklusioner i den retning som den sociale ideologi på området synes om.

Effekten af miljøforhold på iq er også tydelig i videnskabelige studier af uddannelsesmæssig baggrund. For hvert års yderligere skolegang stiger iq.

Forholdet mellem IQ og uddannelse er meget diskuteret. Smartere mennesker får længere uddannelse og kausaliteten går med sikkerhed fra IQ til uddannelse. Går den også den anden vej? Det er sværere at sige. Man kan ikke bare måle på voksne fordi en positiv sammenhæng mellem IQ og uddannelse er forventet der på basis af at IQ forårsager uddannelse. Der findes en række naturforsøg hvor børn af tilfældige årsager er blevet givet mere eller mindre uddannelse. Det sker typisk i forbindelse med politiske reformer der blev indført på forskellige tidspunkter i forskellige dele af landet. Disse studier (fx Brinch 2012) viser generelt at IQ scorer kan forsøges med mere uddannelse, i hvert fald hos børn eller teenagere og på kort sigt. Ingen af disse studier har dog undersøgt om det er den generelle intelligens som stiger, eller andre evner eller træk som IQ tests måler (fx en generel testtagningsevne eller visuelle evner). Emnet er statistisk kompliceret og vil ikke blive gennemgået i detaljer her (læs fx te Nijenhuis 2014, Jensen 1989). Spørgsmålet er vigtigt fordi massiv forskning viser at det er den generelle intelligens som giver IQ tallene deres brugbarhed, ikke de mere specifikke evner (Jensen 1998, Ree et al 2003).

Der findes dog et enkelt relativt simpelt studie som har set på spørgsmålet om kausalitet fra uddannelse til IQ og som er værd at gennemgå (Ritchie 2015). De havde ikke personer som ved tilfældighed var blevet givet mere eller mindre uddannelse, men de havde personer for hvilket man har målt IQ som børn (11-årige), IQ som gamle (70-årige), og hvor man har deres uddannelsesniveau. Man kan derfor udregne forskellen i IQ mellem de to aldre og se på om der er sammenhæng med uddannelse, sådan som en kausal effekt af uddannelse ville forudsige. Man ser en positiv forskel som forventet. Deres metode til at finde ud af hvordan kausaliteten virker bestod i at sammenligne modeller hvor man antager at uddannelse forøger den generelle intelligens med modeller hvor man ikke antager dette, men i stedet antager at uddannelse forøger nogle af de specifikke evner i stedet (fx ordforråd). Man fandt at den model hvor uddannelse ikke forøgede den generelle intelligens passede bedst på dataene. Studiets design er ikke helt optimalt, så man må vente med at drage stærke konklusioner til der kommer flere studier.

Evolutionsgenetisk teori forudsiger, at intelligens er påvirket af genetisk variation, men som beskrevet viser de videnskabelige fakta, at miljøet oftest spiller langt den største rolle for forskelle i iq mellem etniske grupper. Dette bakkes op af omfattende studier, som f.eks. vist af Richard E. Nisbett og kolleger i tidsskriftet American Psychologist.

Nisbett et al. (2012) citerer ikke nogle omfattende studier for dette. De citerer derimod en række gamle, små studier, herunder Moore (1986) som blev diskuteret ovenfor. Nisbett (2009) citerer heller ikke nogen.

Med en enkelt uklar undtagelse findes der ingen større studier som viser resultater som passer med en ren miljø model. Nogle tal fra Storbritannien viser at nogle sort-hvid gruppeforskelle på et skolemål (GCSE) er faldet og i nogle tilfælde forsvundet eller har omvendt fortegn. Det er sket i perioden 1991-2006. Underligt nok viser andre beregninger på de samme tal det modsatte mønster. 2012 PISA data fra Wales, som er en del af Storbritannien viser den sædvanlige 1 d forskel på sorte og hvide. Det er temmelig underligt.

2) “Kold vinter-teorien” er faktisk “kold vinter-fantasien”

Nyborgs argumenter baserer sig på den såkaldte “kold vinter-teori”, som siger, at den evolutionære tilpasning til koldt klima medfører genetisk disponering for altruisme (altså mindre egoisme), demokrati, intelligens og større hjerner. Dette er ikke en teori med bred opbakning inden for det evolutionsbiologiske forskningsfelt. Derimod er den generelt betragtet som udokumenteret spekulation.

Forskere på det evolutionsbiologiske forskningsfelt er de forkerte at spørge da de ikke arbejder med forskelle i menneskelig intelligens. Man kunne lige så godt spørge olieingeniører om klimavidenskab (og det er blevet gjort). Der findes ingen rundspørge af eksperter indenfor differentialpsykologien om plausibiliteten af kold vinter teorien specifikt, men der findes derimod to mere generelle rundspørger om årsagerne til gruppeforskellene. Begge fandt at de fleste eksperter mener at forskellene skyldes både gener og miljø (Rindermann 2016, Snyderman og Rothman 1988). Siden at de fleste forskere indenfor almen evolutionær biologi aldrig har hørt om teorien, så følger det at de heller ikke betragter den som udokumenteret spekulation. Jeg har gennemgået noget af evidensen bag kold vinter teori i vores tidligere indlæg (her og her).

