Når journalister er bedre politi end politiet

I dag kan man læse en historie fra DR hvor de har testet hvor stort problemet er med stjålne cykler i Danmark. Opsummeret:

  • Lånte 5 cykler af et forsikringsselskab.
  • Låste dem forskellige steder i landet:
    • “Kongens Have i centrum af Odense en hverdagsaften klokken 17.30”
    • “parkeret i cykelstativet ved DR Byen på Amager”
    • “En Kildemoes damecykel satte vi i cykelparkeringen på Hvidovre Station vest for København”
    • “en herrecykel af mærket Avenue placeret i Aabenraa i Sønderjylland”
    • “ladcyklen blev efter få dage klippet op og kørt til den lokale politistation i Køge”
  • “På bare en uge forsvandt tre af de fem cykler, selv om de var låst med en kædelås.”

3/4 af dem på Sjælland blev stjålet. 1/1 Fyn, 0/1 Sønderjylland. På én uge.

Konklusion?

Eksperimentet har altså vist, hvor let det er at stjæle en cykel, mener skadeschef i Almindelig Brand Forsikring, Brian Wahl Olsen.

– DR’s eksperiment med cykler viser desværre med alt tydelighed, hvor stort problemet er. Der stjæles fem cykler i timen – året rundt i Danmark. Det er helt urimeligt, siger han.

Han mener dog, at fokus på problemet kan få cykelkøbere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber en cykel.

– Vores medvirken i DR’s cykeleksperiment viser desværre, hvor aktive cykeltyvene er og hvor let det er at sælge dem videre til “godtroende danskere” – som nok ikke altid ved, at det er en stjålen cykel, de køber.

Der er ingen kommentarer fra politiet, hvilket kan synes underligt. Såfremt at vi tager statistikken for gode varer, så viser det jo at tyveri af cykler er enormt udbredt og hvad gør politiet? Spilder tiden på at rydde Christiania?

Statistik

Måske det var et tilfælde. Måske cykeltyveri slet ikke er så normalt. Kan vi finde nogle tal? Danmarks Statistik har en tabel med anmeldte forbrydelser:

cykeltyveri

Så, anmeldelser af cykeltyverier er faktisk faldende, hvilket er overraskende. Der var en stærkt nedadgående tendens allerede fra 1995 til ca. 2001, hvorefter at tendensen er ca. konstant i ca. 10 år indtil 2012 hvor den igen er faldende. Det er måske ikke helt en tilfældighed fordi Danmark indtrådte i Schengen-aftalen i 2001. Schengen-aftalen betyder at der ikke er fast grænsekontrol (dog stadig stikprøvekontrol) og det er derfor meget nemmere at være østeuropæisk cykeltyv. Hvis det er korrekt, så gik vi glip af et yderligere fald i antal tyverier i perioden efter 2001. Et forsigtigt bud på faldet siden 2012 er måske at de østeuropæiske lande er blevet relativt rigere ifht. Danmark og derfor er tyveri af cykler ikke længere så attraktivt. Det er temmelig spekulativt.

En mere pessimistisk fortolkning er, at faldet i anmeldelser ikke reflekterer virkeligheden, men snarere at folk har givet op overfor politiet og i stigende grad ikke gider anmelde cykeltyverier. For at finde ud af det skal man have tal for hvor mange procent af dem som får en cykel stjålet som anmelder det. Sådan et tal kunne jeg ikke finde.

En anden hypotese er at folk ejer færre cykler og cykler mindre end før fordi de hele tiden bliver stjålet og at der derfor er færre at stjæle. Det lader til at DTU indsamler et stort datasæt om det, men af whatever årsager skal det ikke være offentligt… suk! I stedet må vi nøjes med et cykelindeks fra Vejdirektoratet:

cykelindeks

“Vejdirektoratets reviderede cykeltrafikindeks, som følger udviklingen i cykeltrafikken og knallert30, er for tiden baseret på registreringer fra ca. 60 permanente cykeltællestationer fordelt over hele landet.”

