Helmuth og evolutionsbiologerne

Vi har tidligere skrevet om to kritikker af Helmuth Nyborgs kronikker om indvandring. Der er udkommet en tredje kritik som vi vil se på i denne artikel, men der findes faktisk endnu en. Denne vurderede jeg var så ringe, at den ikke var værd at kommentere på.

Den nye kritik er mere sober og faktuel, måske fordi den er skrevet af nogen som læst lidt på lektien først og som besidder generel viden på emnet. De fleste af dem arbejder professionelt med evolution og genetik (dermed evolutionsbiologerne). Ingen af dem besidder ekspertviden om differentialpsykologi og dermed måske problemet. Artiklen starter således:

Der er en lang række fejl i Nyborgs viden om og fortolkning af evolutionsbiologisk forskning. Som evolutionsbiologiske forskere fokuserer vi i det følgende på de videnskabelige aspekter af Nyborgs argumenter, der er fejlbehæftede og udokumenterede – og derfor uegnede til at informere den politiske debat.

I sin natur er det ret svært at dokumentere ting i kronikker i aviser da det ikke er tilladt at bruge ordentlige kildereferencer. Forfatterne selv giver heller ikke præcise kilder, men det kan de ikke bebrejdes for.

1) Der er ikke evidens for, at genetik forklarer forskelle i iq mellem etniske grupper.

Det er ikke rigtigt. Der er masser af indirekte evidens. Der er en relativ mangel på direkte evidens, primært fordi den relevante data ikke forefindes, eller når den gør, så er den gemt væk, så det er svært at få adgang til den. Det er relativt enkelt at afgøre denne debat en gang for alle. Men det gør kritikerne ikke, eller hvis de gør, så udgiver de ikke resultaterne derfra. Senere i denne artikel kommer vi ind på noget af det direkte evidens.

Det ville tage for lang tid at gennemgå alt evidensen her, men den er relativt velkendt blandt eksperter og har været det siden 1970erne. Arthur Jensens opsummeringer på emnet er de bedste. De kan findes i Jensen 1973, Jensen 1998 og Rushton og Jensen 2005. Til 2005 udgaven findes der også svar fra flere kritikere. Hvis man gerne vil læse kritikernes egne opsummeringer, så kan man læse Brody 2003, Nisbett 2009, og Colman 2016. Bemærk at den ene af disse blev skrevet til en 2003 bog som Helmuth selv var redaktør af. Der er således ikke tale om at Helmuth ikke vil medtage kritiske værker.

Der er mange studier, der dokumenterer forskelle i iq mellem grupper, også mellem etniske grupper. Der er imidlertid langt større variation mellem individer inden for etniske grupper end mellem grupperne.

Det første er korrekt, men det sidste kommer an på hvilke grupper der sammenlignes. Den mest hyppige sammenligning er mellem ‘hvide’ (primært genetisk europæere) og ’sorte’ (delvist opblandede vestafrikanere) i USA, primært fordi at det meste data på emnet omhandler de to grupper. Man kunne jo fx ikke lave studier af etniske forskelle i 1970erne i Danmark eller de fleste europæiske lande, grundet at der ikke fandtes større etnisk variation i landet. Forskellen på hvide og sorte i USA er på omtrent 1 standardafvigelse (d) eller 15 IQ. Grafisk set ser det nogenlunde således ud:

blaa-roed-1-sd

(Figuren er lavet med den interaktive visualisering man kan finde her.)

Den stiplede linje viser grænsen for top 2% af befolkningen med 100 IQ, som er det som Mensa kræver. Man kan således se at selvom populationerne overlapper meget, så er forskellen i fordelingernes haler ret stor: der er 18 gange så mange blå personer over grænsen som røde. Det skyldes at man for at komme over 130 IQ skal være 2 d over gennemsnit som blå person, men 3 d over gennemsnit som rød person.