Intelligens og altruisme må bestemt kunne betragtes som gavnlige egenskaber i et koldt klima, men der er ingen grund for at tro, at de er mindre gavnlige i et varmt klima. Teorien bygger på antagelsen om, at det er barskt at leve i egne med koldt klima, men der er ikke videnskabelig evidens for, at et varmt klima er mindre barskt og udfordrende. For eksempel er mennesker, der lever på den afrikanske savanne, hvor det moderne menneske udvikledes, udfordret af uforudsigelig nedbør og tørke. Der er ingen evidens for, at overlevelse i et koldt klima kræver større altruisme eller intelligens end i andre miljøer, der kan være tilsvarende barske og kræve “smarte” løsninger på forskellige udfordringer.

Det virker temmelig usandsynligt at det skulle være sværere at overleve et sted hvor man kan plukke bær og jage året rundt end et sted hvor man skal planlægge til vinteren samt fremstille tøj for at holde sig varm mod kulde og sne. Men lige nu findes der mig bekendt ingen direkte studier af emnet. Forskellene i hjernestørrelse og de nationale IQer stemmer dog overens med kold vinter teorien, hvorimod ingen har produceret noget evidens for den alternative model.

I et omfattende studie fra det anerkendte tidsskrift Science dokumenterede Joseph Henrich og hans medforfattere altruistisk adfærd i forskellige samfund fra Nord- og Sydamerika, Afrika, Asien og Oceanien. Inden for hver verdensdel fandtes stor variation i graden af altruisme, og nogle af de mest altruistiske samfund fandtes i Afrika og Sydamerika.

Det såkaldt omfattende studie (Henrich 2006) består i at sammenligne en række grupper på to simple mål for altruisme (fx ultimatum game). Grupperne var ikke tilfældigt udvalgte eller særlig store. Fx bestod den vestlige af to grupper amerikanere, hhv. 19 studerende og 26 landboere fra Missouri. Hvad kan man konkludere om altruisme ud fra det? Ikke ret meget.

Ingen videnskabelige studier har vist en sammenhæng mellem altruistisk adfærd og den temperatur, der findes det pågældende sted, hvilket betyder, at “kold vinter-teorien” ingen videnskabelig opbakning har – det er en “kold vinter-fantasi”.

Altruisme er svært at måle. Man kan fx måle folks hjælpsomhed overfor fremmede på gaden. Gør man det, kan man fx finde resultater som dem vist i tabellen herunder.

helping

Levine, R. V., Norenzayan, A., & Philbrick, K. (2001). Cross-cultural differences in helping strangers. Journal of Cross-Cultural Psychology, 32(5), 543-560.

Problem med sådanne metoder er, at de blander diverse ting sammen. Kulturer varierer meget i individualisme. Paradoksalt nok er individualisme ofte høj i lande med store velfærdsstater (se fx Stockholm i tabellen), som netop er udtryk for relativ meget kollektivisme. Velfærdsstater omfordeler penge fra nogle personer til andre personer de ikke er genetisk relaterede til, hvilket kunne være en anden måde at måle altruisme på. Man kunne også måle altruisme ved at se på graden af korruption, mordraten eller økonomisk lighed. Disse har velkendt sammenhæng med IQ og nyd-syd gradienten.

Jeg kikkede på en række andre tal, men synes ikke rigtigt at jeg fandt noget generelt mønster i disse data. Måske altruisme er et for vagt begreb til at man kan finde ud af noget særligt med det.

Men hvad med idéen om, at mennesker fra et koldt klima er mere intelligente? Vi har tidligere påpeget, at menneskers intelligensmål er stærkt påvirkede af sociale forskelle. Selv om mennesker fra forskellige verdensdele har genetiske forskelle i fysiske egenskaber, såsom gennemsnitlig højde og hudfarve, spiller miljøet snarere end genetikken langt den største rolle for forskelle i iq mellem etniske grupper.

Vi ved allerede godt at mennesker fra nordlige områder er smartere. Spørgsmålet er om det delvist skyldes genetik eller ej. Forskerne har ikke bevist deres sag ved at citere et ureplikeret studie fra 1980erne med 46 7-10-årige børn.

Som nævnt tidligere er det relativt enkelt at finde ud af om gruppeforskelle er genetiske og i så fald hvor meget. Den simpleste metode er et admiksturstudie. Sådanne studier bruges i udpræget grad indenfor medicinsk genetik (flere hundrede hvis ikke tusinder af studier). Metoden er enkel nok:

Finder man en sammenhæng er det god, men ikke endegyldig, evidens for genetisk kausalitet. Har man gjort det med IQ? Ja, der findes et enkelt studie af omtrent 1100 amerikanske børn som er under review (Kirkegaard og Fuerst). Resultaterne stemte primært overens med en genetisk model, især for sorte. For hispanics var der også en effekt af selverklæret race/etnicitet, som måske skyldes miljøfaktorer eller måske testbias. Mange hispanics er først fornylig indvandret sydfra og har måske ikke de bedste sprogforudsætninger. Der findes en række andre datasæt man skal spørge om adgang til hvor man kan gentage studiet, som vi er ved at forsøge at skaffe adgang til.

