Falske voldtægtsanklager og retssystemet

Artiklen her blev første gang bragt på Manfo i 2013. Men da Manfo er lukket, så bringer vi den nu her da den stadig er relevant.

En ung kvinde blev fornyligt dømt for at have løjet for retten ved at fremsætte en falsk voldtægtsanklage. Hun blev straffet med 20 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste. Avisen kalder det for “dyrt”. Det ville jeg kalde mildt. Jeg blev derfor nysgerrig og satte mig for at undersøge emnet. I denne artikel opsummeres mine fund og betragtninger. Jeg har begrænset mig til voldtægt mellem mænd og kvinder, hvor manden er gerningsmanden. Det er langt det mest normale, men der findes også homoseksuelle voldtægter (specielt i fængslerne), og voldtægter med omvendt kønsfordeling.

Voldtægt generelt
Voldtægt er en meget alvorlig forbrydelse. Formentlig, så er kvinder fra naturens side skabt til at være særlig følsom overfor denne type vold. Ideen er at kvinderne fratages deres kontrol over hvem de har sex med, og dermed får børn med. Biologisk set er det rigtig dyrt at blive gravid, og hvis man er blevet voldtaget så har man ikke haft kontrol over hvem som har bidraget med sæden. I de fleste tilfælde vil det nok heller ikke være muligt at få resurser fra personen — resurser som er nødvendige når barnet skal vokse op. Nu om dage har man opfundet både prævention og abort, men naturen har ikke opdateret kvinder, så at sige, endnu. De føler derfor stadig at det er en særlig ubehagelig forbrydelse.

Retsmæssigt er voldtægter besværlige. På den ene side bør man helt klart straffe hårdt for voldtægter. På den anden side, så er det svært at bevise at en voldtægt har fundet sted. Det skyldes at man ikke bare kan se på en kvindes underliv om hun er blevet voldtaget eller har haft samtykkende sex. Følgelig er man nødt til at bruge andre former for beviser, særligt vidneudsagn fra kvinden. Men da det er muligt at lyve, så fører det til retssikkerhedsmæssige problemer. Det er en trist situation som man endnu ikke har fundet nogen god løsning på. Modsat hvad mange tror, så virker løgnedetektorer ikke særlig godt. I teorien burde det være muligt at se om folk lyver eller ej ved hjælp af hjernescanninger, men teknologien er ikke til det endnu.

Straffen for voldtægt
Hvad er straffen for voldtægt? Straffeloven siger:

§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Altså op til 12 år i særligt grove tilfælde. Nuvel er det kun strafferammen, det er også vigtigt at se på lovpraksis. Altså, hvor lang straf får folk normalt. If. Voldtægt Retsbeskyttelse for den krænkede – retssikkerhed for gerningsmanden fra Dansk Forening for Kvinderet, nævnt her, så er retspraksis:

2002: Strafferammen skærpes fra 6 til 8 års fængsel for “normal” voldtægt og fra 10 til 12 års fængsel for særlig grov voldtægt. Efter dette giver en overfaldsvoldtægt typisk 2½ års fængsel, en kontaktvoldtægt  1½år-2½ års fængsel og parvoldtægt 1½ – 1 år og 8 måneders fængsel. (Der er ingen mindste straf.)

Straffen for at lave falske anmeldelser
Hvad er straffen for at anklage nogen for voldtægt på falsk grundlag?

§ 164. Den, der afgiver urigtige oplysninger til offentlig myndighed med forsæt til, at en uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der tilintetgør, forvansker eller bortskaffer bevis eller tilvejebringer falsk bevis med forsæt til, at nogen derved sigtes eller dømmes for et strafbart forhold.

Stk. 3. Den, der foretager en handling som nævnt i stk. 1 og 2 med forsæt til, at han selv eller en anden med dennes samtykke derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, som han ikke har begået, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 4. Efter den forurettedes begæring kan det i dommen bestemmes, at domsslutningen og så meget af domsgrundene, som retten skønner fornødent, ved offentlig foranstaltning skal kundgøres i en eller flere offentlige tidender.