Der er desværre ingen tal fra før 2000. Tallet er svagt stigende gennem perioden, mens antal tyverier er svagt faldende. Der er et stort fald i 2010, og der ses samtidig en stor stigning omkring 2010 på kortet overfor. Umiddelbart lader der til at være en negativ sammenhæng mellem hvor meget folk cykler og antal anmeldete cykeltyverier. I hvert fald baseret på disse tal. Jeg har ikke umiddelbart nogen ide om hvorfor det skulle være.

En anden pessimistisk tolkning er at politiet laver kreativ bogføring med tallene, som det kom frem tidligere. Det er ikke nemt at undersøge for os.

Umiddelbart er der en lille grund til optimisme, men med plads til forbedring.

Forslag til politiet

DR har vist hvor hovedrystende nemt det er at finde frem til cykeltyve (heller ikke noget nyt). I dette tilfælde kan der ikke være tale om simpelt forbrugstyveri fordi dovne fulde mennesker som gerne vil hjem fra byen går ikke rundt med værktøj til at klippe en kædelås op. Den slags gøres kun af organiserede tyve. Så vores forslag til politiet er ganske enkelt: find nogle cykler (evt. fra uhentet hittegods), sæt skjulte GPS-sendere på dem og vent. Når GPS’en begynder at flytte sig, så sender I en patrulje til den og fanger tyven. GPS-sendere er præcise indenfor få meter, så det er meget nemt at finde frem til gerningsmændene.

Man kunne jo meget passende oprette en cykelafdeling som kun tog sig af cykeltyverier. Jeg vil skyde på at det hurtigt ville have en relativ stor effekt på antallet af stjålne cykler. Med 41,214 anmeldte cykeltyverier alene i 3/4 af 2016 er der jo rigeligt at tage fat på.

Ville det virke? Er der ikke for mange cykeltyve?

Effekten kommer an på hvor mange tyverier der er hjem-fra-byen-tyverier og hvor mange der er organiserede. Siden at de fleste låser deres cykler, så gætter jeg på at en stor andel er organiserede, lad os sige 75%. Kriminalitet følger en power law fordeling. Det er en meget skæv fordeling hvor de meste kriminalitet begås af et relativt lille antal personer. En power law fordelingen ses for ~alle typer af kumulative data. Nedenfor ses en graf fra Sverige:

sweden-crime

Altså, den mest kriminelle 1% modtog 63% af alle domme for voldskriminalitet. En fordeling i den retning findes med garanti også indenfor cykeltyveri. Det er meget heldigt, på sin vis, fordi det gør det nemt for politiet. Hvis de blot kan fange 1% af cykeltyve, så kan de reducere antallet af stjålne cykler med ~60%. Og de 1% er endda de nemmeste at fange. Da de er så aktive, så vil de uden tvivl være blandt de første til at blive fanget.

I det lidt længere perspektiv, så ville ordet hurtigt sprede sig i østeuropa, at det danske politiet benytter sig af honey pots i stor grad, og det ville nok få de kriminelle til at søge i andre retninger (Tyskland, Sverige, osv.).

Spionering ad bagvejen

Søren Pind, ministeren som tragikomisk kalder sig selv frihedsminister, har netop fremsat forslag om at “Spredning af IS-propaganda skal koste op til seks års fængsel“. Udover at være endnu et tåbeligt tiltag på at begrænse ytringsfriheden med vage love, så lader det ikke umiddelbart til at have noget med overvågning at gøre, men det har det.

Læs mere Spionering ad bagvejen

Falske voldtægtsanklager og retssystemet

Artiklen her blev første gang bragt på Manfo i 2013. Men da Manfo er lukket, så bringer vi den nu her da den stadig er relevant.