For socialstatus (uddannelse, indkomst, osv.) findes der et temmelig stort antal studier. Vi har lavet en meta-analyse af disse, og fandt en gennemsnitlig korrelation mellem europæisk genetisk baggrund og højere socialstatus på cirka .18. Studierne stammer primært fra Latinamerika. Resultater som disse forudsiges af en genetisk forklaring, og hvis de ikke var blevet fundet ville modellen have været modbevist. Men de kan også være konsistent med en kompliceret miljømodel hvor der er ko-variation mellem social status og genetisk baggrund og hvor det racemæssige element kun lader til at have en effekt. Der findes andre metoder som kan teste sådanne ad hoc ’skjult-miljø’ modeller, fx kryptisk admikstur mellem søskende. Et sådan studie er ikke blevet lavet og offentliggjort endnu.

Der findes en række andre linjer af evidens for genetiske raceforskelle. Den nysgerrige læser kan læse de tidligere nævnte opsummeringer. Spørgsmålet bliver uden tvivl afgjort indenfor de næste 10 år.

Hvem skaber problemer til demonstrationer?

I dag kan vi endnu engang læse om at ‘der var tumult’ ved en demonstration i Danmark. Flere kilder dækker demonstrationen (EB, Politiken, JP, dr). Kort fortalt:

Lørdag demonstrerede 50 til 75 personer med nissehuer og dannebrogsflag fra den islamkritiske gruppe “For Frihed”, som tidligere hed Pegida, mod manglende julepynt på Nørrebro i København.

Demonstrationen blev mødt af en moddemonstration, NoPegida, som ifølge Københavns Politi bestod af »nogle flere«.

I forbindelse med demonstrationerne blev 11 personer anholdt. En enkelt for vold mod tjenestemand, mens de andre blev anholdt for bl.a. maskering og hærværk. Der kom ikke nogen reelle konfrontationer mellem parterne, oplyser Københavns Politi.
»Moddemonstranterne har forsøgt at komme tæt på den anmeldte demonstration, så politiet har været nødt til at lægge sig imellem. Der har ikke været en egentlig konfrontation mellem de to demonstrationer, men politiet har været talstærkt tilstede i området for at sikre ro og orden,« siger vicepolitiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard.
Moddemonstranterne gjorde ruten sværere at passere ved at lægge forhindringer ud og antænde bål på gaden.
»De har bygget barrikade, smidt byggemateriale ud på Nørrebrogade nede ved Dronning Louises Bro og antændt et bål længere nede ad Nørrebrogade,« oplyser Skovsgaard.

Mon det er folk i nissehuer som tændte bål, kastede med flasker osv.?

Alle de 11 anholdte var fra moddemonstrationen ”No Pegida”. De er sigtet for blandt andet hærværk og efter ordensbekendtgørelsen, og én er sigtet for vold mod tjenestemand.

For Friheds invitation kan ses på deres Facebook, hvor de inviterer til et juleoptog med varm kakao og pebernødder.

Nuvel, så kunne dette jo være et tilfælde. Hvis man ser optagelser fra andre optog, så er tonen en del anden end blot julehygge. I et tilfælde holdte For Frihed selv en moddemo, dog ikke mod AFA, men mod Hizb ut-Tahrir, en overtag-verden islamisk gruppe. Deres tale kan ses:

Der er kun én måde man kan finde ud af hvem der laver problemer til demonstrationer: med statistik. Vi har kontaktet politiet for at høre om de havde en brugbar database. Det havde de ikke, så vidt de ville sige i hvert fald. Men det er muligt at lave en ved at google og finde avisernes dækning af emnet. Det er journalistarbejde, så det ville være rart med noget samarbejde fra journalisterne. Det kan nok ikke forventes af de sædvanlige politiske årsager.

Vi vil derfor gerne høre fra interesserede som vil være med til at bygge en sådan database. Det kræver ingen specialviden for databasen laves ganske enkelt i et fælles regneark.

demo_database

Arbejdet består således i at identificere demonstrationer og finde ud af hvem der blev anholdt. Hvis det ikke fremgår af aviserne, så må man skrive til den relevante person indenfor politiet.

Databasen kan ses her.

Misbruger Helmuth naturvidenskaben i demokratidebatten?