I Danmark er forskellen på indvandrere og danskere lidt under 1 d, cirka 13.7 IQ (.91 d). Det er faktisk større end man ville forvente ud fra indvandrernes oprindelseslande (89.9 IQ). Det tyder derfor på at det danske miljø ikke har påvirket deres IQ i positiv retning. Det kunne også indikere negativt selektion for IQ. Man kan ikke sige det ud fra disse tal alene.

Til sammenligning er forskellen på mænd og kvinders højde cirka 15 cm. Figuren herunder viser selv-rapporteret højde for cirka 2,500 hvide amerikanere.

sex_height

(Data fra NHANES 2013.)

Jeg benytter her amerikansk data da jeg ikke er bekendt med et åbent dansk datasæt. De fleste personer kender en meget høj kvinde eller meget lav mand, men næsten alle har bemærket kønsforskellen i højde. Da standardafvigelsen for højde er omtrent 7.3 cm (indenfor begge køn), så svarer forskellen til cirka 2 d. Sådanne forskelle i IQ findes også på tværs af etniske forskelle i verden. Måske endda 3 d hvis man ser på Ashkenazi jøder (den smarteste gruppe, nogle estimater på 115 IQ i gennemsnit) og afrikanere i Afrika eller Aboriginers i Australien (de laveste grupper, de fleste estimater på 70-75 IQ omend datakvaliteten er relativt dårlig).

I praktiske tal betyder en forskel på 1d, at cirka 84% personer af personer fra den gruppe med det højere gennemsnit vil være over gennemsnittet for den lavere gruppe. Med andre ord, cirka 16% af den lavere gruppe vil være over den højere gruppes gennemsnit. Man kan bruge denne interaktive visualisering til selv at få en fornemmelse for tallene andre tal.

Forskerne taler i stedet om variation. Det kan man godt, men det er en dårlig måde at se på tingene på. Forklaringen på dette er kompliceret og vil ikke blive givet her (se Hunter og Schmidt 2004).

Det er desuden vigtigt at forstå, at det er svært entydigt at bestemme den genetiske andel af forskellene. Nogle studier viser, at op til 70 pct. af et barns iq kan forklares ved hjælp af forældrenes iq. Det betyder dog langt fra, at iq er genetisk bestemt i samme omfang.

Såfremt man ikke er bekendt med adfærdsgenetik, bør man starte med at læse vores introduktion.

Forskerne her blander to ting sammen: arveligheden af IQ forskelle indenfor en gruppe (kaldet within group heritability; indenforgruppe arvelighed) og arveligheden af IQ forskelle på tværs af grupper (between group heritability, mellemgruppe arvelighed). Disse to tal er ikke det samme og kan være meget forskellige. Det er muligt at forskelle indenfor en gruppe er 100% genetiske mens at gruppeforskelle er 0% genetiske, dog usandsynligt. Emnet er diskuteret i detaljer i Jensen 1998 og i Sesardic 2005.

Der findes et meget stort antal studier af IQs arvelighed (>100). I den senere tid er der blevet lavet et større antal studier med meget stor sample size. Herunder ses resultaterne fra nogle store studier sammenlignet.

holland-iq-arvelighed

Kilde: Bouchard, T. J. (2013). The Wilson effect: the increase in heritability of IQ with age. Twin Research and Human Genetics, 16(05), 923-930.

Generelt ses det at arveligheden blandt børn kan være lav, ned til 20% i et studie for 5-årige. Arveligheden stiger med alderen og når ofte omkring 80% hos voksne, uanset hvilken metode som bruges (2 studier fandt 85%, 1 studie fandt 74%; dette særligt gode metodologiske studie fandt 86%). Det er værd at holde i mente.

Ved brug af avancerede metoder fra genomforskningen og datasæt bestående af tusinder af mennesker har man kun fundet få gener, som tilsammen forklarer en lille del af variationen i iq.

