Risikovurderinger

Terrorangrebet 9/11 kostede omtrent 3,000 personer livet. I hvert fald hvis man ser direkte på selve angrebene. Efter angrebene blev mange folk bange for at flyve, men de ville stadig rejse, så de tog bilen i stedet for. Da biler er i retning af faktor 100 gange farligere form for transport (per afstand), så betød dette at noget i retning af 2,300 ekstra personer mistede livet (en anden forsker gætter på omtrent 1600). Menneskers risikovurderinger stemmer ikke altid så godt overens med hvad der egentligt er farligt.

Hvad med stater? Klarer de sig bedre? Af og til forekommer der en ekstrem situation hvor myndighederne overvejer og nogle gange vælger at tvangsevakuere befolkningen i et område. Hvis man tænker sig om et øjeblik, så kan man måske se hvordan dette kan godt galt. Uheldigvis har vi nogle faktiske tal.

Deaths related to Hurricane Rita and mass evacuation

A massive evacuation of more than 2.5 million people along the Texas gulf coast was initiated in preparation for Hurricane Rita in September 2005. The natural disaster narrowly missed major population centers causing 10 billion dollars in damage but with only a few direct deaths related to the hurricane. Most of the 111 deaths that occured were results of the evacuation process. …

There were 111 deaths related to Hurricane Rita in the state of Texas. The three direct deaths were from wind blown trees. A majority of the deaths (90/108 or 83.3%) were related to the mass evacuation process. Of these deaths, 10% were directly related to hyperthermia in motor vehicles. The combination of traffic gridlock and high temperatures, limitation of air conditioning to reduce fuel consumption, reduction of oral intake to decrease restroom visits, and conservation of limited supplies is suspected. 51.1% (46/90) of the evacuation deaths were persons found unresponsive in their vehicle. Hyperthermia and decompensated chronic health conditions are suspected but complete health information was not available. 25.5% (23/90) were nursing home evacuees who died in a bus fire that resulted from overheated brakes in combination with oxygen tanks. The evacuation of patients from chronic health facilities resulted in 10 deaths (11.1%).

CLINICAL IMPLICATIONS: Disaster evacuation plans must be revised to prevent the unnecessary loss of lives.

Stress-induced deaths in Fukushima top those from 2011 natural disasters

The number of deaths in Fukushima Prefecture caused mainly by stress from the nuclear disaster reached 1,539 at the end of August, almost equaling the 1,599 fatalities due directly to the 2011 Great East Japan Earthquake and tsunami, the Mainichi Shimbun has learned.

A Post Accident Safety Analysis Report of the Fukushima Accident — Future Direction of Evacuation: Lessons Learned


Due to the anticipated radiological consequences, the Japanese Government issued a series of evacuation orders, resulting in the evacuation of approximately 160,000 people from the Fukushima area. The prolonged evacuation is believed to be the cause of over one thousand “disaster-related (pre-mature) deaths (DRDs)” which have been reported among the evacuees due to psychosomatic effects (48%) and the disruption of medical and social welfare facilities (18%). In the future these types of deaths should be avoided.

WHO estimerer at man ikke vil kunne se nogle forøgede cancer-rater eller døde som effekt af strålingen. I øvrigt meget det samme som efter Tjernobyl. Det estimeres at der kommer en ~3% stigning i normale cancerformer, hvilket betyder at nogle dør nogle år før at de ville være døde af noget andet (relativ lav YPLL). Generelt er stråling noget folk har en temmelig forskruet holdning til, måske fordi det er usynligt.

Er antiterrorlovgivning prisen værd?

I en tid med terror i både Danmark og andre europæiske lande, så tænkte vi at det er en god grund til at opsummere vores generelle synspunkt hvad angår den nuværende (og måske kommende) antiterrorlovgivning. Det er ikke ment som en komplet politisk oversigt.

Symbolpolitik

Som regel når der er en større mediesag om en specifik begivenhed, så betyder det at politikerne nærmest stiller sig i kø for at i hast indføre ny lovgivning netop mod det problem. Derfor får man love med navne som Megan’s law, Jessica’s law osv. Det gælder ikke kun i USA. Herhjemme ser vi fx Knivloven som blev indført pga. et specifikt mord med kniv i København:

Baggrunden for skærpelsen var knivdrabet af den 19-årige Anton Njie Hansen på Strøget i København 5. januar 2008. Efterfølgende blev der rejst krav fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om et totalt forbud mod knive i nattelivet. Den da gældende våbenlov tillod at man offentligt måtte være i besiddelse af en max 7 cm. lang foldekniv hvis knivsblad ikke kunne fastlåses. Daværende justitsminister Lene Espersen afviste på pågældende tidspunkt et totalt forbud og udtalte at man i stedet burde “øge sandsynligheden for at blive stoppet, hvis man har en kniv i hånden. Det skal ske ved, at politiet er aktive og synlige og ude at lave stikprøvekontroller”.[1] En undersøgelse foretaget af det Kriminalpræventive Råd og Københavns Universitet viste at der ikke var sket nogen stigning i knivkriminialiteten i perioden mellem 1995 og 2005.[2] Politiet udtalte også at de med de daværende gældende love havde beføjelser nok til at bekæmpe knivkriminaliteten.[3]

Klemens Kappel skrev for nogle år siden en artikel om emnet Tragisk symbolpolitik og den heroiske politiker. Pointen var at når politikerne indfører ny lovgivning i hast efter en specifik begivenhed, så har de en tendens til ikke at have tænkt sig særlig godt om. Deres lovgivning fører derfor ofte til store problemer. Knivloven herhjemme førte til bøder og endda fængselsstraf til normale mennesker som havde knive i deres bil som de brugte til deres arbejde.