Forleden skrev vi om Helmuths kronik om indvandring og demokrati. I mellemtiden er der kommet en ny regering og de har udgivet et regeringsgrundlag som er værd at diskutere. Det er imidlertid også sket at 5 forskere (i alt 6 personer) har skrevet en indlæg med titlen: Misbrug af naturvidenskab i demokratidebatten: Den ”kolde vinter teori” er videnskabeligt fupmageri. Det er en ret stærk udmelding, som er værd at se nærmere på. Deres skriv kan fint behandles under to hovedemner: det faktuelle og det ikke-faktuelle. Det første handler om hvad der er sandt eller måske blot hvad vi har evidens for om emnet. Det andet omhandler retorik, politik og deslige. Siden at de har blandet deres faktuelle påstande med deres retorik, så citerer jeg med udeladelser for at holde tingene adskilt.

Det faktuelle

Helmuth Nyborg foreslår, at danskernes særlige altruistiske adfærd, høje intelligens og demokratiske sindelag er genetisk betinget og dermed ikke enhver beskåret. Nyborg påstår at tage udgangspunkt i en videnskabelig bevisførelse for, at nordboere er både mere intelligente og bedre til at samarbejde end sydboere.

Er nordboere mere intelligente? Hertil skal det siges at hvad det virkelig handler om i følge kold vinter teori er hvor svært miljøet var at overleve i. Det er denne del som tænkes at føre til større selektion for intelligens og derfor (gennemsnitligt) smartere populationer via naturlig selektion. Det er koldere nord for ækvator, men det er også koldere syd for ækvator. Dermed giver det generelt mere mening at tale om absolut breddegrad (latitude), som er afstanden til ækvator hvad enten denne er nord eller syd. I vores forrige indlæg så vi at lande med koldere vintre også har højere nationale IQer. Figuren nedenfor ses sammenhængen med absolut breddegrad.

abs_lat_iq

(Data fra megadataset 2.0o)

Vi ser altså en stærk sammenhæng med landenes nationale IQer og deres afstand til ækvator.

Hvad med bedre til at samarbejde? Der er flere måder man kan gå til værks. Økonomen Garett Jones har argumenteret for præcis samme påstand i sin nylige bog The Hive Mind. (Anmeldelser af den her og her.) Garett Jones citerer en række studier hvor man har set på folks villighed til at samarbejde på diverse måder og deres IQ (typisk approksimeret via SAT scorer). Der er lavet en meta-analyse af en type af studie: fangens dilemma (prisoner’s dilemma) Jones, G. (2008). Are smarter groups more cooperative? Evidence from prisoner’s dilemma experiments, 1959–2003. Journal of Economic Behavior & Organization, 68(3), 489-497.

Are more intelligent groups better at cooperating? A meta-study of repeated prisoner’s dilemma experiments run at numerous universities suggests that students cooperate 5–8% more often for every 100-point increase in the school’s average SAT score. This result survives a variety of robustness tests. Axelrod [Axelrod, R., 1984. The Evolution of Cooperation. Basic Books, New York] recommends that the way to create cooperation is to encourage players to be patient and perceptive; experimental evidence suggests that more intelligent groups implicitly follow this advice.

Standardafvigelsen for SAT scorer er omkring 100, så de citerede 5-8% er det samme tal for omkring 15 IQ. Hovedtesen i Jones’ bog er at disse relativt små forskelle i samarbejdsvillig forstærkes på gruppeniveau således, at de nationale forskelle i samarbejdsevner bliver meget store.

Som forklaring på danskernes mange attråværdige karaktertræk inddrager Nyborg den såkaldte ”kold vinterteori“. Ifølge denne teori … har overlevelsen under de kolde vintre på den nordlige halvkugle befordret uegennyttigt samarbejde og høj begavelse. Dermed mener Nyborg at kunne forklare en påstået nord-syd-gradient i intelligens med en IQ på omkring 70 i Afrika og omkring 100 i Nordeuropa.

Vi gennemgik de store IQ forskelle tidligere, men det er værd at pointere at disse er ganske reelle. Man kan se forskelle på omtrent de samme størrelser uanset om man bruger piagetiske tests, skolastiske tests eller forskellige standard IQ tests. Det kan ikke undre for disse tests måler mere eller mindre det samme: g-faktoren. Det gælder især på gruppeplan.

Problemet er blot, at hverken ’kold vinter-teorien’ eller den påståede IQ forskel nyder nogen som helst form for accept blandt fagfolk.

Hvilke fagfolk? Differentialpsykologerne — dem som faktisk studerer IQ mv. — anerkender generelt de store nationale forskelle. Det som primært diskuteres er 1) deres årsager, 2) i hvor høj grad de kan forventes at blive mindre med tiden. Søger man på “national IQ” på Google Scholar får man omtrent 850 resultater. Siden at forskningen i dette emne ikke har været i gang i så lang tid (startede først rigtigt i 2002 med udgivelsen af IQ and the Wealth of Nations), så tyder det fint på at der er mange akademikere som diskuterer emnet. Dertil kommer at de ofte kaldes for andre ting, såsom PISA forskelle. Figuren herunder viser den næsten perfekte sammenhæng mellem landenes gennemsnitlige PISA og deres nationale IQer.