Forskerne refererer her til GWAS — genome wide association studies (studier af associationer på tværs af hele genomet). IQ, eller rettere generel intelligens som er det træk som IQ tests primært måler, er påvirket af et meget stort antal gener hver med lille effekt (måske 10,000). Da mennesker har omtrent 3 milliarder gener hvoraf i retning af 10 millioner varierer meningsfuldt mellem personer, så er det derfor en meget svær opgave at finde de små nåle i den store høstak. Der kræves samples på mange tusind mennesker, over 100 tusind faktisk. Det er svært at finde så store datasæt hvor man har målt IQ. I stedet benytter forskerne derfor uddannelse som en stedfortræder (proxy). Uddannelse er ikke perfekt korreleret med IQ, korrelationen er omtrent 0.56 (Strenze 2007). I det seneste GWAS (Okbay et al 2016) brugte man data fra over cirka 294 tusind personer. Da fandt man 162 gener (SNPs). I en uafhængig analyse (Selzam 2016) kunne man bruge disse til at forudsige cirka 9% af variationen i uddannelse i en stor gruppe af 16-årige i Storbritannien. Det svarer til en korrelation på 0.30 og er ret stort i forhold til andet socialvidenskab. Hvad med IQ? Her kunne man kun forudsige 3.5% dvs. en korrelation på .19. Såfremt at vi kan finde ud af hele den genetiske forklaring, så ville man teoretisk kunne forudsige IQ med en korrelation på .89 (givet arvelighed på 80%).

Det understreger, at iq er en meget kompliceret egenskab, som består af både miljømæssige og arvelige faktorer.

Hvor meget man kan forudsige lige nu har ingenting at gøre med hvor kompliceret et træk er. Det har at gøre med arveligheden, den genetiske arkitektur, statistisk modellering og hvor mange personer vi har data fra. Man kunne heller ikke finde gener for højde i mange år fordi man ikke havde nok personer, men da man begyndte at få nok personer, så kunne man sagtens finde generne (Wood 2014).

Da mennesket er en art med særdeles kompleks adfærd, er det endda svært at skelne mellem den direkte genetiske arv og den sociale arv (f.eks. hvor meget børn stimuleres intellektuelt af deres forældre).

Forskerne lader til at være forvirrede. Hele ideen med adfærdsgenetik og GWAS er netop at man godt kan skelne mellem genetik og miljø. Forskerne er muligvis forvirrede grundet, at man på dansk også bruger ordet arv til at tale om miljøeffekter fra forældrene (social arv). Det gør man ikke med det engelske ord, heritability.

Videnskabelige studier, der med sikkerhed kan skelne mellem genetiske og miljømæssige faktorer, kræver komplicerede avlseksperimenter, der ikke er mulige i mennesker.

GWAS kan med temmelig stor sikkerhed skelne mellem genetiske miljømæssige faktorer. Man benytter kun genetisk urelaterede personer i disse studier så de har ikke noget miljø til fælles (delt miljø, jf. terminologien indenfor adfærdsgenetik).

Det, der kommer nærmest, er studier af adopterede børn. Andrew Colman har gennemgået litteraturen og i et studie i tidsskriftet Personality and Individual Differences dokumenteret, at adopterede børns iq primært bestemmes af deres sociale og ikke deres etniske baggrund. Børn, der vokser op under samme sociale forhold, har mere ens iq, uanset etnisk ophav, end børn, der vokser op under forskellige sociale forhold.

Det studie som Colman citerer er Moore (1986). Studiet involverede to grupper af 23 sorte børn i alderen 7-10 år i USA (den lave alder betyder lav arvelighed). Den ene gruppe blev adopteret af hvide og den anden af sorte forældre. Man fandt at gruppen som blev adopteret af hvide var omtrent 1 d over dem som blev adopteret af sorte. Det tyder således på at forskelle i opdragelse forklarer 100% af forskellen mellem hvide og sorte i USA.

