Medier på støtten: problemet og et løsningsforslag

Hvad er mediestøtte? Hvem får det?

Før i tiden levede medierne af at sælge aviser og reklameplads, men nu lever medierne i høj grad af statskassen. Systemet er temmelig kompliceret, men en grafisk fremstilling fra en gennemgang fra 2008 ser således ud:

mediestoette_oversigt

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark: Beskrivelse af de danske støtteordninger til de trykte medier, 2008)

Det inkluderer dog kun støtten til de trykte medier, men mediestøtten til elektroniske medier er endnu større, primært fordi den inkluderer licenspenge som DR får. Siden figuren ovenfor blev lavet, er der vist kommet en reform eller tre. I hvert fald lader det ikke længere til at hedde distributionsstøtte, men der findes noget som hedder “redaktionel produktionsstøtte”, som beskrives således:

Redaktionel produktionsstøtte består af tre ordninger: Hovedordningen, supplementsordningen og overgangsordningen. Foreløbigt tilskud er beregnet på baggrund af puljens samlede beløb fratrukket et beløb til eventuelle klager. Efter klagefristen fordeles eventuelle uforbrugte midler til alle tilskudsmodtagere. Tilskuddet efter klagerunden er det endelige tilskud.

Man kan også finde de nyeste tal for den støtte. De største modtagere ses i tabellen herunder:

Medie Støtte i alt 2016 Støtte i alt 2016 % Kumulativ sum %
Ingeniøren 3,713,928 kr. 1.01% 84.75%
Lolland-Falsters Folketidende 4,023,987 kr. 1.09% 83.74%
Avisen.dk 4,902,528 kr. 1.33% 82.65%
Altinget.dk 5,396,377 kr. 1.46% 81.32%
Midtjyllands Avis 5,427,335 kr. 1.47% 79.86%
Nordvestnyt 5,885,272 kr. 1.60% 78.39%
Horsens Folkeblad 6,000,011 kr. 1.63% 76.79%
Herning Folkeblad 6,387,028 kr. 1.73% 75.16%
Metroxpress 6,423,095 kr. 1.74% 73.43%
Århus Stiftstidende 6,473,369 kr. 1.76% 71.69%
Sjællandske 6,490,890 kr. 1.76% 69.93%
Vejle Amts Folkeblad 7,258,638 kr. 1.97% 68.17%
Weekendavisen 7,871,755 kr. 2.14% 66.20%
Fyns Amts Avis 11,293,045 kr. 3.06% 64.06%
DAGBLADET / Frederiksborg Amts Avis 12,704,295 kr. 3.45% 61.00%
Fyens Stiftstidende 14,580,655 kr. 3.96% 57.55%
Ekstra Bladet 17,500,000 kr. 4.75% 53.60%
NORDJYSKE Stiftstidende 17,500,000 kr. 4.75% 48.85%
JydskeVestkysten 17,500,000 kr. 4.75% 44.10%
Børsen 18,109,914 kr. 4.91% 39.35%
Politiken 18,109,914 kr. 4.91% 34.44%
Jyllands-Posten 18,109,914 kr. 4.91% 29.53%
Berlingske 18,109,914 kr. 4.91% 24.61%
BT 18,109,914 kr. 4.91% 19.70%
Information 25,526,165 kr. 6.93% 14.79%
Kristeligt Dagblad 28,984,778 kr. 7.86% 7.86%
I alt
368,599,997 kr.

(rådata)

Nogle medier modtager en del mere end andre. Kristeligt Dagblad er den største modtager med 29 millioner kroner om året. Ikke overraskende får de mest kendte aviser langt de fleste penge. Mht. Kristeligt Dagblad, så har avisen 105 ansatte og havde et årsregnskab på godt 120 millioner (lidt uklart, deres regnskab nævner ikke indkomst fra mediestøtte specifikt). Med andre ord så er ca. 25% af virksomhedens indkomst fra statskassen — uanset om dem som betaler til statskassen læser avisen eller ej.

If. redegørelsen fra før udgør den direkte støtte dog kun en lille del af støtten til trykte medier fordi den største del består i at medierne (åbenbart) er moms-fritaget: mediestoette_oversigt2

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark: Beskrivelse af de danske støtteordninger til de trykte medier, 2008)

Som nævnt er det dog stadig kun en lille del af den samlede mediestøtte fordi de elektroniske medier modtager den største del:

mediestoette_oversigt3

(kilde: Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark, opsummering)

Altså, støtten til elektroniske medier var på godt 4,9 milliarder, mens støtten til trykte var på godt 1,5 milliarder, i alt et beløb på godt 6,4 milliarder i 2007.