Antiterrorlove

Nu snakker danske politikere om at indføre mere antiterrorlovgivning. Det kommer som et følge af et stort terrorangreb i Frankrig som kostede 136 liv samt desuden angrebet i København. Danmark har i forvejen ikke én, men to terrorpakker som blev indført efter store angreb i udlandet. Antiterrorlovene er dyre, både i civile rettigheder og økonomisk. En artikel fra februar nævner at antiterror og antiradikalisering koster ca. 970 millioner. Dertil kommer udgifter til ekstra sikkerhed i lufthavne osv., hvilket både koster tid og penge.

Når omkostningerne er så høje, så kunne man jo få den ide at spørge: hvor stort et problemet egentligt med terrorisme? Det spurgte Falkvinge om i 2012. Han fandt nogle tal frem om det gennemsnitlige antal døde for terror i Europa. Den database han brugte går dog kun til ca. 2010, men hvis man ser på perioden 2000-2009 i det vestlige Europa, så døde der i alt 353 mennesker, eller ca. 35 om året. Tallet er lidt højere hvis vi brugte nyere tal, men næppe særligt højt, nok under 100 om året. Nedenfor ses tallene for antallet af døde i trafikken i Danmark alene:

Det første man ser er at tallene er stødt faldende, med ca. en halvering siden 2004-2014. Det er naturligvis gode nyheder og vi forventer at tendensen fortsætter. Særligt når selvkørende biler bliver normale, vil dødstallet falde drastisk og trafikulykker med dødelig udgang vil blive sjældne nok til at modtage mediedækning.

Det andet man ser, er at der i alle de forrige år har været flere døde i trafikken i Danmark end døde til terrorangreb i hele Vesteuropa tilsammen på 10 år. Nuvel, vil mange sige, terrorisme er anderledes end trafikken. Hvorfor? Døde i trafikken er et nødvendigt onde hvis man gerne vil have biler m.v. til effektiv transport. Døde til terror er ikke en omkostning forbundet med noget vi gerne vil have. Til det må man sige at det er ganske korrekt, men irrelevant. Pointen med sammenligningen er at sætte dødstallet i perspektiv, ikke at de har samme type årsag.

Når vi går meget mere op i antal døde som følge af terror, så skyldes det nok nærmere at vi mennesker er dårlige til at lave risikoanalyser hvis vi ikke er trænet til det. Filmen nedenfor giver en udmærket introduktion til emnet.

Prisen på liv

Selvom nogle vil hævde at man ikke kan sætte en pris på et menneskeliv, så forholder virkeligheden sig sådan at det bliver man nødt til at gøre. Gør man det ikke direkte, så træffer man alligevel beslutninger som indirekte sætter en pris på liv. Hvis man gør det indirekte, er der en større fare for at man ikke træffer en optimal beslutning. Fakta er at samfundet har en begrænset mængde resurser. I Danmark har vi et kollektivt sundhedssystem, hvilket betyder at ‘vi alle’ betaler til vores egen sundhed gennem diverse skatter og afgifter. Staten bruger således en del af sin indkomst på at betale sygehuse m.v. Men staten har ikke ubegrænsede resurser, så den må nødvendigvis prioritere hvilke behandlinger der skal gives uden brugerbetaling og hvilke der er selvbetaling på. Tandpleje er fx kun delvist offentligt betalt. Hvis man er under 18 er det betalt, men er man over må man selv betale en del af prisen. Men sundhed er ikke statens eneste udgift, så der skal også prioriteres ifht. andre udgifter såsom veje og politi.

Vi har ikke hørt om et land som har fastsat et beløb på hvad et liv er værd direkte, men man kan se på de prioriteringer der bliver lavet og regne baglæns til hvad et liv ca. er værd. Vi kunne ikke finde et dansk eller europæisk tal, men tal fra USA ligger omtrent på 9 millioner dollars, hvilket svarer til godt 63 millioner kroner (kurs 700). Det er med andre ord prisen på at undgå et dødsfald. Når man således bruger fx godt 970 millioner kroner på antiterror, så svarer det til at man kunne have reddet 15.4 liv. Med andre ord, for at terrortiltaget er det værd, så skal man kunne redde mere end 15.4 liv på den måde. Hvis ikke, så var pengene brugt bedre andre steder hvis målet var at redde liv.

Der har kun været 3 terrorangreb i Danmark i nyere tid og kun ét de seneste 10 år. Det er således temmelig svært at udregne hvor mange som dør per år fordi det afhænger meget af hvilke år man inkluderer. Hvis vi bruger samme regel som ovenfor, nemlig at bruge data fra for seneste 10 år med data, så er der i alt 2 døde ofre for terror i Danmark, eller .2 per år. Sammenligner man med trafikken og mere eller mindre alle andre årsager, så er det et meget lavt tal. Hvis formålet med pengene er at redde liv, så kunne de utvivlsomt bedre bruges andre steder.

Ikke-økonomiske omkostninger til antiterror

I det ovenstående har vi næsten kun beskæftiget os med de økonomiske aspekter, men en stor del af prisen på antiterror er autoritær lovgivning. Det er dog et emne vi vil komme ind på i et andet indlæg.

Konklusion

Antiterrorlovgivning lader til at være en ineffektiv måde at redde liv på. Der burde være bedre måder at bruge op mod 1000 millioner kroner på hvis målet er at redde liv. Dermed ikke sagt at vi er kategoriske modstandere af al antiterrorlovgivning, blot at dem vi har set indtil videre ikke har været tilfredsstillende.