Studiet er aldrig blevet gentaget, og med de meget få antal personer i grupperne så kan resultaterne ikke bruges til ret meget. Det ville være ekstremt naivt at basere sin holdning på så lidt data. Den nuværende replikationskrise i socialvidenskab og medicin reflekterer det faktum at forskere i årtier har benyttet for små samples, tvivlsomme forskningsmæssige metoder (QRPer), lavet statistiske fejl i fortolkningen af p-værdier samt har en stærk tendens til kun at udgive studier som gav det resultat de syntes om. Hertil kommer problemerne med metodevariation som kan have store effekter og den relaterede p-hacking, samt den ekstreme politiske bias i socialvidenskab. Af disse grunde bør man i den grad være skeptisk overfor meget små studier fra 1980erne som aldrig er blevet gentaget og som forsøger at drage vidtgående konklusioner i den retning som den sociale ideologi på området synes om.

Effekten af miljøforhold på iq er også tydelig i videnskabelige studier af uddannelsesmæssig baggrund. For hvert års yderligere skolegang stiger iq.

Forholdet mellem IQ og uddannelse er meget diskuteret. Smartere mennesker får længere uddannelse og kausaliteten går med sikkerhed fra IQ til uddannelse. Går den også den anden vej? Det er sværere at sige. Man kan ikke bare måle på voksne fordi en positiv sammenhæng mellem IQ og uddannelse er forventet der på basis af at IQ forårsager uddannelse. Der findes en række naturforsøg hvor børn af tilfældige årsager er blevet givet mere eller mindre uddannelse. Det sker typisk i forbindelse med politiske reformer der blev indført på forskellige tidspunkter i forskellige dele af landet. Disse studier (fx Brinch 2012) viser generelt at IQ scorer kan forsøges med mere uddannelse, i hvert fald hos børn eller teenagere og på kort sigt. Ingen af disse studier har dog undersøgt om det er den generelle intelligens som stiger, eller andre evner eller træk som IQ tests måler (fx en generel testtagningsevne eller visuelle evner). Emnet er statistisk kompliceret og vil ikke blive gennemgået i detaljer her (læs fx te Nijenhuis 2014, Jensen 1989). Spørgsmålet er vigtigt fordi massiv forskning viser at det er den generelle intelligens som giver IQ tallene deres brugbarhed, ikke de mere specifikke evner (Jensen 1998, Ree et al 2003).

Der findes dog et enkelt relativt simpelt studie som har set på spørgsmålet om kausalitet fra uddannelse til IQ og som er værd at gennemgå (Ritchie 2015). De havde ikke personer som ved tilfældighed var blevet givet mere eller mindre uddannelse, men de havde personer for hvilket man har målt IQ som børn (11-årige), IQ som gamle (70-årige), og hvor man har deres uddannelsesniveau. Man kan derfor udregne forskellen i IQ mellem de to aldre og se på om der er sammenhæng med uddannelse, sådan som en kausal effekt af uddannelse ville forudsige. Man ser en positiv forskel som forventet. Deres metode til at finde ud af hvordan kausaliteten virker bestod i at sammenligne modeller hvor man antager at uddannelse forøger den generelle intelligens med modeller hvor man ikke antager dette, men i stedet antager at uddannelse forøger nogle af de specifikke evner i stedet (fx ordforråd). Man fandt at den model hvor uddannelse ikke forøgede den generelle intelligens passede bedst på dataene. Studiets design er ikke helt optimalt, så man må vente med at drage stærke konklusioner til der kommer flere studier.

Evolutionsgenetisk teori forudsiger, at intelligens er påvirket af genetisk variation, men som beskrevet viser de videnskabelige fakta, at miljøet oftest spiller langt den største rolle for forskelle i iq mellem etniske grupper. Dette bakkes op af omfattende studier, som f.eks. vist af Richard E. Nisbett og kolleger i tidsskriftet American Psychologist.

Nisbett et al. (2012) citerer ikke nogle omfattende studier for dette. De citerer derimod en række gamle, små studier, herunder Moore (1986) som blev diskuteret ovenfor. Nisbett (2009) citerer heller ikke nogen.