§ 165. Den, der til offentlig myndighed anmelder en strafbar handling, der ikke er begået, såvel som den, der til sådan myndighed indgiver falske klagemål, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

En relativ høj strafferamme, men hvor lang tid får folk i praksis? Det Kriminalpræventive Råd har udgivet en serie af rapporter om voldtægt i Danmark. Delrapport 2 handler om falske anklager og er frit tilgængelig på hjemmesiden. Heri kan man læse (side 53):

Meget milde domme efter min mening. Strengeste dom er 30 dages ubetinget fængsel, hvilket er sket to gange. Mest normale dom er 30 dages betinget fængsel. De passer meget fint med dem man hører om i medierne.

De giver et eksempel (side 41):

Christina anmelder to fyre for at have begået voldtægt i et køkken på en bar. Mændene anholdes og giver andre forklaringer. Foreholdt deres forklaringer giver hun dem ret og siger, at det var hendes veninde og venindens mor, der ville have det anmeldt. Hele miseren skyldes, at hun ringede til sin veninde og fortalte, at hun var blevet voldtaget. Historien melder intet om, hvorfor hun sagde netop dét til veninden.

Egentlig er hun mest (seksuelt) sammen med den ene anmeldte gerningsmand, og hun har ikke specielt meget lyst til, at den anden deltager, men hun accepterer det, ifølge egne ord. Det er pga. bar-bestyrerens forklaring til politiet, at det overhovedet kommer frem, hvem Christina var sammen med, for Christina selv siger ikke noget til politiet om, hvem det var – og hun udpeger også med vilje et forkert gerningssted.

Christina er 20 år, uden job, har spiseforstyrrelse og epilepsi. Hun har ingen kæreste, men er forelsket i en anden fyr. Denne fyr får intet at vide om anmeldelsen. Hun indrømmer senere, at hun overfor fyrene talte om, at hun godt kunne tænke sig sex med dem, og at hun var meget ”våd”, hvorfor hun ofte måtte gå på toilettet og tørre sig f.eks. under deres koncert (de er musikere på en bar). Hun fortæller dog også (i overensstemmelse med A og B), at hun siger fra, da B forsøger at trænge ind i hende. Hun siger, at hun ikke vil mere, men at samlejet fortsætter alligevel (modsat hvad B siger). Hun indrømmer dog, at stort set alt hvad fyrene har sagt er rigtigt, bl.a. at hun sidder i baren og kysser med A efterfølgende. Af rapporten fremgår, at hun under telefonsamtale med sin veninde siger, at ”hun havde været sammen med 2 mænd, og at de havde været hårde ved hende. Hun havde endvidere oplyst, at hun var blevet voldtaget. Det var således (venindens navn udeladt) og dennes mor, der havde presset forurettede til at foretage anmeldelse af forholdet. Forurettede oplyste, at hun egentlig bare ikke havde haft lyst til, at” B ” (navn udeladt) skulle have været med. Hun havde dog alligevel accepteret dette. Forurettede understregede, at der IKKE havde været tale om voldtægt.”

Christina undersøges på Center for Voldtægstofre. Ved afhøringen er hendes veninde samt dennes mor til stede. Hun idømmes betinget fængsel i 30 dage samt samfundstjeneste, prøve tid 1 år jf. Straffelovens §§ 164-165 i en tilståelsessag.

Omfanget af voldtægter, voldtægtsanmeldelser, og falske anklager
If. ovennævnte rapport, så anmeldes der ca. 500 voldtægter om året i Danmark. Tallet har ligget nogenlunde fast i en årrække. Hvad med falske anklager? Fra samme rapport:

Analysen viser, at falsk anmeldelse efter disse kriterier udgør 100 af de 1.364 sager, dvs. 7,3% I en tredjedel af sagerne dømmes anmelderen for falsk anmeldelse af voldtægt, en tred-jedel sluttes med hjemmel i retsplejeloven, og i den sidste tredjedel af sagerne sigter politiet ikke kvinden af psykiske/sociale årsager, eller fordi hun er under den kriminelle lavalder.