En ung kvinde blev fornyligt dømt for at have løjet for retten ved at fremsætte en falsk voldtægtsanklage. Hun blev straffet med 20 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste. Avisen kalder det for “dyrt”. Det ville jeg kalde mildt. Jeg blev derfor nysgerrig og satte mig for at undersøge emnet. I denne artikel opsummeres mine fund og betragtninger. Jeg har begrænset mig til voldtægt mellem mænd og kvinder, hvor manden er gerningsmanden. Det er langt det mest normale, men der findes også homoseksuelle voldtægter (specielt i fængslerne), og voldtægter med omvendt kønsfordeling.

Læs mere Falske voldtægtsanklager og retssystemet

Retssikkerheden er stadig faldende i Danmark

Den danske tænketank Justitia udgiver mange analyser omkring retssikkerheden i Danmark. På nytårsdag udgav de en analyse som opsummerede ændringerne i løbet af 2015: Statusoversigt: Retssikkerhed i Danmark anno 2015. Analysen er kun 21 sider lang og er ikke skrevet på ulæseligt jurasprog, så den er bestemt værd at læse hvis man er interesseret i retssikkerhed.

Læs mere Retssikkerheden er stadig faldende i Danmark

Hvor blev mine friheder af?

Den uafhængige juridiske tænketank Justitia har lavet en opgørelse over ændringer af Straffeloven 2000-2015. Straffeloven (dansk Wikipedia) er særlig relevant at se på fordi den indeholder de fleste af samfundets mest basale love, såsom forbud mod vold, mord, voldtægt, trusler, tyveri, hærværk, brandstiftelse, bedrageri m.fl. Det siges at prisen på frihed er at man er evig årvågen, så derfor giver det fin mening at se på om vi bliver mere eller mindre frie med tiden. Hvad fandt man ud af?

friheder

friheder 2

Hvad angår basale friheder i Straffeloven, så tyder det på at vi bliver mindre frie med tiden. Det er dog muligt at samfundet er blevet mere kompliceret og at det derfor var nødvendigt at indføre nogle flere begrænsninger. Uheldigvis udgav Justitia ikke en liste med alle ændringerne og deres kategorisering. En af os har spurgt Justitia om de vil gøre den tilgængelig. Hvis de gør den tilgængelig, så kunne man jo lave en spørgeundersøgelse hos en gruppe personer om hvad de mener om hver ændring. Noget tyder på at befolkningen gerne vil have færre regler end politikerne vil.

Politikerne vedtager love, men fjerner dem sjældent igen

Resultaterne fra Justitias undersøgelse er ikke noget nyt, for det gælder generelt at politikere generelt laver flere og flere love med tiden. Af den grund har man forsøgt både i Danmark og i udlandet med solnedgangsklausuler (“sunset clauses“), hvilket er en udløbsdato for en lov. For at loven bliver ved med at være gældende, så skal den således fornys af og til. I praksis er det dog tvivlsomt at det har meget effekt da politikerne bare udsætter udfasningen af sådanne love hver gang de er ved at udløbe uden tænke nærmere over emnet (de har nok travlt med den seneste mediehistorie). Ideen dukker op af og til i debatten, måske senest om nogle (foreslåede) love om Syrien-krigere.

Der er en relativ nem måde at se om tendensen i Straffeloven gælder mere generelt for Danmarks love. Det kan man gøre ved at se på antallet af love over tid. Det kan gøres med den information som er offentligt tilgængeligt om de danske love på http://retsinformation.dk/. Uheldigvis er der ingen API og vores forsøg på at få dem til at sende os dataene resulterede i dette bizarre svar:

$Retsinfo (953retsinfo) <retsinfo@retsinfo.dk> 2. februar 2015 kl. 13.05
Til: Emil Ole William Kirkegaard <the.dfx@gmail.com>

Cc: Oliver Nordbjerg <nordbjerg.oliver@gmail.com>, [udeladt]

Hej Emil, Oliver og [udeladt]

Tak for jeres henvendelse og interesse for Retsinformation.

Retsinformation.dk er alene etableret for slutbrugere, og systemet er derfor ikke designet eller drevet med henblik på genanvendelse af data herfra. Det er derfor helt forståeligt, at arbejdet med at bruge de data er besværligt. I øvrigt skal vi henstille, at I ikke henter data maskinelt fra retsinformation.dk, da systemet er til slutbrugere.