pisa_iq

Landenes er næsten identisk rangeret og tilmed er forskellene generelt i samme størrelsesorden. Hvis vi vælger to lande, så kan vi sammenligne størrelserne på en fælles skala (Cohen’s d). Fx Danmark og Peru. Landene har estimerede nationale IQer (i datasættet fra 2012 som i nogen grad er mangelfuldt!) på henholdsvis 97.2 og 84.2. Forskellen er altså på 13 IQ. Standardafvigelsen for IQ er 15, så forskellen er på 0.87 d. Danmarks PISA score er på 498 og Perus på 375, en forskel på 123 PISA points. Standardafvigelsen for PISA er omkring 90 (indenfor en befolkning). Ergo, forskellen er på 1.40 d. Tallet er del større end IQ tallet, nok af 2 grunde. For det første er Danmarks IQ nok underestimeret i dette datasæt. Det rigtige tal er nok omkring 100, måske lidt mere. Referencen 100 her er sat til den britiske (Greenwich mean IQ per analogi med Greenwich mean time). Bruger man 100 i stedet for Danmark er IQ forskellen mellem Danmark og Peru på 1.10 d. For det andet er skolesystemet temmelig mangelfuldt i Peru og børnenes skolastiske evner kan derfor forventes at være forringet i forhold til deres IQ.

Vi kan gøre essentiel det samme for alle landene på én gang hvis vi skalerer PISA og IQ dataene til den samme skala. Jeg har gjort det ved at sætte det laveste land til 0 og dividere med standardafvigelsen. Resultatet ses i figuren herunder.

pisa_iq_zz

Så, generelt er forskellene på PISA scorerne lidt større. De østasiatiske lande ligger på omkring 1.80 d over det laveste land, mens tallet kun er omtrent 1.70 d på IQ skalaen.

Hvordan kunne sumerere og egyptere grundlægge de første, kendte bysamfund? Hvorfor var religion og videnskab på det indiske subkontinent meget tidligt på et højt kulturelt stade? Kender Nyborg til den stærke påvirkning fra Mellemøsten i vores bronzealderkultur? Hvorfor blomstrede filosofi og demokrati først hos grækerne i deres varme Middelhavsområde? Hvordan kan kristendommen og dens altruisme være blevet grundlagt hos jøderne? Stik imod Nyborgs udsagn burde man vel snarere argumentere, at nordboerne var sene til at vågne op til dåd.

Argumentet er implicit i regnen af spørgsmål, men kan måske skrives lige ud således:

  1. Forskellene på de nationale IQer skyldes alene genetiske forskelle.
  2. Disse genetiske forskelle var de samme for flere tusind år siden.
  3. Men, gennem historien har forskellige lande og grupper været de dominerende med hensyn til kultur.
  4. Et lands relative kulturelle formåen kan alene forklares med IQ.

Konklusionen er heller ikke givet, men målet er nok at tilbagevise (1). Men, når argumentet gøres så tydeligt, så kan man nemt se at det er et dårligt argument:

Nyborg ignorerer desuden, at den nordiske vinter faktisk er mild i forhold til Sibirien, Mongoliet eller Afghanistan –  områder, hvor Nyborg ikke mener, at kundskabens lys brænder med generende styrke, og hvor demokratierne for tiden har trange kår.

Argumentet angriber en stråmand. Det virker kun på en model som følgende:

  • Alle populationsforskelle i IQ kan forklares med forskelle i deres selektion mht. kolde vintre.

Men ingen har fremsat denne model. Forskere har diskuteret andre ting såsom størrelsen på befolkningen, sæsoner mv.

Endvidere kan uperfekte sammenhænge — delvise forklaringer — ikke tilbagevises med undtagelser. Der er altid undtagelser til uperfekte sammenhænge. Rygning forårsager cancer, men ikke alle der ryger får cancer. Skal vi konkludere at rygning alligevel ikke forårsager cancer? Nej. Der er andre årsager til cancer (fx asbest), men rygning er en af dem.

… alle mennesker, som bor uden for ‘Afrika syd fra Sahara’, er meget tæt beslægtede, mens de forskellige folkeslag inden for Afrika er meget mere forskellige fra hinanden. Genetisk set er den foreslåede ’nord-syd-gradient’ derfor videnskabeligt set det rene sludder.

Der er to fejl her. Det første omhandler de relative genetiske forskelle på menneskegrupper (en af forskerne bag kritikken arbejder indenfor dette felt). Det er rigtigt at det meste variation findes blandt afrikanere. Det skyldes dog primært stiftereffekten (founder effect). Kun et relativt lille antal mennesker forlod Afrika, og alle ikke-afrikanere nedstammer denne relativt lille gruppe. De har derfor formindsket genetisk variation. Det samme fænomen ses mange steder, fx i Quebec. Den variation som formindskes er primært non-kausal variation (‘junk DNA’), altså variation i vores DNA som ikke har nogen effekt, og den er derfor irrelevant for kausale modeller for forskelle i polygenetiske træk. (Polygenetiske træk er træt som har mange forskellige genetiske årsager. Ofte tusindvis.)