Altså, det vurderes at ca. 7% af anklager om voldtægt er falske i Danmark. Der er ikke lavet voldsomt meget forskning om emnet, og de studier som er lavet varierer meget i deres konklusioner, fra 1 til 90%. Men de fleste er enige i et tal som ligger i omegnen af det ovenstående. Hvis man snakker med politifolk, så lader de til at tro, at tallet er højere:

Under udarbejdelsen af undersøgelsen har der ofte været kontakt til politikredse landet over. Af samtaler med en del betjente fremgik det, at der findes en tilsyneladende ret udbredt opfattelse gående ud på, at antallet af falske anmeldelser af voldtægt er meget højt. Adskillige af de adspurgte mente bl.a., at der er tale om ”rigtig mange” falske anmeldelser. Nogle sagde ”halvdelen” – og en enkelt udtrykte det i samtalen således: ”Du ved godt, at næsten alle anmeldelser om voldtægt er falske, ikke?”. Modsætningsvis var der én betjent, der gav udtryk for, at han bestemt ikke mente, der var mange falske anmeldelser.

Antallet af voldtægter er ukendt, men helt sikkert højere da ikke alle voldtægter anmeldes, og at der er relativt få falske anklager. I en fodnote nævnes det at “2.000 kvinder årligt (2003) er udsat for tvangssamleje, og at cirka halvdelen af disse kvinder har oplevet tvangssamlejet som voldtægt.”.

Det skal lige bemærkes, at ikke alle som bliver dømt for falsk anklage faktisk har lavet en falsk anklage. Det anslås at 7 ud af 100 er falske falske anklager. Sagerne er ofte komplicerede, se fx sagen om “Maria” på side 13. Der er en del sager om indvandrerpiger som bliver truet af deres familie og evt. voldtaget af et familiemedlem og derfor trækker voldtægtsanklagerne tilbage for at undgå problemer. Eller bare at kulturen siger at det er forkert at have sex før ægteskabet. Her tænker jeg særligt på sagen om Jasmin s. 14-15. Det er nogle meget ulykkelige sager.

Motiver til falske anklager
Hvorfor laver kvinder falske anklager? Det kunne der være mange forskellige grunde til. I sektion 2.6 side 40-49 ser forskerne nærmere på hvorfor kvinder anmelder falske voldtægter. Nedenstående oversigt er fra rapporten.

Som det kan ses, så er opmærksomhedsbehov åbenbart et ret normalt motiv. Forfatterne giver et eksempel:

Anette, (24 år, pædagogmedhjælper) er med kæreste og venner til havnefest. De får alle noget at drikke, og da hun aftenen før fik et epilepsi-anfald, går hun denne aften tidligt tilbage til teltet. Kæresten vil ikke med. Én af veninderne kommer tilbage til teltet med sin kæreste, og de hører Anette græde. Adspurgt om hvorfor hun græder, fortæller Anette, at hun er blevet overfaldet og forsøgt voldtaget. De henter kæresten, og han anmelder straks forholdet til poli-tiet. Anette siger hele tiden, hun ikke vil anmelde det. Hun giver signalement af gerningsmanden: kasket, øreringe, stor, stønner overdrevet meget, er meget fuld, men siger i øvrigt at der ikke skete noget. Ingen mistanke til nogen bestemt gerningsmand, og hun siger, hun ikke vil kunne genkende ham. Hun siger til veninden, at hun måske blev overfaldet, fordi hun gik ud-fordrende klædt. Anette fortæller yderligere, at hun i den seneste tid har modtaget en del op-kald fra en ukendt person på sin mobil, hvor ingen siger noget – og at hun har fået stjålet undertøj fra tørresnoren (bekræftes af kæresten).

