Medier på støtten: problemet og et løsningsforslag

Hvad er mediestøtte? Hvem får det?

Før i tiden levede medierne af at sælge aviser og reklameplads, men nu lever medierne i høj grad af statskassen. Systemet er temmelig kompliceret, men en grafisk fremstilling fra en gennemgang fra 2008 ser således ud:

mediestoette_oversigt

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark: Beskrivelse af de danske støtteordninger til de trykte medier, 2008)

Det inkluderer dog kun støtten til de trykte medier, men mediestøtten til elektroniske medier er endnu større, primært fordi den inkluderer licenspenge som DR får. Siden figuren ovenfor blev lavet, er der vist kommet en reform eller tre. I hvert fald lader det ikke længere til at hedde distributionsstøtte, men der findes noget som hedder “redaktionel produktionsstøtte”, som beskrives således:

Redaktionel produktionsstøtte består af tre ordninger: Hovedordningen, supplementsordningen og overgangsordningen. Foreløbigt tilskud er beregnet på baggrund af puljens samlede beløb fratrukket et beløb til eventuelle klager. Efter klagefristen fordeles eventuelle uforbrugte midler til alle tilskudsmodtagere. Tilskuddet efter klagerunden er det endelige tilskud.

Man kan også finde de nyeste tal for den støtte. De største modtagere ses i tabellen herunder:

Medie Støtte i alt 2016 Støtte i alt 2016 % Kumulativ sum %
Ingeniøren 3,713,928 kr. 1.01% 84.75%
Lolland-Falsters Folketidende 4,023,987 kr. 1.09% 83.74%
Avisen.dk 4,902,528 kr. 1.33% 82.65%
Altinget.dk 5,396,377 kr. 1.46% 81.32%
Midtjyllands Avis 5,427,335 kr. 1.47% 79.86%
Nordvestnyt 5,885,272 kr. 1.60% 78.39%
Horsens Folkeblad 6,000,011 kr. 1.63% 76.79%
Herning Folkeblad 6,387,028 kr. 1.73% 75.16%
Metroxpress 6,423,095 kr. 1.74% 73.43%
Århus Stiftstidende 6,473,369 kr. 1.76% 71.69%
Sjællandske 6,490,890 kr. 1.76% 69.93%
Vejle Amts Folkeblad 7,258,638 kr. 1.97% 68.17%
Weekendavisen 7,871,755 kr. 2.14% 66.20%
Fyns Amts Avis 11,293,045 kr. 3.06% 64.06%
DAGBLADET / Frederiksborg Amts Avis 12,704,295 kr. 3.45% 61.00%
Fyens Stiftstidende 14,580,655 kr. 3.96% 57.55%
Ekstra Bladet 17,500,000 kr. 4.75% 53.60%
NORDJYSKE Stiftstidende 17,500,000 kr. 4.75% 48.85%
JydskeVestkysten 17,500,000 kr. 4.75% 44.10%
Børsen 18,109,914 kr. 4.91% 39.35%
Politiken 18,109,914 kr. 4.91% 34.44%
Jyllands-Posten 18,109,914 kr. 4.91% 29.53%
Berlingske 18,109,914 kr. 4.91% 24.61%
BT 18,109,914 kr. 4.91% 19.70%
Information 25,526,165 kr. 6.93% 14.79%
Kristeligt Dagblad 28,984,778 kr. 7.86% 7.86%
I alt
368,599,997 kr.

(rådata)

Nogle medier modtager en del mere end andre. Kristeligt Dagblad er den største modtager med 29 millioner kroner om året. Ikke overraskende får de mest kendte aviser langt de fleste penge. Mht. Kristeligt Dagblad, så har avisen 105 ansatte og havde et årsregnskab på godt 120 millioner (lidt uklart, deres regnskab nævner ikke indkomst fra mediestøtte specifikt). Med andre ord så er ca. 25% af virksomhedens indkomst fra statskassen — uanset om dem som betaler til statskassen læser avisen eller ej.

If. redegørelsen fra før udgør den direkte støtte dog kun en lille del af støtten til trykte medier fordi den største del består i at medierne (åbenbart) er moms-fritaget: mediestoette_oversigt2

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark: Beskrivelse af de danske støtteordninger til de trykte medier, 2008)

Som nævnt er det dog stadig kun en lille del af den samlede mediestøtte fordi de elektroniske medier modtager den største del:

mediestoette_oversigt3

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark, opsummering)

Altså, støtten til elektroniske medier var på godt 4,9 milliarder, mens støtten til trykte var på godt 1,5 milliarder, i alt et beløb på godt 6,4 milliarder i 2007.