En mediestøtte uden frit valg

Grunden til at et marked virker er at forbrugere selv kan vælge hvad de gerne vil købe. Virksomheder som sælger ting forbrugerne gerne vil købe, oplever således større salg, mens andre virksomheder ikke gør. De går evt. konkurs hvis de ikke formår at forbedre sig. Nye virksomheder kan startes for at konkurrere på markedet i den grad at de kan konkurrere med de etablerede. I det lange løb fører det til en generel forbedring af produkter og formindskelse af priserne da forbrugerne i nogen grad vælger billigere og bedre produkter.

Tilsyneladende har staten bidraget med mediestøtte i diverse former siden 1700-tallet (Sofie Flensburg, Dansk mediestøtte 1960-2014), så ideen er ikke ny. Dengang blev det tilsyneladende anvendt med formål om at bevare kongemagten (som også gav støtten — stof til eftertanke).

I den grad at mediestøtten er afgørende for mediernes overlevelse, så vil man også forvente at medierne ikke vil kritisere mediestøtten. Man kan derfor nok forvente at støtten generelt vil vokse med tiden i takt med at medierne selv bliver en større og større politisk magt og bruger deres magt til at forøge støtten.

Partierne i Folketinget kan i nogen grad inddeles efter hvor stor en stat de ønsker. Statens størrelse er en delvis funktion af bl.a. mediestøtten, så man ville forvente at de partier som gerne vil have en større stat (‘røde’) også kan forventes at ville have mere mediestøtte — alt andet lige. I så fald ville man ligeledes forvente at medierne i mindre grad ville være enige med de partier som ønsker en mindre stat og mindre mediestøtte. Med andre ord, af strukturelle årsager ville man forvente at medierne er relativt favorable over for de røde partier. En sådan effekt kan også forventes af den årsag, at offentlige virksomheder — som lever af statskassen, forstås — har det med at tiltrække personer som mener, at det er en god ide med et sådant setup. Man ville derfor forvente at journalister ville være relativt røde i deres politik.

Er journalisterne røde? Er medierne røde?

Vi har en side dedikeret til dette spørgsmål. Resultaterne af empiriske undersøgelser er ret tydelige. Journalister er i overvejende grød venstreorienterede: 80-90% stemmer rødt for midten (inkl. RV, eks. DF). Mediernes omtale af politisk ekstremisme viser ret tydelige tegn på politisk bias: relativ stor omtale af højreekstremisme vs. venstreekstremisme på trods af at forrige er meget mere udbredt.

Mediebias — et problem som frit valg kan løse

Hvis medierne skulle leve af indkomst fra salg af aviserne, så ville folk nok vælge nogle lidt andre medier og biasen ville være mindre. Men det kan folk ikke i den grad at medierne lever af statskassen. Den åbenlyse løsning er således ‘blot’ at fjerne mediestøtten og lade markedet løse problemet. Uheldigvis er det nok i praksis ikke så realistisk. Grunden til at medierne lever af støtte i så høj grad er, at deres indtjening fra salg af fysiske blade og reklameplads falder, fordi de digitale ækvivalenter ikke er tilsvarende store:

medier-salg

(kilde: Milliarder fosser ud af mediebranchen)

Hvis man blot skærer mediestøtten væk, så ville man således nok få det resultat at store dele af mediebranchen forsvandt. For en hardcore libertarianer ville det nok være et ønskværdigt resultat, men vi tvivler på at det er i samfundets bedste interesse. Spørgsmålet er så hvordan man kan kombinere et frit valg med en mediestøtte.

Vi kan emulere effekten af et frit marked ved at ganske enkelt lade folk selv bestemme hvem deres mediestøtte går til. Vi foreslår derfor at der bliver oprettet en offentlig side hvor man kan logge ind med nemID. På siden kan man bestemme hvordan ens penge bliver fordelt. Det sker ved at man har et beløb til rådighed som svarer til ens del af mediestøtten. Den samlede mediestøtte lader til at være omkring 6.4 milliarder om året, så hver person ville have omkring 1,000 kroner de kan fordele blandt de medier de synes om (mere i praksis hvis personer under 18 år udelades). Her anbefales det at standardværdierne sættes til værdierne fra året før for at holde systemet stabilt fra år til år.