Der findes ikke et API til retsinformation.dk, men I har mulighed for at abonnere på vores webservice. Med henblik på at udstille data i retsinformation.dk på en stabil og systematiske måde er der således siden 24. september 2007 tilbudt en webservice, der er tiltænkt aftagere af data fra retsinformation.dk med genanvendelse for øje.

Civilstyrelsen tilbyder webservice til Retsinformations regeldatabase, hvilket måske kunne være relevant for jer. For at anvende servicen skal I indgå en aftale med Civilstyrelsen, hvorefter vores driftsleverandør vil blive anmodet om at installere jeres VOCES-certifikat. Web servicen stilles gratis til rådighed, men den udstiller kun nye eller ændrede regler fra de sidste 10 dage. Civilstyrelsen tilbyder derfor også, at alle kan få et dump på en dvd af retsinformation.dk’s regeldatabase for de omkostninger, der er forbundet hermed. Det er i dag ca. 10.000 kr.

I finder yderligere information om web servicen, herunder instruktion i hvordan serviceaftager opnår adgang, her:

https://www.retsinformation.dk/offentlig/vejledninger/Retsinformation%20web%20service%20vejledning%20v3.pdf

Med venlig hilsen

 Christian Andersen-Mølgaard

Fuldmægtig

Retsinformation

Adelgade 13

1304 København K

( 33 32 52 22

( 72 66 13 15 (direkte)

* retsinfo@retsinfo.dk

Sags nr. 15-120-00416

Du læste ikke forkert. De forsøger at sælge os en DVD med offentlig information for 10000 kroner! Det er en af de situationer hvor man ikke ved om man skal græde eller grine.

Der er dog ikke noget forbud med at downloade alle lovene, så deres henstilling tæller ikke for meget juridisk set. Den giver heller ikke teknisk mening. Hvad relevans har det at en side var designet med henblik på genanvendelse af data? Det er hele ideen med web scraping, at få data som er tilgængelig i et dårligt format over i et bedre format. Hvad viser dataene?

love

Vi ser et meget tydeligt mønster. Ikke nok med at antallet af love stiger over tid, forøgelsen af nye love stiger, måske endda eksponentielt. [Vi tænker at bruge dataene til at lave en hjemmeside hvor man kan stemme og diskutere alle danske love og paragraffer med en interface lign. Reddit, men det er ikke klart endnu.]

Vi har allerede et så stort antal love at det er umuligt for en normal dansker at kende bare en lille del af dem. Selv en relativ basal lov som Straffeloven har flere hunderede paragraffer og derudover et stort antal underparagraffer. Men det slutter ikke her. Lad os tage en nogenlunde tilfældig paragraf:

§ 138. Den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, hvis han i denne tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare.

Så vidt vi ved går politiet ikke rundt og giver bøder til folk på diskoteker, selvom disse udsætter andre og deres egendele “for fare”. Så hvordan skal den almindelige borger, som i forvejen har svært ved jurasprog, vide hvilken adfærd der er ulovlig? Det kan personen selv sagt ikke vide, man er nødt til også at kende lovpraksis, nemlig hvordan politiet, anklagerne og retten i praksis fortolker loven. Det kan man ikke læse i loven, i stedet må man købe en lærebog i jura og læse notaterne, eller anskaffe sig en advokat.

Komalove som vågner

Et andet relateret problem er komalove (“dormant laws”), hvilket er love som ikke har været anvendt i en længere periode, men som aldrig er blevet fjernet. De ligger således og vente på at nogen senere får den ide at begynde at anvende dem igen eller fjerne dem. Det kan være en rigtig dårlig ide. I Danmark er fx blasfemi forbudt og paragraffen (§140) er ikke ført til en dom siden 1946 hvor nogen havde klædt sig ud som præst til karneval (if. dansk Wikipedia). Men det er bestemt tænkeligt at der i nær fremtid kommer nogle nye anklagere eller dommere som vil begynde at bruge den igen. Islam har som bekendt forbud mod blasfemi, muslimer tager det generelt meget seriøst og muslimer har en stærkt stigende indflydelse i Danmark. Også de mere seriøse danske kristne kunne nok godt finde på at genoptage brugen af blasfemiparagraffen (fx i 2003 da Kvickly solgte sandaler med Jesusmotiv).