Ni dage efter henvender Anette sig på politistationen og fortæller, at det var en misforståelse. Hun fortæller, at epilepsi-anfaldet dagen før var fremkaldt af skænderi med kæresten, som havde bebrejdet hende, at hun havde talt med en mandlig havnefest-deltager. Han troede, det var en arbejdskollega, som er lidt forelsket i hende. Ifølge Anette var det skænderiet og måske narkosen fra en knæoperation, der fremkaldte hendes epilepsianfald. Hun forklarer, at hun på dagen for anmeldelsen bliver meget skuffet over, at kæresten ikke vil gå tilbage i teltet med hende (han ville feste videre), og hun var derfor ked af det, da hun kom til teltet, og derfor græd hun. Da veninden kommer, er hun ”for stolt til at fortælle sandheden – nemlig at hun var såret og ked af det”. Hun fortalte i stedet en ”lille løgn gående ud på, at en hende ukendt person væltede hende omkuld, da hun kom hjem”. Hun havde ikke forventet venindens kærestes reaktion med at hente Anettes kæreste, og hun bad dem lade være, for ”han bliver så gal” (siger Anette ifølge veninden), og hun siger, hun ikke vil have politiet underrettet og heller ikke sine forældre. Anette fortæller, at hun blev ”fanget i et net af usandheder”. Kæresten kommer til teltet, fuld og opfarende, og det ender med han tilkalder politiet og underretter hendes forældre, selvom hun ikke ville have det, men han insisterer (vidner overhører Anette sige, hun ikke vil anmelde). ”Da politiet kom, følte hun, at der ikke var nogen vej tilbage, så hun fastholdt historien”. Siden hen har hun haft dårlig samvittighed, derfor vælger hun at ”lægge kortene på bordet”. Sagen om falsk anmeldelse sluttes jf. Rpl. § 749, stk. 2.

Hævnmotivet – at bruge loven til at skade andre
Særligt vigtigt er det at se på muligheden for at bruge loven til at hævne sig på en person, såsom i eksemplet med “Amalie” på side 29. De fleste personer vil nok mene, at det er en afskyelig praksis, men som vi har set ovenover, så straffes det ret mildt.

Hvis en rationel person ønsker at se på muligheder for at bruge loven til at hævne sig, så er det smart at lave en analyse af udfaldsmulighederne, deres sandsynligheder, og deres konsekvenser. Jeg lavede en skitse af en sådan analyse i en kommentar på 180grader (redigeret en smule):

Rationel breakdown af situationen. Du er en pige og du har været sammen med en fyr og du opdagede bagefter, at han også har været sammen med en anden. Det er du sur over, og vil gerne hævne dig. Du overvejer om du skal anklage ham for voldtægt. Bør du?

Lad os se på de mulige udfaldsmuligheder:

1. Du anklager ham og han bliver dømt. Han får et par år i fængsel, og en plettet straffeattest. Det gør det svært for ham at få arbejde efterfølgende.

2. Du anklager ham, politiet tror på dig, men han bliver frikendt pga. mangel på beviser i retten.

3. Du anklager ham, men du bliver opdaget i din løgn. Anklagen mod ham bortfalder. Du bliver dog frikendt for at lave en falsk anklage, eller slet ikke anklaget for det.

4. Du anklager ham, men du bliver opdaget i din løgn. Anklagen mod ham bortfalder. Du bliver dømt for at lave en falsk anklage. Du får måske 20 dages betinget fængsel og noget samfundstjeneste.

Hvad mon sandsynligheden er for de forskellige udfald ovenfor? (1) er måske ikke voldsomt stor, måske 20%. (2) måske 40%. (3) måske 20%. (4) måske 20%.

Bør du anklage ham? Ja, hvis du kan leve med din egen samvittighed derefter. Du risikerer meget lidt ifht. det potentielle udbytte.

De ovenstående tal er nogle jeg gættede mig til da jeg skrev kommentaren, men vi har stiftet bekendtskab med tal som viser, at det er usandsynligt at blive dømt for at lave en falsk anklage. Kun 32 blev dømt for at fremsætte en falsk anklage blandt de 100 som gjorde det. Det vil sige at (4) er mindre sandsynlig end angivet overfor. De præcise tal er stadig ukendte.

