Det repræsentative demokrati
Ideen med det repræsentative demokrati er at i stedet for at alle med stemmeret (“stemmerne”) stemmer direkte på lovgivningen selv, så stemmer de i stedet på nogen som vil stemme på deres vegne, nogle som kan repræsentere dem. En politiker eller et parti som være en mere eller mindre god repræsentation af en given persons holdninger. Der er næppe nogen person i Danmark som er helt enig med noget parti. Hvis vi måler hvor godt systemet virker ved at måle på hvor godt dem med stemmeret er repræsenteret, så følger det at hvis der var flere muligheder, så ville systemet virke bedre.
Hvis man accepterer den ovenstående konklusion så har det nogle konsekvenser for ens politik.
I Danmark er der 179 medlemmer af Folketinget (mandater), hvoraf 175 kommer fra selve Danmark og de resterende 4 fra Grønland og Færøerne. Når der er valg betyder det således at de 175 mandater skal fordeles alt efter hvordan folk stemmer. Til folketingsvalg er der ca. 3.5 millioner personer som stemmer (2015 data). Det aktuelle system er noget mere kompliceret, men hvis vi forsimpler det lidt betyder det er hvert mandat svarer til at man repræsenterer ca. 20000 personer (3500000/175), eller ca. .57% af stemmerne. Hermed skulle man jo tro at hvis noget parti fik .57% af stemmerne, så ville de få et mandat, 1.14% 2 mandater osv. Men sådan er det ikke. Der findes i Danmark en kunstig grænse på 2%, kaldet spærregrænsen (election threshold), således at man skal have over det antal stemmer før at ens stemmer overhovedet tæller. Danmark ligger i den lave ende hvad angår spærregrænser, i Sverige er den 4%, i Tyskland 5%. Helt ekstremt er Tyrkiet hvor den er 10%. I den modsatte ende finder vi Holland hvor der ingen kunstig spærregrænse er. Da Holland har 150 pladser i deres nederste hus, så kræves der altså .67% af stemmerne for at få én plads.
Den mest åbenlyse praktiske konsekvens ved en spærregrænse er, at jo højere spærregrænsen er, jo mere stemmespild er der og jo færre partier finder man i parlamentet (r = -.49; baseret på egen forskning). Det kan også tænkes at det gør det sværere for nye partier at komme ind, selvom man ser bort fra spærregrænsen. Et nyt parti opstår ofte fordi at der er større politisk utilfredshed med de etablerede partier. Et nyt parti bliver derfor stiftet og forsøger at blive valgt ind. Hvis de ikke opnår valg, så kan det godt tænkes at partiet ‘mister pusten’ og slet ikke stiller op til valg næste gang. Havde vi haft Alternativet i dag hvis partiet havde fået 1.9% af stemmerne til valget i 2015?
Som nævnt ovenfor, hvis målet er at stemmerne skal blive bedre repræsenteret, så vil en afskaffelse af spærregrænsen være på sin plads.
Skørt nok er spærregrænsen ikke en del af Grundloven men bare en almindelig lov (Folketingsvalgloven §77), hvilket betyder at et flertal i Folketinget nemt ville kunne ændre loven til egen fordel. De store partier kunne fx gå sammen og sætte den op og dermed afskaffe de mindre partier.
Flere medlemmer af Folketinget
En anden mulighed er at øge antallet af medlemmer af Folketinget. Det betyder at i alle de udregninger ovenfor hvor vi brugte 175, så ville man bruge et større tal, fx 300. Det ville betyde at hver mandat ville svare til ca. 11700 personer i stedet for ca. 20000. En sådan politik er teknisk set uafhængig af en fjernelse af spærregrænsen. Hvis man fastholdt spærregrænsen ved hvad der svarer til 4 mandater, så ville spærregrænsen falde til 1.33%. Men politikken giver mest mening sammen med en afskaffelse af spærregrænsen.
Prisen på flere politikere er naturligvis at de skal have mere i løn. Hvis man allerede mener at vi bruger for mange penge på politikere, så ville det nok ikke være en god ide blot at forøge antallet og give dem samme løn. I stedet kunne man beholde den samlede løn på det samme niveau og blot fordele den blandt 300 (+4) medlemmer af Folketinget i stedet for de nuværende 175 (+4).
En ændring i antallet af folketingsmedlemmer ville kræve en Grundlovsændring (§28).
Det samme kan argumentere for flere medlemmer af kommunalbestyrelserne.
Afskaffelse af politiske partier
En mere radikal forbedre (ifht. repræsentativitet) ville kunne komme fra en afskaffelse af partierne. De fleste som har fulgt politik bare en smule ved at politikerne i partierne som regel stemmer det samme. Det betyder at i stedet for at der er 175 forskellige muligheder, så er der i praksis kun det antal partier som er i Folketinget. Det er muligt at blive valgt som løsgænger (“kandidat uden for partierne”; [1]), men i praksis er det næsten umuligt og kræver at man er særdeles kendt forinden.
Der er flere grunde til at det er svært at blive valgt som løsgænger. Måske det største problem er at hvis man stiller op som løsninger, så kan kun folk i ens egen valgkreds stemme på én. Partierne kan modtage stemmer fra alle dele af landet. Et andet stort problem er rent praktisk at det er svært for en person at få opmærksomhed i mainstream-medierne, da disse domineres af generel inerti, spindoktorer og skjulte aftaler mellem journalister (som får deres løn primært fra Folketinget).
Det kan lyde utroligt men politiske partier ikke nævnt i Grundloven. Der var ingen politiske partier i det tidlige danske demokrati, men de opstod med tiden som en slags klubber, som først senere blev formaliseret til det rigide partisystem vi har i dag. Det kræves således ingen Grundlovsændring at afskaffe partierne som valgtekniske enheder. I praksis ville det dog være næsten umuligt at lave ændringen fordi at partierne har så stor magt i Folketinget og ville nok ikke stemme imod deres egne fordele. Situationen er dermed politisk låst og kan nok ikke løses uden en revolution, større folketing protest, eller indførelse af mulighed for direkte demokrati.
Fodnoter
- Løsgængere i Folketinget skyldes næsten altid at de er trådt ud af det parti de blev valgt ind for. Det er lovligt: Grundlovens §56 “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”, men ses ofte som løgnagtigt af vælgerne.