Det ovenstående er et hypotetisk tilfælde da ingen endnu er blevet dømt for loven siden 1940erne, men der findes også et konkret tilfælde: §266b bedre kendt som “racismeparagraffen”, på trods af at den dækker meget andet end racisme:

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Det kan lyde underligt for mange, men loven var stort set ubrugt indtil omkring år 2000 hvor man begyndte at retsforfølge folk som sagde grimme ting, typisk om muslimer. Loven blev oprindeligt indført i 1939 som en reaktion på Nazitysklands anti-semitiske propaganda og racistisk vold. Loven blev ændret i 1971, dog ikke som reaktion på et reelt problem, men fordi at danske politikere ville fremstå demokratiske ved at indføre en lov som diktaturer havde stemt igennem i FN (dette er stadig normal praksis).

Som nævnt blev loven ikke anvendt meget indtil ca. år 2000:

Udvidelsen af racismeparagraffen har resulteret i langt flere domsfældelser sammenlignet med den tidligere version af bestemmelsen. Den tidligere version blev kun anvendt i yderst sjældne tilfælde og har så vidt vides kun affødt én trykt dom. Siden ændringerne af bestemmelsen i 1971 frem til juni 2000 foreligger der derimod ti domme, og i perioden fra juni 2000 til april 2011 er det ifølge Rigsadvokatens opgørelser afsagt helt op mod 32 byretsdomme, otte landsretsdomme og en højesteretsdom, hvor tiltalte er blevet dømt efter § 266b, stk. 1, mens tiltalte er blevet frifundet i fire landsretsdomme og to byretsdomme8. En række af disse domme handler om personer og politikere, der har ytret sig i samfundsdebatten om emner af stor offentlig interesse. [JUSTITIA, 2011]

Siden 2011 er §266b også blevet brugt flittigt. Vi kunne ikke finde en oversigt, men hvis man søger efter “dømt racismeparagraffen”, så kan man finde mange historier. Vi har skrevet til Rigsadvokaten for at få en liste over alle tiltaler og domme:

Emil Ole William Kirkegaard <the.dfx@gmail.com> 22. november 2015 kl. 15.41
Til: rigsadvokaten@ankl.dk

Kære Rigsadvokat,
Jeg kunne godt tænke mig en liste over alle tiltaler rejst for brud på §266b og den forgængere, samt hvorvidt de blev fundet skyldige eller ej.
Justitia/CEPOS har i 2011 udgivet et skriv om emnet, men det omtaler kun statistik op til 2011.
http://justitia-int.org/racismeparagraffen-kan-og-bor-aendres-med-henblik-pa-at-styrke-ytringsfriheden/

Mvh
Emil

Det er uvist hvor mange andre komalove som pludselig kunne blive aktiveret igen af en anklager.

Ingen anden vej end en stor reform

Såfremt man ser den svært fattelige stigning i antal love og paragraffer — og deres frihedsbegrænsninger — for problematisk, så er der ingen anden vej end at slutte sig til dem som ønsker en større reform af den danske lovjungle (medmindre man er anarkist, hvormed man mener at de alle skal ophæves og staten afskaffet osv.). Nogle bud på hvordan det skal gøres kunne være:

  • Alle love som omhandler almindelige danskeres adfærd skal skrives på et sprog der er forståeligt for dem. Dette skal empirisk testes ved at læse læseprøver på forståelsen af lovene.
  • En bedre offentlige lovdatabase skal laves således at man nemt kan finde alle afgørelser i fuldtekst lavet på baggrund af en given paragraf. Der skal tilmed være opsummeringer af lovpraksis.
  • Love der ikke har været anvendt i en årrække skal automatisk afskaffes (‘automatisk solnedgang’).