En mediestøtte uden frit valg

Grunden til at et marked virker er at forbrugere selv kan vælge hvad de gerne vil købe. Virksomheder som sælger ting forbrugerne gerne vil købe, oplever således større salg, mens andre virksomheder ikke gør. De går evt. konkurs hvis de ikke formår at forbedre sig. Nye virksomheder kan startes for at konkurrere på markedet i den grad at de kan konkurrere med de etablerede. I det lange løb fører det til en generel forbedring af produkter og formindskelse af priserne da forbrugerne i nogen grad vælger billigere og bedre produkter.

Tilsyneladende har staten bidraget med mediestøtte i diverse former siden 1700-tallet (Sofie Flensburg, Dansk mediestøtte 1960-2014), så ideen er ikke ny. Dengang blev det tilsyneladende anvendt med formål om at bevare kongemagten (som også gav støtten — stof til eftertanke).

I den grad at mediestøtten er afgørende for mediernes overlevelse, så vil man også forvente at medierne ikke vil kritisere mediestøtten. Man kan derfor nok forvente at støtten generelt vil vokse med tiden i takt med at medierne selv bliver en større og større politisk magt og bruger deres magt til at forøge støtten.

Partierne i Folketinget kan i nogen grad inddeles efter hvor stor en stat de ønsker. Statens størrelse er en delvis funktion af bl.a. mediestøtten, så man ville forvente at de partier som gerne vil have en større stat (‘røde’) også kan forventes at ville have mere mediestøtte — alt andet lige. I så fald ville man ligeledes forvente at medierne i mindre grad ville være enige med de partier som ønsker en mindre stat og mindre mediestøtte. Med andre ord, af strukturelle årsager ville man forvente at medierne er relativt favorable over for de røde partier. En sådan effekt kan også forventes af den årsag, at offentlige virksomheder — som lever af statskassen, forstås — har det med at tiltrække personer som mener, at det er en god ide med et sådant setup. Man ville derfor forvente at journalister ville være relativt røde i deres politik.

Er journalisterne røde? Er medierne røde?

Vi har en side dedikeret til dette spørgsmål. Resultaterne af empiriske undersøgelser er ret tydelige. Journalister er i overvejende grød venstreorienterede: 80-90% stemmer rødt for midten (inkl. RV, eks. DF). Mediernes omtale af politisk ekstremisme viser ret tydelige tegn på politisk bias: relativ stor omtale af højreekstremisme vs. venstreekstremisme på trods af at forrige er meget mere udbredt.

Mediebias — et problem som frit valg kan løse

Hvis medierne skulle leve af indkomst fra salg af aviserne, så ville folk nok vælge nogle lidt andre medier og biasen ville være mindre. Men det kan folk ikke i den grad at medierne lever af statskassen. Den åbenlyse løsning er således ‘blot’ at fjerne mediestøtten og lade markedet løse problemet. Uheldigvis er det nok i praksis ikke så realistisk. Grunden til at medierne lever af støtte i så høj grad er, at deres indtjening fra salg af fysiske blade og reklameplads falder, fordi de digitale ækvivalenter ikke er tilsvarende store:

medier-salg

(kilde: Milliarder fosser ud af mediebranchen)

Hvis man blot skærer mediestøtten væk, så ville man således nok få det resultat at store dele af mediebranchen forsvandt. For en hardcore libertarianer ville det nok være et ønskværdigt resultat, men vi tvivler på at det er i samfundets bedste interesse. Spørgsmålet er så hvordan man kan kombinere et frit valg med en mediestøtte.

Vi kan emulere effekten af et frit marked ved at ganske enkelt lade folk selv bestemme hvem deres mediestøtte går til. Vi foreslår derfor at der bliver oprettet en offentlig side hvor man kan logge ind med nemID. På siden kan man bestemme hvordan ens penge bliver fordelt. Det sker ved at man har et beløb til rådighed som svarer til ens del af mediestøtten. Den samlede mediestøtte lader til at være omkring 6.4 milliarder om året, så hver person ville have omkring 1,000 kroner de kan fordele blandt de medier de synes om (mere i praksis hvis personer under 18 år udelades). Her anbefales det at standardværdierne sættes til værdierne fra året før for at holde systemet stabilt fra år til år.

Man bør også kunne stemme om størrelsen på støtten næste år. Det gøres ved at hver person kan vælge en %satsændring i støtten. Herefter udregnes medianen og bruges til at bestemme størrelsen på den samlede støtte næste år. Medianen bruges således at ekstreme yderværdier og gaming ikke har nogen effekt på tallet. Det er således en slags direkte demokrati om størrelsen på mediestøtten som går udenom de normale politiske beslutninger.

Alt i alt er forslaget designet til at mindske politisk bias i medierne — både partipolitisk og stats vs. anti-stat bias — samt gøre mediestøtten mere demokratisk uden derved at risikere at mediebranchen går konkurs (i hvert fald lige med det samme).