Med en enkelt uklar undtagelse findes der ingen større studier som viser resultater som passer med en ren miljø model. Nogle tal fra Storbritannien viser at nogle sort-hvid gruppeforskelle på et skolemål (GCSE) er faldet og i nogle tilfælde forsvundet eller har omvendt fortegn. Det er sket i perioden 1991-2006. Underligt nok viser andre beregninger på de samme tal det modsatte mønster. 2012 PISA data fra Wales, som er en del af Storbritannien viser den sædvanlige 1 d forskel på sorte og hvide. Det er temmelig underligt.

2) “Kold vinter-teorien” er faktisk “kold vinter-fantasien”

Nyborgs argumenter baserer sig på den såkaldte “kold vinter-teori”, som siger, at den evolutionære tilpasning til koldt klima medfører genetisk disponering for altruisme (altså mindre egoisme), demokrati, intelligens og større hjerner. Dette er ikke en teori med bred opbakning inden for det evolutionsbiologiske forskningsfelt. Derimod er den generelt betragtet som udokumenteret spekulation.

Forskere på det evolutionsbiologiske forskningsfelt er de forkerte at spørge da de ikke arbejder med forskelle i menneskelig intelligens. Man kunne lige så godt spørge olieingeniører om klimavidenskab (og det er blevet gjort). Der findes ingen rundspørge af eksperter indenfor differentialpsykologien om plausibiliteten af kold vinter teorien specifikt, men der findes derimod to mere generelle rundspørger om årsagerne til gruppeforskellene. Begge fandt at de fleste eksperter mener at forskellene skyldes både gener og miljø (Rindermann 2016, Snyderman og Rothman 1988). Siden at de fleste forskere indenfor almen evolutionær biologi aldrig har hørt om teorien, så følger det at de heller ikke betragter den som udokumenteret spekulation. Jeg har gennemgået noget af evidensen bag kold vinter teori i vores tidligere indlæg (her og her).

Intelligens og altruisme må bestemt kunne betragtes som gavnlige egenskaber i et koldt klima, men der er ingen grund for at tro, at de er mindre gavnlige i et varmt klima. Teorien bygger på antagelsen om, at det er barskt at leve i egne med koldt klima, men der er ikke videnskabelig evidens for, at et varmt klima er mindre barskt og udfordrende. For eksempel er mennesker, der lever på den afrikanske savanne, hvor det moderne menneske udvikledes, udfordret af uforudsigelig nedbør og tørke. Der er ingen evidens for, at overlevelse i et koldt klima kræver større altruisme eller intelligens end i andre miljøer, der kan være tilsvarende barske og kræve “smarte” løsninger på forskellige udfordringer.

Det virker temmelig usandsynligt at det skulle være sværere at overleve et sted hvor man kan plukke bær og jage året rundt end et sted hvor man skal planlægge til vinteren samt fremstille tøj for at holde sig varm mod kulde og sne. Men lige nu findes der mig bekendt ingen direkte studier af emnet. Forskellene i hjernestørrelse og de nationale IQer stemmer dog overens med kold vinter teorien, hvorimod ingen har produceret noget evidens for den alternative model.

I et omfattende studie fra det anerkendte tidsskrift Science dokumenterede Joseph Henrich og hans medforfattere altruistisk adfærd i forskellige samfund fra Nord- og Sydamerika, Afrika, Asien og Oceanien. Inden for hver verdensdel fandtes stor variation i graden af altruisme, og nogle af de mest altruistiske samfund fandtes i Afrika og Sydamerika.

Det såkaldt omfattende studie (Henrich 2006) består i at sammenligne en række grupper på to simple mål for altruisme (fx ultimatum game). Grupperne var ikke tilfældigt udvalgte eller særlig store. Fx bestod den vestlige af to grupper amerikanere, hhv. 19 studerende og 26 landboere fra Missouri. Hvad kan man konkludere om altruisme ud fra det? Ikke ret meget.

Ingen videnskabelige studier har vist en sammenhæng mellem altruistisk adfærd og den temperatur, der findes det pågældende sted, hvilket betyder, at “kold vinter-teorien” ingen videnskabelig opbakning har – det er en “kold vinter-fantasi”.