Er antiterrorlovgivning prisen værd?

I en tid med terror i både Danmark og andre europæiske lande, så tænkte vi at det er en god grund til at opsummere vores generelle synspunkt hvad angår den nuværende (og måske kommende) antiterrorlovgivning. Det er ikke ment som en komplet politisk oversigt.

Symbolpolitik

Som regel når der er en større mediesag om en specifik begivenhed, så betyder det at politikerne nærmest stiller sig i kø for at i hast indføre ny lovgivning netop mod det problem. Derfor får man love med navne som Megan’s law, Jessica’s law osv. Det gælder ikke kun i USA. Herhjemme ser vi fx Knivloven som blev indført pga. et specifikt mord med kniv i København:

Baggrunden for skærpelsen var knivdrabet af den 19-årige Anton Njie Hansen på Strøget i København 5. januar 2008. Efterfølgende blev der rejst krav fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om et totalt forbud mod knive i nattelivet. Den da gældende våbenlov tillod at man offentligt måtte være i besiddelse af en max 7 cm. lang foldekniv hvis knivsblad ikke kunne fastlåses. Daværende justitsminister Lene Espersen afviste på pågældende tidspunkt et totalt forbud og udtalte at man i stedet burde “øge sandsynligheden for at blive stoppet, hvis man har en kniv i hånden. Det skal ske ved, at politiet er aktive og synlige og ude at lave stikprøvekontroller”.[1] En undersøgelse foretaget af det Kriminalpræventive Råd og Københavns Universitet viste at der ikke var sket nogen stigning i knivkriminialiteten i perioden mellem 1995 og 2005.[2] Politiet udtalte også at de med de daværende gældende love havde beføjelser nok til at bekæmpe knivkriminaliteten.[3]

Klemens Kappel skrev for nogle år siden en artikel om emnet Tragisk symbolpolitik og den heroiske politiker. Pointen var at når politikerne indfører ny lovgivning i hast efter en specifik begivenhed, så har de en tendens til ikke at have tænkt sig særlig godt om. Deres lovgivning fører derfor ofte til store problemer. Knivloven herhjemme førte til bøder og endda fængselsstraf til normale mennesker som havde knive i deres bil som de brugte til deres arbejde.

Antiterrorlove

Nu snakker danske politikere om at indføre mere antiterrorlovgivning. Det kommer som et følge af et stort terrorangreb i Frankrig som kostede 136 liv samt desuden angrebet i København. Danmark har i forvejen ikke én, men to terrorpakker som blev indført efter store angreb i udlandet. Antiterrorlovene er dyre, både i civile rettigheder og økonomisk. En artikel fra februar nævner at antiterror og antiradikalisering koster ca. 970 millioner. Dertil kommer udgifter til ekstra sikkerhed i lufthavne osv., hvilket både koster tid og penge.

Når omkostningerne er så høje, så kunne man jo få den ide at spørge: hvor stort et problemet egentligt med terrorisme? Det spurgte Falkvinge om i 2012. Han fandt nogle tal frem om det gennemsnitlige antal døde for terror i Europa. Den database han brugte går dog kun til ca. 2010, men hvis man ser på perioden 2000-2009 i det vestlige Europa, så døde der i alt 353 mennesker, eller ca. 35 om året. Tallet er lidt højere hvis vi brugte nyere tal, men næppe særligt højt, nok under 100 om året. Nedenfor ses tallene for antallet af døde i trafikken i Danmark alene:

Det første man ser er at tallene er stødt faldende, med ca. en halvering siden 2004-2014. Det er naturligvis gode nyheder og vi forventer at tendensen fortsætter. Særligt når selvkørende biler bliver normale, vil dødstallet falde drastisk og trafikulykker med dødelig udgang vil blive sjældne nok til at modtage mediedækning.