Den anden fejl laves kun indirekte. Argumentet går på at de forskellige menneskelige populationer er temmelig tæt beslægtede. Ofte gives tallet at kun omkring 12% af den genetiske variation findes på tværs af grupper (fst = .12, fst = fixation index). Den implicitte konklusion er, at menneskelige grupper derfor ikke kan være meget forskellige i polygenetiske træk. Fejlen er så normal at den er opkaldt efter ham som kendt for at fremsætte den i 1972: Lewontins fejlslutning (Lewontin’s fallacy). Der gives aldrig nogen særlig begrundelse for hvorfor tallet 12% (eller 5% eller 15%) skulle være et problem for genetiske modeller om forskellene i kvantitative træk. Lewontin selv skrev:

When we consider the remaining diversity, not explained by within-population effects, the allocation to within-race and between-race effects is sensitive to our racial representations. On the one hand the over-representation of aborigines and Oceanians tends to give too much weight to diversity between races. On the other hand, the racial component is underestimated by certain arbitrary lumpings of divergent populations in one race. For example, if the Hindi and Urdu speaking peoples were separated out as a race, and if the Melanesian peoples of the South Asian seas were not lumped with the Oceanians, then the racial component of diversity would be increased. Of course, by assigning each population to separate races we would carry this procedure to the reductio ad absurdum. A post facto assignment, based on gene frequencies, would also increase the racial component, but if this were carried out objectively it would lump certain Africans with Lapps! Clearly, if we are to assess the meaning of racial classifications in genetic terms, we must concern ourselves with the usual racial divisions. All things considered, then, the 6.3% of human diversity assignable to race is about right, or a slight overestimate considering that Hpop is overestimated.

It is clear that our perception of relatively large differences between human races and subgroups, as compared to the variation within these groups, is indeed a biased perception and that, based on randonly chosen genetic differences, human races and populations are remarkably similar to each other, with the largest part by far of human variation being accounted for by the differences between individuals.

Human racial classifcation is of no social value and is positively destructive of social and human relations. Since such racial classification is now seen to be of virtually no genetic or taxonomic significance either, no justification can be offered for its continuance.

Hvis du læser dette og tænker: hvordan kommer han fra 6.3% (14.6% længere oppe) til at raceklassifikationer ikke har nogen social værdi osv., så har du set problemet. Tallet har ingen nærmere sammenhæng med konklusionen (non sequitur).

Det menneskelige genom er nærmest ufatteligt langt: omkring 3.1 milliarder basepar. Langt de fleste basepar varierer aldrig fra person til person. Der findes omkring 56 millioner variationer, hvilket er omkring 1.8% af genomet. (Dette tal inkluderer meget sjældne variationer, så i praksis taler man i stedet om SNPs.) Tager man 6.3% af dette tal får man omtrent 3.5 millioner variationer. Dette er tallet for forskellene på tværs af racegrupperne i Lewontins opgørelse. Hvis man tænker på at variation i blot et enkelt gen ofte kan betyde forskellen mellem liv eller død, eller blot livslang sygdom, så ser man, at 3.5 millioner variationer er rigeligt med variationer til at det kan rumme genetiske raceforskelle. Der findes bogstavelig vis tusindvis af sådanne arvelige sygdomme som kun involverer et enkelt gen.

For at sætte tingene i perspektiv, så findes der et enkelt gen som styrer om man udvikler sig til mand eller kvinde. Genet sidder på Y-kromosomet, men kan i sjældne tilfælde ved en fejl kopieres over på en person med to X kromosomer, hvilket fører til en lettere misdannet mand. Mange ved slet ikke at de har sygdommen. Genet er kun 886 basepar langt og fylder udgør kun 0.0016% af de basepar som varierer hos mennesker, men alligevel er effekten meget stor.

En gennemsnitlig forskel i et polygenetisk træk på tværs af grupper ville ses ved at generne for plus-varianterne hos den ene gruppe blot er en smule mere normale end hos den anden gruppe i gennemsnit. Det vides ikke præcist hvor mange gener der er for højde, men tallet er nok i retning af 10 tusind med en effektstørrelse vi kan finde. Hvis fx danskere har en gennemsnitlig frekvens på disse gener på 50% og den gennemsnitlige frekvens kun er 45% hos japanere, så ville dette nemt kunne resultere i en gennemsnitlig højdeforskel på omkring 10 cm (181.4 for Danmark, 170.8 for Japan). Forskere arbejder lige nu på at forsøge at finde sådanne gruppeforskelle og ikke kun i IQ, men træk som højde og BMI.