Man bør også kunne stemme om størrelsen på støtten næste år. Det gøres ved at hver person kan vælge en %satsændring i støtten. Herefter udregnes medianen og bruges til at bestemme størrelsen på den samlede støtte næste år. Medianen bruges således at ekstreme yderværdier og gaming ikke har nogen effekt på tallet. Det er således en slags direkte demokrati om størrelsen på mediestøtten som går udenom de normale politiske beslutninger.

Alt i alt er forslaget designet til at mindske politisk bias i medierne — både partipolitisk og stats vs. anti-stat bias — samt gøre mediestøtten mere demokratisk uden derved at risikere at mediebranchen går konkurs (i hvert fald lige med det samme).

Når journalister er bedre politi end politiet

I dag kan man læse en historie fra DR hvor de har testet hvor stort problemet er med stjålne cykler i Danmark. Opsummeret:

  • Lånte 5 cykler af et forsikringsselskab.
  • Låste dem forskellige steder i landet:
    • “Kongens Have i centrum af Odense en hverdagsaften klokken 17.30”
    • “parkeret i cykelstativet ved DR Byen på Amager”
    • “En Kildemoes damecykel satte vi i cykelparkeringen på Hvidovre Station vest for København”
    • “en herrecykel af mærket Avenue placeret i Aabenraa i Sønderjylland”
    • “ladcyklen blev efter få dage klippet op og kørt til den lokale politistation i Køge”
  • “På bare en uge forsvandt tre af de fem cykler, selv om de var låst med en kædelås.”

3/4 af dem på Sjælland blev stjålet. 1/1 Fyn, 0/1 Sønderjylland. På én uge.

Konklusion?

Eksperimentet har altså vist, hvor let det er at stjæle en cykel, mener skadeschef i Almindelig Brand Forsikring, Brian Wahl Olsen.

– DR’s eksperiment med cykler viser desværre med alt tydelighed, hvor stort problemet er. Der stjæles fem cykler i timen – året rundt i Danmark. Det er helt urimeligt, siger han.

Han mener dog, at fokus på problemet kan få cykelkøbere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber en cykel.

– Vores medvirken i DR’s cykeleksperiment viser desværre, hvor aktive cykeltyvene er og hvor let det er at sælge dem videre til “godtroende danskere” – som nok ikke altid ved, at det er en stjålen cykel, de køber.

Der er ingen kommentarer fra politiet, hvilket kan synes underligt. Såfremt at vi tager statistikken for gode varer, så viser det jo at tyveri af cykler er enormt udbredt og hvad gør politiet? Spilder tiden på at rydde Christiania?

Statistik

Måske det var et tilfælde. Måske cykeltyveri slet ikke er så normalt. Kan vi finde nogle tal? Danmarks Statistik har en tabel med anmeldte forbrydelser:

cykeltyveri

Så, anmeldelser af cykeltyverier er faktisk faldende, hvilket er overraskende. Der var en stærkt nedadgående tendens allerede fra 1995 til ca. 2001, hvorefter at tendensen er ca. konstant i ca. 10 år indtil 2012 hvor den igen er faldende. Det er måske ikke helt en tilfældighed fordi Danmark indtrådte i Schengen-aftalen i 2001. Schengen-aftalen betyder at der ikke er fast grænsekontrol (dog stadig stikprøvekontrol) og det er derfor meget nemmere at være østeuropæisk cykeltyv. Hvis det er korrekt, så gik vi glip af et yderligere fald i antal tyverier i perioden efter 2001. Et forsigtigt bud på faldet siden 2012 er måske at de østeuropæiske lande er blevet relativt rigere ifht. Danmark og derfor er tyveri af cykler ikke længere så attraktivt. Det er temmelig spekulativt.

En mere pessimistisk fortolkning er, at faldet i anmeldelser ikke reflekterer virkeligheden, men snarere at folk har givet op overfor politiet og i stigende grad ikke gider anmelde cykeltyverier. For at finde ud af det skal man have tal for hvor mange procent af dem som får en cykel stjålet som anmelder det. Sådan et tal kunne jeg ikke finde.