Det andet man ser, er at der i alle de forrige år har været flere døde i trafikken i Danmark end døde til terrorangreb i hele Vesteuropa tilsammen på 10 år. Nuvel, vil mange sige, terrorisme er anderledes end trafikken. Hvorfor? Døde i trafikken er et nødvendigt onde hvis man gerne vil have biler m.v. til effektiv transport. Døde til terror er ikke en omkostning forbundet med noget vi gerne vil have. Til det må man sige at det er ganske korrekt, men irrelevant. Pointen med sammenligningen er at sætte dødstallet i perspektiv, ikke at de har samme type årsag.

Når vi går meget mere op i antal døde som følge af terror, så skyldes det nok nærmere at vi mennesker er dårlige til at lave risikoanalyser hvis vi ikke er trænet til det. Filmen nedenfor giver en udmærket introduktion til emnet.

Prisen på liv

Selvom nogle vil hævde at man ikke kan sætte en pris på et menneskeliv, så forholder virkeligheden sig sådan at det bliver man nødt til at gøre. Gør man det ikke direkte, så træffer man alligevel beslutninger som indirekte sætter en pris på liv. Hvis man gør det indirekte, er der en større fare for at man ikke træffer en optimal beslutning. Fakta er at samfundet har en begrænset mængde resurser. I Danmark har vi et kollektivt sundhedssystem, hvilket betyder at ‘vi alle’ betaler til vores egen sundhed gennem diverse skatter og afgifter. Staten bruger således en del af sin indkomst på at betale sygehuse m.v. Men staten har ikke ubegrænsede resurser, så den må nødvendigvis prioritere hvilke behandlinger der skal gives uden brugerbetaling og hvilke der er selvbetaling på. Tandpleje er fx kun delvist offentligt betalt. Hvis man er under 18 er det betalt, men er man over må man selv betale en del af prisen. Men sundhed er ikke statens eneste udgift, så der skal også prioriteres ifht. andre udgifter såsom veje og politi.

Vi har ikke hørt om et land som har fastsat et beløb på hvad et liv er værd direkte, men man kan se på de prioriteringer der bliver lavet og regne baglæns til hvad et liv ca. er værd. Vi kunne ikke finde et dansk eller europæisk tal, men tal fra USA ligger omtrent på 9 millioner dollars, hvilket svarer til godt 63 millioner kroner (kurs 700). Det er med andre ord prisen på at undgå et dødsfald. Når man således bruger fx godt 970 millioner kroner på antiterror, så svarer det til at man kunne have reddet 15.4 liv. Med andre ord, for at terrortiltaget er det værd, så skal man kunne redde mere end 15.4 liv på den måde. Hvis ikke, så var pengene brugt bedre andre steder hvis målet var at redde liv.

Der har kun været 3 terrorangreb i Danmark i nyere tid og kun ét de seneste 10 år. Det er således temmelig svært at udregne hvor mange som dør per år fordi det afhænger meget af hvilke år man inkluderer. Hvis vi bruger samme regel som ovenfor, nemlig at bruge data fra for seneste 10 år med data, så er der i alt 2 døde ofre for terror i Danmark, eller .2 per år. Sammenligner man med trafikken og mere eller mindre alle andre årsager, så er det et meget lavt tal. Hvis formålet med pengene er at redde liv, så kunne de utvivlsomt bedre bruges andre steder.

Ikke-økonomiske omkostninger til antiterror

I det ovenstående har vi næsten kun beskæftiget os med de økonomiske aspekter, men en stor del af prisen på antiterror er autoritær lovgivning. Det er dog et emne vi vil komme ind på i et andet indlæg.

Konklusion

Antiterrorlovgivning lader til at være en ineffektiv måde at redde liv på. Der burde være bedre måder at bruge op mod 1000 millioner kroner på hvis målet er at redde liv. Dermed ikke sagt at vi er kategoriske modstandere af al antiterrorlovgivning, blot at dem vi har set indtil videre ikke har været tilfredsstillende.