Analysen viser altså, at man risikerer meget lidt ved at anklage falsk. Både fordi at straffen typisk er lav hvis man bliver opdaget og dømt, samt fordi at få personer bliver dømt. Fra rapporten sektion 1.3 kan man også læse, at næsten alle (29 ud af 33) sager som føres er tilståelsessager (og to mere havde tilstået en gang men ville ikke stå ved sine ord i retten). Altså, politiet mener åbenbart at det er for svært at få nogen dømt hvis de ikke selv tilstår. Det vil sige, at hvis man undlader at tilstå, så er man næsten sikker på ikke at blive anklaget. En klar fordel for en som ønsker at hævne sig uden at risikere selv at blive straffet. Af denne grund er der også ukendt antal sager hvor der er tale om en falsk anklage, men hvor personen ikke blev retsforfulgt for det. Enten fordi politiet troede på kvinden, eller fordi at de ikke mente, at de kunne løfte bevisbyrden.

Men selv hvis man tilstår, så er sandsynligheden for at blive dømt ikke 100%. I 71 af de 100 sager tilstod kvinden (side 51 i rapporten), men siden at kvinden kun blev dømt i 32 af sagerne, så er sandsynligheden for at blive dømt selvom man tilstår ikke tæt på 100%, maksimalt 32/71=45%.

Hvor hårdt bør man straffe folk for at lave falske voldtægtsanklager?
Strafferammen giver rig mulighed for at man kan dømmes hårdere end retspraksis er. Fra politisk side er det dog muligt at ændre loven således, at man tvinger dommerne til at dømme hårdere. Bør man? Jeg vil nævne et par grunde for og imod.

Man hører nogle gange, at strafferammen for falsk anklage skal være den samme som den for det man anklager nogen for. Sådan kunne man godt lave det, men det er måske at gå lidt for for langt. Strafferammen for §164 er allerede 6 år, mens at den for voldtægt er 8 år. Dog 12 år i særlig grove tilfælde.

En anden grund til at man bør være streng overfor falske anmeldelser er at det nedsætter troværdigheden af vidneudsagn fra andre kvinder som faktisk ikke lyver. En løgnagtig kvinde straffer derfor hendes uheldige medsøstre indirekte. Rapporten nævner også problemet:

[…] Samtidig afhænger afhøringens resultat naturligvis også af betjentens forhold, såsom betjentens holdning til kønsroller mv. Som i alle andre sager spiller betjentens generelle menneske- og livssyn ind. Det kan også have betydning, om betjenten tidligere har behandlet en falsk anmeldelse om voldtægt – eller har hørt om sådanne sager fra kolleger. Har man tidligere troet på en kvindes anmeldelse om voldtægt og lagt et stort arbejde i at opklare sagen for så senere at finde ud af, at anmeldelsen var falsk, kan det ikke udelukkes, at medføre, at den næste kvinde, der anmelder voldtægt, mødes med mistro. Dette betyder, at en sag, der mistænkes som falsk af én betjent, ikke nødvendigvis vil blive vurderet ligeså af en anden betjent.

En tredje grund er at når man anklager falsk, så spildes politiets tid. Det betyder at politiet ikke får arbejdet på andre opgaver i den tid de bruger på at ‘opklare’ en falsk anklage. Det gælder for alle typer af falske anklager.

Er der grunde til ikke at have en høj straf? Ja, hvis fx politiet ofte anklagede kvinder og fik dem dømt for at lave falske anklager når de faktisk ikke gjorde det. Der er et par få eksempler på det i rapporten, hvor kvinden faktisk blev voldtaget, men sociale omstændigheder pressede hende til at trække anklagen tilbage. Men ellers, så anklager politiet stort set kun kvinder for falsk anklage når kvinderne selv har tilstået deres løgn.

En anden overvejelse som er værd at tage i betragtning, er det store antal ikke-anmeldte voldtægter. Jeg forstår ikke deres skelnen mellem tvangssamleje og voldtægt, men tallet er enten 2000 eller 1000, hvis man antager at hver kvinde kun bliver udsat for en. En hårdere straf for falsk anklage kunne have en afskrækkende effekt på hvor villige kvinder er til at anmelde en voldtægt. Hvis kvinderne tror at politiet ofte anklager kvinder for at angive falske voldtægtsanklager og får dem dømt, så ville det være en ekstra risiko at løbe for en kvinde som er blevet voldtaget. Data tyder dog ikke på at dette faktisk er tilfældet, men derfor kan det godt være at kvinderne tror det. Det er nok på sin plads at lave en undersøgelse blandt kvinder som er blevet voldtaget for at finde ud af hvorfor de ikke anmeldte det.