Det ikke-faktuelle

Misbrug af naturvidenskab … videnskabeligt fupmageri … Nyborg bruger faktuelt forkerte informationer som indpakning for slet skjult racisme … misbrug af videnskabelige termer og begreber … Ifølge denne teori, som var ganske populær i 1930’erne og blandt andet blev promoveret af Johannes V. Jensen, …  Nyborg har en blind og fuldstændig forkert opfattelse af den genetiske mangfoldighed i den danske befolkning … at give holdningerne en evolutionsbiologisk eller genetisk begrundelse er rendyrket vrøvl.

Det er en underlig serie påstande blandt med negativt ladede udtryk.

  • Hvilken naturvidenskab er blevet misbrugt? Påstanden er i overskriften, men nævnes ikke specifikt i teksten. Det er en underlig påstand da emnet er samfundsvidenskab.
  • Videnskabeligt fupmageri. En fupmager er en som med vilje forsøger at snyde andre. Men der er ingen diskussion af noget som skulle tyde på at Helmuth ikke er sandfærdig i sine påstande. Bemærk at dette ikke betyder at de er sande, men de er ikke løgnagtige.
  • Racisme nævnes, men ingen eksempler gives. Hvori består det racistiske? De gennemsnitlige forskelle i IQ ses også i PISA dataene. Er PISA resultaterne racistiske? Er det racistisk at sige at afrikanere og indere oftere lider af genetiske sygdomme som sickle cell, og at finnere oftere lider af andre? Er det racistisk at sige at hollændere har gener som gør dem højere end kinesere?
  • Hvorfor nævnes det at teorien var populær i 30erne? Teorien er tilsyneladende første gang fremsat af Herodot i det famle Grækenland, men det er ligegyldigt hvem der har fremsat en teori første gang., ligesom det også er ligegyldigt om tvivlsomme personer synes godt om en teori.

Bolden og ikke manden. At man er nødt til at sige det til en række forskere tyder på, at deres uenighed med indlægget kommer andetstedsfra.

Billigere folkeafstemninger med brug af statistik

Folkeafstemninger er dyre: afstemningen om EUs patentdomstol kostede et sted mellem 125 og 145 millioner kroner. Hvis man, som vi, vil have at folkeafstemningen som ske hyppigere som del af den demokratiske proces, så giver det mening at se på om de kan gøres billigere. Den smarte løsning er at lave et reelt online demokrati, men den løsning synes langt ude i fremtiden. Derfor må man se sig efter et alternativ.

Sampling demokrati

Når analyseinstitutter skal finde ud af hvad danskerne mener om et givent emne, så spørger de som regel ca. 1000 personer. I kontrast, når man går til valg, spørger man hele befolkningen, eller rettere, man spørger de 4.1 millioner som har stemmeret. Formålet er i begge tilfælde det samme: at finde ud af hvad befolkningen mener. Estimaterne som man får via analyseinstitutterne kan være forkerte, hvilket blandt andet skyldes at man bruger sampling (udtrækning). I mange demokratiske beslutninger vil man gerne have en større sikkerhed end fx ±2%, og det kan man nemt opnå ved blot at udtrække flere personer. Eksempelvis kunne man som start nøjes med at udtrække 10,000 tilfældigt udvalgte personer (via CPR). Det er ca. 0.2% af dem med stemmeret. Det ville give en ret beskeden statistisk usikkerhed. Hvis det drejer sig om den simple situation hvor man skal stemme JA/NEJ til et forslag, så kan man udregne et eksempel med R således:

I eksemplet antager vi at der i befolkningen er 48% som ville stemme JA, og 52% som ville stemme NEJ. Vi udvælger 10,000 tilfældige personer og lader dem stemme. De stemte 47.56% JA, hvilket er ret tæt på 48%. Hvad er chancen for at måle så meget forkert at man får et tal som er over 50% og dermed ændrer beslutningen? 0.0001116%. Det er en usikkerhed man godt kan leve med.

I tættere afstemninger kan usikkerheden blive for stor. Hvis nu at der i befolkningen var næsten total splittelse, og andelen af JA ville-stemmere er 49.5%, hvor sikre kunne vi så være når vi har spurgt 10,000 personer?

I vores hypotetiske afstemning stemte 49.05% JA. Vi kan endvidere se at der er ca. 6% chance for at befolkningen faktisk var over 50% givet de data man så. Det er ikke en sandsynlighed som er til at leve med i et demokrati. Løsningen er derimod enkel, vi udvælger blot nogle flere mennesker, fx 50,000:

Vores analyse viser dog, at vi stadig ikke er ret sikre for sandsynligheden for at have målt forkert nok til at beslutningen ændrer sig er nu kun faldet til ca. 3%. Men man kan blot blive ved med at forøge antallet af personer indtil at sandsynligheden for at have målt forkert kommer under en acceptabel fejlrate, fx <0.1% (1 ud af 1000). I dette tilfælde kan det lade sig gøre med ca. 100,000 personer.

Selv hvis man gør brug af 100,000 personer til nogle afstemninger, så er det stadig en massiv besparelse: det er ca. 2% af alle personer med stemmeret.