Altruisme er svært at måle. Man kan fx måle folks hjælpsomhed overfor fremmede på gaden. Gør man det, kan man fx finde resultater som dem vist i tabellen herunder.

helping

Levine, R. V., Norenzayan, A., & Philbrick, K. (2001). Cross-cultural differences in helping strangers. Journal of Cross-Cultural Psychology, 32(5), 543-560.

Problem med sådanne metoder er, at de blander diverse ting sammen. Kulturer varierer meget i individualisme. Paradoksalt nok er individualisme ofte høj i lande med store velfærdsstater (se fx Stockholm i tabellen), som netop er udtryk for relativ meget kollektivisme. Velfærdsstater omfordeler penge fra nogle personer til andre personer de ikke er genetisk relaterede til, hvilket kunne være en anden måde at måle altruisme på. Man kunne også måle altruisme ved at se på graden af korruption, mordraten eller økonomisk lighed. Disse har velkendt sammenhæng med IQ og nyd-syd gradienten.

Jeg kikkede på en række andre tal, men synes ikke rigtigt at jeg fandt noget generelt mønster i disse data. Måske altruisme er et for vagt begreb til at man kan finde ud af noget særligt med det.

Men hvad med idéen om, at mennesker fra et koldt klima er mere intelligente? Vi har tidligere påpeget, at menneskers intelligensmål er stærkt påvirkede af sociale forskelle. Selv om mennesker fra forskellige verdensdele har genetiske forskelle i fysiske egenskaber, såsom gennemsnitlig højde og hudfarve, spiller miljøet snarere end genetikken langt den største rolle for forskelle i iq mellem etniske grupper.

Vi ved allerede godt at mennesker fra nordlige områder er smartere. Spørgsmålet er om det delvist skyldes genetik eller ej. Forskerne har ikke bevist deres sag ved at citere et ureplikeret studie fra 1980erne med 46 7-10-årige børn.

Som nævnt tidligere er det relativt enkelt at finde ud af om gruppeforskelle er genetiske og i så fald hvor meget. Den simpleste metode er et admiksturstudie. Sådanne studier bruges i udpræget grad indenfor medicinsk genetik (flere hundrede hvis ikke tusinder af studier). Metoden er enkel nok:

Finder man en sammenhæng er det god, men ikke endegyldig, evidens for genetisk kausalitet. Har man gjort det med IQ? Ja, der findes et enkelt studie af omtrent 1100 amerikanske børn som er under review (Kirkegaard og Fuerst). Resultaterne stemte primært overens med en genetisk model, især for sorte. For hispanics var der også en effekt af selverklæret race/etnicitet, som måske skyldes miljøfaktorer eller måske testbias. Mange hispanics er først fornylig indvandret sydfra og har måske ikke de bedste sprogforudsætninger. Der findes en række andre datasæt man skal spørge om adgang til hvor man kan gentage studiet, som vi er ved at forsøge at skaffe adgang til.

For socialstatus (uddannelse, indkomst, osv.) findes der et temmelig stort antal studier. Vi har lavet en meta-analyse af disse, og fandt en gennemsnitlig korrelation mellem europæisk genetisk baggrund og højere socialstatus på cirka .18. Studierne stammer primært fra Latinamerika. Resultater som disse forudsiges af en genetisk forklaring, og hvis de ikke var blevet fundet ville modellen have været modbevist. Men de kan også være konsistent med en kompliceret miljømodel hvor der er ko-variation mellem social status og genetisk baggrund og hvor det racemæssige element kun lader til at have en effekt. Der findes andre metoder som kan teste sådanne ad hoc ’skjult-miljø’ modeller, fx kryptisk admikstur mellem søskende. Et sådan studie er ikke blevet lavet og offentliggjort endnu.

Der findes en række andre linjer af evidens for genetiske raceforskelle. Den nysgerrige læser kan læse de tidligere nævnte opsummeringer. Spørgsmålet bliver uden tvivl afgjort indenfor de næste 10 år.