Afsluttende bemærkninger
Efter min mening er straffen for lav. Jeg har ikke noget specifikt forslag til præcis hvad straffen bør være, men jeg har et metodeforslag. Ideen er at samle en gruppe repræsentative danskere, fortælle dem om en række sager, og spørge dem om hvor hård straf de mener, at vedkommende skal have. Derefter udregnes gennemsnit, median, typetal osv. ud fra dataene. På den måde kan man finde en straf som er flertallet af danskerne mener at passende. Jeg tør ikke spå om hvad straffen ville ende på, men jeg ville undre mig hvis ikke at den blev forhøjet ifht. nuværende praksis.

Læser man rapportens perspektivering, så går forskerne længere end deres egen data tillader. De pointerer ganske rigtigt at:

Det kan ikke afvises, at der findes et større antal falske voldtægtsanmeldelser end de omkring 33 tilfælde. pr. år. Det foreliggende materiale i undersøgelse giver dog ikke anledning til at tro, at der i givet fald eksisterer et stort antal uopdagede falske anmeldelser. [min emfase]

Men derefter skriver de:

Der er flere problemer knyttet til denne situation. Når mediebilledet omtaler falsk anmeldelse af voldtægt i et omfang, der er ude af proportioner med virkeligheden, skader det samfundets opfattelse af kvinder, der står frem og anmelder voldtægt. Tvivl omkring anmeldelsens rigtighed får en (for) stor rolle. I den sammenhæng er det vigtigt at huske på, at undersøgelser viser, at voldtægter har et betydeligt mørketal.100 Et skævvredet fokus på falske anmeldelser i medier og hos politiet kan bevirke, at det bliver endnu vanskeligere for en kvinde at stå frem og anmelde voldtægt. [min emfase]

Men deres data viser jo netop ikke at mediernes omtale af falske anmeldelser er “ude af proportioner med virkeligheden”. Deres data viser at der er 71 sager hvor kvinden tilstår en falsk anmeldelse, endnu færre hvor hun bliver dømt, og et ukendt antal sager hvor kvinden har løjet men ikke er blevet anklaget for det af politiet eller har tilstået. Af gode grunde kan man ikke konkludere at to tal er ude af proportioner med hinanden hvis man ikke kender tallene. I øvrigt har de slet ikke vist at medierne omtaler falske anmeldelser og voldtægter “side om side” (deres ord). Det ville kræve en kvantitativ analyse af mediernes dækning.

Uden at kaste mig ud i en større undersøgelse, så har jeg kikket en smule på Infomedia. En side som opsamler stort set alle artikler udgivet i danske medier. En søgning på “voldtægt” med tidsrammen 12 mdr. giver 16.836 hits. En lign. søgning på alle artikler som indeholder både “falsk” og “voldtægt” giver kun 850 hits (5%). En søgning på ordene “opdigtet” og “voldtægt” giver 294 hits (1.7%). En søgning på “voldtægt” og “lyve” giver 444 hits (2.6%). Rigtig mange af disse artikler overlapper. Medmindre at jeg har søgt på nogle helt forkerte ord, så viser analysen at der ikke er stor dansk mediefokus på falske voldtægtsanklager, sammenlignet med fokus på voldtægt generelt.

Litteratursamling
Skulle man have lyst til at læse mere om emnet, så har jeg samlet en del litteratur her som man kan læse. Nogle af linksene er gentagelser af tidligere nævnte kilder, andre er ikke.

Udgivet af

Emil

Forsker i psykologi, sociologi, lingvistik, statistik, m.fl. Stifter af Teknologipartiet og OpenPsych. Arbejder indenfor data science/biotech/web dev.