To forslag til delvist direkte demokrati i Danmark

Demokrati – direkte og repræsentativt

Der skelnes ofte mellem to former for demokrati: direkte og indirekte, sidste også kaldet for repræsentativ. Forskellen består i at borgerne at i det direkte demokrati stemmer direkte om lovene, mens at de i det repræsentative demokrati nøjes med at stemme på nogle som så stemmer om lovene. (Førstegrads delegativt demokrati.)

Intet land er i dag et rent direkte demokrati og de historiske eksempler på direkte demokratier har også været meget begrænsede. Det mest kendte eksempel er det oldgræske Athenske demokrati men her kunne kun voksne, mandlige borgere stemme og de udgjorde en relativ beskeden del af befolkningen. Hovedparten var udgjort af kvinder, slaver, børn og udlændinge som ingen stemmeret havde.

Nogle lande som primært har repræsentativ demokrati har dog elementer af direkte demokrati. Det mest kendte eksempel er den model som bruges i Svejts. Her kan borgerne stille et forslag til lov både på føderalt, kantonsk og municipalsk niveau (svarer nogenlunde til lands-, regional- og kommunalplan, dog med mere uafhængighed). På føderalt niveau kræver det 100,000 underskrifter indsamlet i de sidste 12 måneder at få et forslag sendt til folkeafstemning. I Finland bruges et andet system. Her kan borgere ikke vedtage et lovforslag selv via folkeafstemning, men de kan fremsætte et lovforslag og tvinge parlamentet til at stemme om det. Det kræver at man kan indsamle 50,000 underskrifter.

Danmark

Borgerne i Danmark har ingen direkte måde de kan udøve magt på ved eget initiativ. Men det er muligt for politikerne at sende et forslag til folkeafstemning og nogle forslag skal til folkeafstemning. Det gælder dem som afgiver suverænitet (magt) til udlandet (fx EU) og dem som ændrer Grundloven.

Hvis man gerne vil noget som intet parti i Folketinget vil, så må man enten overbevise et af dem om at skifte holdning eller starte et nyt parti. Det første sker af og til, men i andre tilfælde er det nødvendigt at skubbe agendaen ved at stifte nye partier (fx stiftelsen af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i nyere tid). I mange år har det været næsten umuligt at få et nyt parti på stemmesedlen da politikerne har gjort det meget svært at bare få lov til at stille op. Det kræver nemlig ca. 20,000 underskrifter, kaldet stillere. Processen var utroligt kompliceret.

(Videoen er lavet af Retsforbundet)

Men efter pres fra flere partier udenfor Folketinget er reglerne endelig blevet lavet om. Det kræver stadig ca. 20,000 personer at blive opstillingsberettiget, men de kan nu samles online via NemID på hjemmesiden https://www.vaelgererklaering.dk/.

To forslag: direkte demokrati i to niveauer

Vores forslag er simpelt. Indfør både det svejtsiske og det finske system i Danmark. Der findes allerede et system som kan verificere at man er en rigtig person med rimelig sikkerhed, så udgifterne til at opsætte systemet er relativt beskedne. Vi foreslår et system i to niveauer:

  • 1% af stemmeberettigede: send et lovforslag til afstemning i Folketinget.
  • 3% af stemmeberettigede: send et lovforslag til folkeafstemning.

Antallet af stemmeberettigede i Danmark er ca. 4.1 millioner personer stemmeberettigede hvoraf ca. 3.6 millioner (ca. 86%) gør brug af deres stemme til folketingsvalg. Ved at fastsætte antallet af underskrifter ud fra antallet af stemmeberettigede er man sikret at systemet skalerer i takt med at befolkningstallet og dens alderssammensætning ændrer sig. Det er ikke tilfældet for systemerne i Svejts og Finland. At sende et forslag til folketingsafstemning kræver således at man kan samle ca. 40,000 underskrifter, mens en folkeafstemning kræver ca. 120,000.

Vi forestiller os at der bliver lavet et system som udbygning på det nuværende hvor man kan indsende et forslag for et relativt beskedent beløb (et par tusind, alt efter færdigheden af det forslag man kommer med). Pengene går til at forslaget bliver gennemgået og måske rettet af en jurist, så det kan være juridisk bindende i tilfælde af at det bliver vedtaget. Alle godkendte forslag indsættes i et system hvor alle kan se alle forslag og hvor hvert forslag har en profilside hvor dem som har fremsat det kan indsætte information, links osv.. Enhver med stemmeret kan stemme på så mange forslag de ønsker. Dette gøres for at undgå strategiske afstemninger. Man kan kun afgive sin stemme til et forslag ved at logge ind med NemID som ved det nuværende system hvilket sikrer systemet mod at blive oversvømmet med falske navne.

VI forestiller os at i takt med at forslagene samler stemmer, så vil medieopmærksomheden følge efter. Forslag som er tæt på de 1% eller 3% vil nok få meget medieopmærksomhed, som er folkets måde at indirekte tvinge medierne til at tale om de folket gerne vil tale om, i stedet for mediernes egen agenda.