En anden hypotese er at folk ejer færre cykler og cykler mindre end før fordi de hele tiden bliver stjålet og at der derfor er færre at stjæle. Det lader til at DTU indsamler et stort datasæt om det, men af whatever årsager skal det ikke være offentligt… suk! I stedet må vi nøjes med et cykelindeks fra Vejdirektoratet:

cykelindeks

“Vejdirektoratets reviderede cykeltrafikindeks, som følger udviklingen i cykeltrafikken og knallert30, er for tiden baseret på registreringer fra ca. 60 permanente cykeltællestationer fordelt over hele landet.”

Der er desværre ingen tal fra før 2000. Tallet er svagt stigende gennem perioden, mens antal tyverier er svagt faldende. Der er et stort fald i 2010, og der ses samtidig en stor stigning omkring 2010 på kortet overfor. Umiddelbart lader der til at være en negativ sammenhæng mellem hvor meget folk cykler og antal anmeldete cykeltyverier. I hvert fald baseret på disse tal. Jeg har ikke umiddelbart nogen ide om hvorfor det skulle være.

En anden pessimistisk tolkning er at politiet laver kreativ bogføring med tallene, som det kom frem tidligere. Det er ikke nemt at undersøge for os.

Umiddelbart er der en lille grund til optimisme, men med plads til forbedring.

Forslag til politiet

DR har vist hvor hovedrystende nemt det er at finde frem til cykeltyve (heller ikke noget nyt). I dette tilfælde kan der ikke være tale om simpelt forbrugstyveri fordi dovne fulde mennesker som gerne vil hjem fra byen går ikke rundt med værktøj til at klippe en kædelås op. Den slags gøres kun af organiserede tyve. Så vores forslag til politiet er ganske enkelt: find nogle cykler (evt. fra uhentet hittegods), sæt skjulte GPS-sendere på dem og vent. Når GPS’en begynder at flytte sig, så sender I en patrulje til den og fanger tyven. GPS-sendere er præcise indenfor få meter, så det er meget nemt at finde frem til gerningsmændene.

Man kunne jo meget passende oprette en cykelafdeling som kun tog sig af cykeltyverier. Jeg vil skyde på at det hurtigt ville have en relativ stor effekt på antallet af stjålne cykler. Med 41,214 anmeldte cykeltyverier alene i 3/4 af 2016 er der jo rigeligt at tage fat på.

Ville det virke? Er der ikke for mange cykeltyve?

Effekten kommer an på hvor mange tyverier der er hjem-fra-byen-tyverier og hvor mange der er organiserede. Siden at de fleste låser deres cykler, så gætter jeg på at en stor andel er organiserede, lad os sige 75%. Kriminalitet følger en power law fordeling. Det er en meget skæv fordeling hvor de meste kriminalitet begås af et relativt lille antal personer. En power law fordelingen ses for ~alle typer af kumulative data. Nedenfor ses en graf fra Sverige:

sweden-crime

Altså, den mest kriminelle 1% modtog 63% af alle domme for voldskriminalitet. En fordeling i den retning findes med garanti også indenfor cykeltyveri. Det er meget heldigt, på sin vis, fordi det gør det nemt for politiet. Hvis de blot kan fange 1% af cykeltyve, så kan de reducere antallet af stjålne cykler med ~60%. Og de 1% er endda de nemmeste at fange. Da de er så aktive, så vil de uden tvivl være blandt de første til at blive fanget.

I det lidt længere perspektiv, så ville ordet hurtigt sprede sig i østeuropa, at det danske politiet benytter sig af honey pots i stor grad, og det ville nok få de kriminelle til at søge i andre retninger (Tyskland, Sverige, osv.).

Populært meme-remix af Taylor Swift’s “Shake it off” ramt af copyrightcensur

Alting er et remix, mere eller mindre. Loven lader dog som om at dette ikke er tilfældet, og det fører ofte til problemer. Larry Lessig påpegede for en del år siden at remixes af kendte sange som kun remixede billed-siden særligt ofte blev ramt. Det skyldes nok at Youtube m.fl. har automatiske scripts til at finde remixes baseret på lydsiden, mens videosiden er mere besværligt at arbejde med. Nedenfor ses Lessig’s TED talk om emnet. Eksemplerne han fremviser starter fra 8:40.

Et hold bestående af 17 folk fra den populære subreddit HighQualityGifs havde brugt lang tid på at lave et glimrende remix af Taylor Swift’s kendte sang Shake it off (Haters gonna hate). Tråden har lige nu over 5,300 nettoupvotes. Men så skete der hvad der ofte sker:

haters1

Det er tydeligvis fair use, så vi reposter den her: